Gaade
1813.
1813.
Hvad egentlig jeg er, er svært at sige,
Heel Mangen bliver aldrig klog paa mig;
Mit Væsen lærer dig den hulde Pige,
Men Lærdominen er ubeskrivelig.
Forgjeves du med Speiderøie søger
Mit Væsens rette Jeg i Skrift og Bog,
Høit er jeg hævet over alle Bøger,
Du ved din Læsning bliver lige klog.
En Gnist af Herrens Aand paa Jord jeg luer,
Af Intet jeg fremkaldte Verdens Liv,
Og alt det Skjønne, du paa Jorden skuer,
Min Kraft fremmaner med sit Tryllebliv.
Jeg Kjernen er i Jesu høie Lære,
Rundt om min Axel dreie sig hans Ord,
Og alle Skjalde høit min Priis og Ære;
Lovsynge i forenet Jubelchor.
Jeg dufter sødt af Rosens friske Kroner,
I Nattergalens Bryst min Seraph boer;
Høit over Himlens hvalte Due throner
Jeg en Skytsengel for den faldne Jord.
Dybt jeg i Skjaldens fulde Barm mig rører,
Hans Aand nedstammer fra mit lyse Hjem;
Hver Raphaels Haand til Lærredet jeg fører,
Og selv en Engel tryller Engle frem.
Kan du end ei mig finde, vend dit Øie
Mod Pigens lyse Blik, mod Himlens Blaae,
Kast dig i Støv for Herren i det Høie,
Dybt i dit Hjerte du mig finde maa.