Hvor jeg af Længsel bæver
Hist i den kolde Nat,
Og mod dit Vindue hæver
Mit Blik af Taarer mat;
Der risler ingen Kilder,
Der vifter intet Træ,
Ei Nattergalens Triller
Fremgaae fra Myrtens Læ;
Ei milde Vinde lufte
Hen over Havens Bed,
Hvor Natvioler dufte
Og slumre sødt derved;
Ei Bjerget kaster Skygge
Ud over Dal og Strøm,
Hvor gamle Minder bygge
Og ligge som i Drøm;
Ei Stjernens Øie titter
Ned til en vild Ruin;
Og du har intet Gitter,
Jeg ingen Mandolin;
Og uden Melodier
I Nattens kolde Gys
Jeg ene staaer og tier
Og stirrer paa dit Lys! —
Men — var den til at høre
Mit Hjertes stille Sang,
Og fulgte blot et Øre
De Melodiers Gang;
Og kunde den blot anes
Den rige Billedpragt,
Som i mit Bryst fremmanes
Ved denne Længsels Magt;
Og var min tause Tanke
Klar, som en Harpes Lyd, —
Da vilde snart sig sanke
En Verden, fuld af Fryd,
Som henrykt vilde sænke
Sig ned i Sangens Strøm,
Og med min Tanke tænke
Og drømme med min Drøm. —
Men taus jeg staaer alene,
Og vandre maa min Vei
Paa Gadens øde Stene, —
Selv du mig aner ei!