Sören Kanne(Dansk Folkevise.)Det blæste en Storm udi Kattegat,De Bölger de ginge saa höje.Saamangen stolt Sömand den samme NatFor sidste Gang lukked sit Öje.En liden Skude var og deriblandt,Fra Hornbek monne den komme.Ret aldrig mere til Havnen den vandt,Fordi at dens Tid var omme.Den Skude blev fört af en Sömand god,Af dem, der ej pleje at ryste —Thi först sig beviser det danske Mod,Naar Döden begynder at kryste.Han kæmped, indtil han omsider drev,For Stormen et værgelöst Bytte.Mod Dagningen stødte han paa et RevMed dets faldefærdige Hytte.Han haver kun med sig en liden Dreng;I stærken Arm han ham griber:“Her bliver nok redt os saa kold en Seng;Det hjælper slet inte, du piber.”De Bølger de bryde med stor Allarm,Og Skibet det krænger og knager:Dog holder han Drengen i venstre Arm;Med höjre i Vantet han tager.Han seer sig saa langelig ind mod Land —Imellem var dybe Rende —“Vi kan ikke naae den velsignede Strand,Hvis Hjælp os ej Himlen vil sende.”Da kom en Bonde til samme Sted —Han hedde saamænd Sören Kanne —Han siger til Fa’eren, som og var med:“Det Skib er nok nær ved at strande”.Saa springer han til sine Heste to —De stode just töjred’ paa Brinken —Han giver sig ikke ret længe Ro,För han bliver færdig med Rinken.Den gamle ham huer det ikke ret vel;Han hvövter med Haanden: “Hej Soren!Du drukner jo Ögene og dig selv;Det Skib er desuden forloren.”Men Sören sprang op paa den nærmer Hest,Og kaster et Öje til Fa’eren:“Ifald jeg derude skal faae min Rest,Lad see, at I sörger for Karen!”Saa hug han sit Hors med sin Træskohæl,Og lod hende springe i Vandet.Den anden han dasked med Töjrepæl:Saa maatte de begge fra Landet.Men da han sig havde i Dybet sænkt,Alt udi de fraadende Strömme,Ej skulde da noget Menneske tænkt,Han kunde til Vraget svömme.Jo, jo! — See! der sidder han nok saa rank,Han synes paa Bölgen at ride —Men der kommer Örer — og Hoved — og Mank —Og nu er han ved Sejlerens Side.“Hej Landsmand! sid op nu, hvis Du vil med,Og hold saa din Dreng ved hans Tröje!”Han sidder der alt — og igjen nu afsted —Det var noget andet end plöje.De Bölger de brusede over dem brat;De Tvende holdt fast ved hinanden —Men see kun! nu har de jo Landet fat,Og frelste de springe paa Stranden.Da kaste sig alle Trende paa Knæ,Og takke vor Herre for Livet.“Men kom!” siger Sören, “med mig nu i Læ —Se hisset, nu splintres jo Skibet!”Men Drengen han skjalv, som i Blæsten et Siv;Og Skipperen slang sine Arme:“Hvad skal vi nu give dig for vort Liv?”— “Følge med mig og faae lidt Varme.”Han plejed den Sömand med samt hans Pog,Det baade af Potte og Pande;Og det var al den Betaling, han tog,Den fattige Mand, Sören Kanne.Saa skulle dog alle I danske MændAf Hjertet elske hinanden!I Faren og Döden sig give henDen Ene med Lyst for den Anden!Saa skulle I fast staae hverandre bi —I plöje nu Jord eller Bölge —Men mindst dog paa Kampens den blodige StiSkal Een bag en Anden sig dölge!Og Fynby, og Jyde og Sjællandsfar —Til eet Huus vi Alle jo höre.Gud Fader os Alle i Troskab bevar!Og alle til Enighed före!S. S. Blicher.