Sov sødeligt i Dødens Skriin,
Du Rose, spæd og faur og fiin!
Sov sødt, o Barn! dit Liv, din Død
Mig smelter i en Veemod sød.
I Hendes stille Fredens Hjem
Du kom til Liv og spired frem.
Du voxed under hendes Haand,
Omsvævet huldt af hendes Aand.
Du lærte hendes klare Blik,
Og hendes Læbers Smiil du fik.
Hun redte dig din Vugge grøn —
Og hvad du var, blev hendes Løn.
Tidt tankefuld hun paa dig saae,
Mens end i Svøb og Baand du laae.
Og da din Puppes Ringe brast,
Fik hun det første Øiekast.
Hun saae dit Hjertes første Slag,
Hun drak dit første Aandedrag.
Du med det stille, fromme Sind
I hendes Liv dig leved ind.
Men ak! den Fryd kun vared kort!
Til Een hun sendte dig jo bort.
Og han — mens høit hans Hjerte slog,
Sin kjære, lille Gjæst modtog.
Med sværmende, fortryllet Sands
Han speided i din Bladekrands.
Han stirred i dit Bæger stivt
Og læste der en yndig Skrift.
Han aned al den Sympathie,
Som hendes Aand fik lagt deri.
Og henrykt hver en Morgenstund
Hans Læbe nærmed sig din Mund.
Og hver en Aften, from og tro,
Han hvisked dig: „sov sødt i Ro!”
Indtil dit Hoved bøiet stod,
Og Kindens Purpur dig forlod.
Til Øiet tabte al sin Pragt,
Og falmet sank din lette Dragt!
Thi ak! hans Hjertes Feberglød
Var dig for stærk — og blev din Død!
O, sov nu sødt i Dødens Skriin,
Du, hendes Barn! saa faur og fiin.
Dit Minde er din Sjæl! Og den
Skal kjærligt leve hos din Ven;
Det binder ham til hende, som
Dig var en Moder, kjær og from;
Og som hans Hjerte elsker, til
I Dødens Favn det briste vil!