En Rosenstok, ustadig,
Snart nøgen er, snart grøn;
Men i mit Indre evigt
Det blomstrer i Løn.
Saa Blomst og Blad fremspire
Med Vaarens Liv og Saft, —
Dog virker her ei min egen,
Men en anden, hellig Kraft.
To milde Stjerner vogte
Saa kjærligt paa min Vei,
At jeg var reent afsindig,
Hvis jeg dem fulgte ei.
O, kjære, klare Stjerner!
Bliv ved at tindre smukt.
Og leed mig over Livets
Vildtsvulmende Bugt.
Jeg grundet har saa længe,
Men ei til Klarhed bragt,
Hvorfra I vel har hentet
Hiin underfulde Magt.
Saa mild — og dog saa vældig,
Saa venlig og dog stærk,
At her paa Jord I virke
Et Himlens Underværk.
I fæstet har min Tanke
Til dens dybeste Rod;
I vækket har mit Hjerte
Og fortryllet min Fod.
O, kjære, lyse Stjerner!
Nu seer jeg klart og grant,
Hvor før jeg i Alverden
Kun Mulm og Øde fandt.
O, lær mig og at blusse
Som Eders Straale varm!
Lær mig den Flamme tænde,
Som I tændte i min Barm!
O, lær mig og at binde
Saa fast, som selv I bandt!
Lær mig en Seier vinde,
Som selv I den vandt.
Hold Eders Glands da yndigt
For Sky og Taage fri;
Og lad mig ene speile
Min Tilværelse deri!