Du spørger, hvorfor Vers og sligt
Jeg nu har lagt paa Hylden;
O, naar man holder op med Digt,
Er sagtens Prosa Skylden;
Naar Poges Ryg er Snekkeskal,
Og Plectret Birkeferle,
Saa bliver i Poeters Tal
Man aldrig nogen Perle.
Vers skriver hver Latinerknøs,
Som knap har seet Pedellen;
Vers drømmer hver halvvoxen Tøs,
Hver Doris og hver Ellen;
Fra Skagerrak til Eiderstrøm,
Fra Kjøbenhavn til Ribe
Hver Anden i poetisk Drøm
Guldharpens Streng kan knibe.
Men Poesie ei trives her,
Skjøndt Egnen venligt smiler.
Hvad Gavn, at under skjønne Træer
Hist Kildens Vand heniler?
Her en Krabat ved Bukkespring
Itu sin Trøie river,
Og klager over Ingenting,
Og styrrer mig, som skriver.
En Grammatik, en Læsebog,
Udgaver af Auctores,
Hvorved en Dum bli’er lige klog,
Og ei den Kloge mores,
Og Andet, nogenlunde lærd,
Med Noter vel udspækket,
Det kunde jeg vel skrive her,
Men mange Spor mig skrækked.
Mig synes Verden er for fuld
Af Noter og Citater;
Jeg veed, at Alt er ikke Guld,
Der glimrer som Dukater.
Mig synes, at alt længe nok,
Og Stort er ikke vundet,
Minerva paa sin Skotterok
De gamle Blaar har spundet.
Og sæt, det nu til Stykket kom,
Sæt, Aaren ikke svigted.
Hvad skulde jeg da digte om?
Vor Jord er saa fordigtet.
Der er ei Blad, ei Blomst, ei Siv,
Hvorved der er jo daanet;
Ei Barnet selv i Moders Liv
Er af Poeter skaanet.
Det Eneste, som skrives kan,
Det er maaskee Satire,
Men det var Synd, om ærlig Mand
Blev saaret ved min Lire;
Og den, som rammes af en Piil,
Ham kan det let indfalde,
At et uskyldigt, skjemtsomt Smiil
Sit Sæde har i Galde.
Jeg veed, jeg rørte ved en Byld,
Og Folk i Harnisk bragte,
Ifald nu, for Exempels Skyld
Jeg om Naturret sagde,
At den er kun Paafuglefjærr,
Af Corpus juris plukte,
Hvoraf et Riis nu lavet er,
Studenter med at tugte.
Og hvad er vel Philosophie,
Naar vi den gaae paa Klingen?
Er vi Maskiner eller frie,
See, det beviser Ingen,
Og Mangen, som ved sindrig Bog
Har vundet Hæderspalmer,
Vi see tilsidst i eensom Krog
At læse fromme Psalmer.
Og finder han, som sværmed om
I Tankens Regioner,
Og søgte Sandheds Helligdom
I alle Aandens Zoner,
At Ankret paa det vilde Hav
Alene Troe kan være,
Saa takker jeg den Gud, der gav
En Sandheds, Trøstens Lære.
Men naar en gudsforgaaen Svend,
Hvem Vellyst tændte Fakkel,
Og Sviir og Dobbel tæred hen
Til aand- og marvløs Stakkel,
Naar han med Tale, kunstlet sød,
Nu folder frække Hænder,
Og Øiet, Bryndes matte Glød,
Af hyklet Taare brænder;
Og Skarer ved hans Gjøglerord
Ned for Propheten falde,
Som den, der ene seer og troer,
Hvad frelse kan os Alle,
Saa gyser Hjerte og Forstand
Paa Orthodoxes Vegne,
Saa takker jeg min Gud, at man
Mig ei blandt dem kan regne.
O Verden har saa mangen Bag,
Som os til Riis indbyder;
Skjøndt Lysten vinker os til Slag,
Fornuften helst man lyder;
Hun har til Følgesvend en Dverg,
Som man Erfaring kalder,
Han raaber: rør ei ved et Bjerg,
Som over dig nedfalder!
Og naar mod Stemmen man er døv,
Saa kaldes man en Fiante,
Men lystrer man, saa er man flov,
En tør og vissen Plante.
O skriver man en Elegie,
Saa er man strax en Engel,
Men bruger man lidt Kryderie,
Saa kaldes man en Bengel.
Ved Maanskinsvers til Harpespil
Man let kan blive vandet,
Og naar man Daarer tugte vil,
Saa bliver man forbandet,
Da det nu er en egen Sag,
To sure Æbler bide,
Saa vil jeg fra Poeters Lag
Mig liste bort itide.