Christian Wilster (1797–1840)

Sanct-Hansdag! du smilende Fest!

Til Løier og Skjemt du indbyder;

Thi vil jeg synge, som jeg kan bedst,

Men hvis min Sang lidt skurrende lyder,

Saa husk, at i Dyrehavstidens Suus

Let Kunsten glemmer Natur-Contracten,

Og er man i Hoved og Hjerte confus,

Saa falder det svært, at holde Takten.

Minerva fra Syden er kommen til os,

Lig tretten Gardister i Kræfter,

Den gamle Gudinde byder hun Trods,

Hvem Folk forresten ei længes efter.

Hvad Under, naar Viisdommen er saa stærk,

Om Sangens Musa kan blive bange;

Hun skjælver og bæver ved sligt Underværk,

Og saa Gud naade de stakkels Sange.

Den blinde Mand gnider i frien Natur

Paa trende Strenge og uden Noder;

Kameler brøle indspærret i Buur;

O Sprogforvirring i Fjelleboder!

Hist skriger Jøden, som han var gal,

Hvert Øre hans plumpe Sang har saaret;

Deraf man drage den simple Moral:

Hver Fugl maa synge, som den forstaaer ’et.

Hist sidder en Øltapper magelig feed,

Han en famille i det Grønne tafler;

Den hollandske Kjærling i Ansigts Sveed

Trakterer med alle Slags varme Vafler.

Enhver vil more, Enhver søger Fryd

Saa gaaer det her, som i Verdenstumlen

Jeg synger en Vise til Lirens Lyd

Men om jeg morer — ja det er just Humlen.

Poeten er stundom en Smule Bajas,

Han paa sit Ord i det mindste maae troes,

Men snart han sig vender bort fra den Stads,

Hvor man begloer, for igjen at begloes;

Og Held ham, naar træt af den støiende Færd,

Af Gynger, Trompeter og Teltes Spektakel,

Han venligt kan synge for hvem han har kjær

I Venskabs smilende Tabernakel.

Begejstring han drak hos Kirsten Piil,

Han lædsked Tørsten af hendes Bæger;

Begeistring han drikker af Damers Smiil

Af hulde Blik, som hans Hjerte gvæger:

Og Lirendreieren blier Troubadour,

Og glemmer hver Sorg, som Hjertet tynger;

I Blanding af Alvor og skjemtsom Natur

Til Damernes Priis saa henrykt han synger.

Sanct-Hansurten bølger ved Zephyrs Dands,

Og nikker venligt i svale Skygge;

Med simpel Kunst jeg binder en Krands,

O maatte den vlre et Damesmykke!

O men for hvem? — der er mange jo —

Jeg daglig gad flere Krandse flette; —

Mes dames! bliv ei vred, jeg skulde troe,

At Dagen blandt andet kan afgjøre dette! —