Gjennem Krat, over Stub gaaer Jægerens Fod,
Hvor Fjeldenes Kloster gabe,
Der lædsker ham Dyrenes sprudlende Blod;
Den Fattige er saa rig paa Mod,
Thi han har jo Intet at tabe.
Hvor det iiskolde Fjeld opvarmer hans Bryst
Ved Sang af de barste Vinde,
Der er han fornøiet, ham Faren er Lyst,
Den Fattige er en Helt i Dyst,
Thi han har jo Alting at vinde.