Velkommen, o Mester, tilbage til Nord
Fra Sydens södtblomstrende Höie,
Fra Byen, hvor Floden, den gule, sig snoer,
Hvor Solen nedsender sit Öie
Til Rankernes Frugt, mens Orangernes Duft
Omsvæver Cypressen i mörkblaae Luft.
Vidt förte din Hæder, den vældige Örn,
Dit Navn paa de mægtige Vinger,
At höjt det blev nævnet for Jorderigs Börn,
Hvor Kunsten sin Tryllestav svinger;
Nu Danmark, saa stolt af sin Sön og hans Navn,
Dig aabner huldsaligt sin Moderfavn.
Fra Höie og Sletter, fra grönnende Eng,
Fra Byer og duftende Skove,
Fra jublende Læber, fra klingende Streng,
Fra Havets höitbrusende Vove,
Fra Landboens Hytte, fra Herskerens Slot
Dig toner: Velkommen, o Kunstens Drot!
Og vi, som endnu kun i Forgaarden staae
Til Musernes straalende Tempel,
Og færdes saa flittigt og godt, vi formaae,
Med Pensel og Meisel og Stempel, —
Vi kunne ei tæmme Begeistringens Lyst;
Nei ud maa den strömme af fulde Bryst!
Du aabned vort Öie, Du vakte vor Sands
For Skiönhed og Sandhed, den rene;
Du bærer med Rette den evige Krands
Af Laurens gudviede Grene.
Höit lyde vor Velkomst i jublende Chor:
Hil være vor Mester, vor Stolthed i Nord!
Chr. Winther.
