Fader! du som throner i det Høie!
Tør jeg vende tillidsfuld mit Øie
Op til dig saa hjertegreben glad?
Ak! jeg maa om Ord til Lovsang lede,
Ak! jeg er saa uvant med at bede, —
Jeg var Barn, da sidste Gang jeg bad.
Længe var saa øde dette Hjerte.
Fadervor som lille Glut jeg lærte,
Glemte det for Verdens Kløgt og Tant.
O men nu i Øiet Taaren brænder,
Barnets Lærdom nu tilbage vender,
Hvad jeg længe savned, nu jeg fandt.
Nu jeg kan igjen mig barnligt fryde,
Nu min Harpe til din Priis kan lyde,
Smelte sammen med de Frommes Røst.
Hvad jeg lærte om din Fadernaade,
Er ei længer en forblommet Gaade,
Som med Tvivl opfyldte dette Bryst.
Nu mit Hjerte kan mig Lovsang lære;
Egenkjærlig kan ei Bønnen være,
Som opstiger fra en kjærlig Sjel.
Inderlig jeg takker dig, Alfader!
Op til Bøn min Læbe jeg oplader,
Ei for eget, men for hendes Vel.