18. Sang
Vaabensmedningen.
Vaabensmedningen.
Saa de fristed en Kamp, der med blussende Ild er at ligne.
Men til Achilles som ilende Bud Antilochos ankom,
Helten han staaende traf ved de stavnfremstikkende Skibe,
Dybt hensunken i Tanker paa hvad der var skeet allerede.
Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
Vee! hvad betyder det dog, at de haarfagre Mænd af Achaia
Henover Marken paany til Skibene stimle saa rædde?
Bare dog Guderne ei den Qval mit Hjerte berede,
Som af min Moder forlængst er bebudet mig, naar hun fortalte,
At i mit levende Live den kjækkeste blandt Myrmidoner
Skulde forlade den lysende Sol for Troernes Hænder.
Ja! han er visselig død, den kraftige Søn af Menoitios!
Slemme! jeg bød dig jo dog, naar den hærgende Brand var fordreven,
Hjem til Flaaden at vende, og ei med Hektor at stride.
Medens paa dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
Treen den ædelig Helt Antilochos frem for Achilleus,
Taaren ham brændte paa Kind, mens det rædsomme Bud han forkyndte:
Søn af den stridbare Peleus! o vee mig! et Jammerens Budskab
Faaer du at høre forsand; gid sligt dog aldrig var hændet!
Dræbt er Patroklos, og hist en Kamp de bestaae om hans nøgne
Liig — hans Vaaben i Vold er faldne den mordiske Hektor.
Talt; den sorte Bedrøvelsens Skye omhylled Achilleus.
Aske med Sod iblandt han greb med Hænderne begge,
Strøede den over sit Hoved, og skænded sit deilige Ansigt,
Og paa den prægtige Kjortel sig satte den graalige Aske.
Ned i Støvet han smed sig, og strakt med sit vældige Legem
Laae han og skændede Hovedets Haar med rivende Hænder.
Ogsaa de Piger, han selv og Patroklos i Krig havde vundet,
Skreg af Bedrøvelse høit, i Hob om Achilles de stimled,
Styrtende frem af Teltet; med Hænderne alle tilhobe
Slog de sig heftig for Bryst, og Benene under dem rysted.
Ligesaa jamred Antilochos lydt, og grædende holdt han
Fast om Achilles’s Hænder, dybt sukked hans mandige Hjerte,
Grebet af Angst, at han skulde med Staal overskjære sin Strube.
Frygtelig skreg Achilles, det hørte hans værdige Moder,
Siddende nede paa Havsens Bund hos sin aldrende Fader.
Bitterlig brast hun i Graad, trindt flokkedes Havets Gudinder,
En og hver Nereide, saamange som leved i Dybet.
Der var Glauke nu først, og Kymodoke, der var Thaleia,
Speio, Nesaia og Thoe, og Halie, deilig af Øine;
Der var Kymothoe næst, Aktaia med samt Limnoreia,
Der var Iaira, Melite, Amphithoe, Doto, Agaue;
Videre var der Pherusa, Dynamene, Proto, Panope,
Dem Dexamene fulgte, Amphinome, Kallianeira,
Doris med samt Galateia, den høist navnkundige Havfrue;
Næst efter disse Nemertes, Apseudes og Kallianassa,
Og Ianeira, Klymene, og Maira med samt Ianassa,
Og med Oreithya kom den haarfagre Møe Amatheia,
Samt enhver Nereide, saamange som leved i Dybet.
Hulen, der skinned saa hvid som et Sølv, opfyldte de ganske,
Slog sig tilhobe for Bryst, og Thetis begyndte med Veeraab:
Kjæreste Sødskende! hører mit Ord, I Døttre af Nereus!
Lytter, saa skal I fornemme, hvad Sorg der boer i mit Hjerte.
Vee mig Arme, ja vee mig! en Helt til min Jammer jeg fødte,
Jeg, som til Verden har baaret en Søn, uplettet og tapper,
Ypperst i Heltenes Kreds; i Veiret han skjød som en Ympe;
Ham har jeg hæget saa trolig, som Planten i Agerens Muldjord.
Bort med de snablede Skibe til Ilions Stad jeg ham sendte,
Troernes Folk at befeide, men hist i Peleus’s Kongsgaard
Aldrig jeg meer modtage ham skal hjemkommen fra Krigen;
Ak men saalænge han lever og skuer det straalende Sollys,
Døier han Qval, og mit Komme ham ei kan baade det mindste;
Dog vil jeg drage derhen, min Søn vil jeg see, og forhøre,
Hvilken Bekymring ham traf, skjøndt hjemme fra Kamp han er bleven.
Alt som Ordet var talt, hun Hulen forlod, og de Andre
Fulgte med strømmende Graad; Havbølgerne skilte sig trindt dem.
Men da saa komne de var til det frugtbare Troia, da fæsted
En efter Anden paa Kysten de Fod, hvor rundt om Achilleus
Laae qværsatte paa Land Myrmidonernes talrige Skibe.
Hen til den jamrende Søn da treen den ærværdige Moder,
Lagde med lydelig Graad sin Haand paa den Elskedes Hoved,
Og med bevingede Ord hun klagende talte saalunde:
Ak! hvi græder du, Søn! hvad Sorg omspænder dit Hjerte?
Tael! fordølg mig det ei! fuldbyrdet af Zeus er dog Alting,
Ganske saaledes som fordum du bad med oprakte Hænder,
At i Forvirring Achaiernes Mænd maatte flokkes ved Skibsstavn,
Trængende haardt til din Hjelp, og lide forsmædelig Medfart.
Sukkende dybt til Svar hende gav fodrappen Achilleus:
Sandtnok! Moder! Olymperen Zeus fuldbyrded mig Alting.
Dog, hvad gavner mig dette? Patroklos min Ven er jo falden;
Ham, hvem høiest af Alle, ja høit som mit Hoved jeg skatted,
Ham har jeg mistet, ham Hektor har dræbt, og plyndret hans Rustning,
Hine forbausende Vaaben, et Under for Øiet at skue,
Gaven den glimrende skjønne, den Guder forærede Peleus
Alt paa den Dag, da de lagde dig hen paa en Dødeligs Leie.
O var dog du vedbleven at boe blandt Havets Gudinder
Hisset, og Peleus til Viv havde fæstet en dødelig Qvinde!
Ak! men nu skete det saa, dit Hjerte til tusinde Qvaler,
Naar du berøves din Søn, thi ham modtager du aldrig
Meer hjemkommen fra Krig, da mit Sind ei heller mig frister,
Længer at leve paa Jord, eller færdes i Menneskers Samqvem,
Førend jeg Hektor har ramt med mit Spyd, og han Livet forliser,
Bødende svart for det Rov, han begik paa den Søn af Menoitios.
Derpaa ham svarede Thetis igjen, udgydende Taarer:
Ja! som du taler, min Søn! vil snart dig times din Henfart,
Døden er rede paastand at ramme dig strax efter Hektor.
Dragende tungt et Suk udbrød fodrappen Achilleus:
Gid jeg da døe paastand, da det ei sig saa vilde føie,
At jeg beskjermed min myrdede Ven, som fjernt fra sin Hjemstavn
Faldt, thi han manglede mig til at vorde hans Frelser fra Ufærd.
Nu — da dog aldrig jeg meer hjemvender til Fædrenelandet,
Heller ei frelste Patroklos i Nød, saalidt som de andre
Men ved min Flaade jeg sidder som uselig Tyngsel for Jorden,
Jeg, en Kæmpe, med hvem af Achaias bepandsrede Helte
Ingen sig maaler i Strid, men paa Thing er der dem, som er bedre.
Gid al Kiv udryddes af Guders og Menneskers Samfund,
Samt al Harm, thi den driver endog den Vise til Grumhed;
Ja! langt sødere selv end den klart hensmeltende Honning
Griber den om sig i Menneskets Bryst, skinbarlig som Røgen,
Ret som mig nys ophidsed den mægtige Drot Agamemnon.
Dog, lad fare hvad fordum er skeet, hvor dybt det end smerter,
Lad mig i Barmen betvinge mit Sind, skjøndt Møie det koster! —
— Nu maa jeg bort, maa Hektor tillivs, som knuste det elskte
Hoved, og saa vil jeg tage min Død, saasnart det behager
Zeus og den øvrige himmelske Slægt, at lade den komme.
Ei Herakles engang, den Vældige, slap jo for Døden,
Han som dog høiest af Alle var elsket af Zeus Kronion;
Segne han maatte for Skjebnen og Heres usalige Vrede.
Vel! saaledes vil jeg, er en lignende Lod mig berammet,
Falde den Stund jeg skal døe, men nu vil jeg Hæder mig vinde.
Nu skal forvist ret snart heel mangen Dardanisk og Troisk
Viv, fuldbarmet og fager, aftørre med Hænderne begge
Taarernes Strøm af blomstrende Kind, og hulke for Alvor!
Nu skal det kjendes forsand, at jeg lang Tid rasted fra Kampfærd;
Hold mig da ikke fra Striden, du bøier mig ikke, du Hulde
Ham gjensvared Gudinden, den sølverfodede Thetis:
Ja! tilvisse, min Søn det er ei upriselig Gjerning,
Hjelp mod truende Død sine Venner i Faren at yde;
O men betænk, i Troernes Vold er din deilige Rustning,
Smeddet af funklende Malm; den hjelmomstraalede Hektor
Selv om Skulder den bærer saa stolt, dog troer jeg tilvisse,
Længe hoverer han ei, alt stunder det stærkt ad hans Ende.
Dog til den buldrende Kamp skal ei forinden du drage,
Førend du seer mig igjen, og atter jeg staaer for dit Aasyn;
Thi naar imorgen det gryer ad Dag, og Solen er oppe,
Kommer med deilige Vaaben jeg hid fra Guden Hephaistos.
Saa hun taled, og bort fra sin kraftige Søn hun sig vendte,
Dreied sig om og sagde til Søstrene, Havets Gudinder:
Stiger nu ned igjen i Havets de svælgende Dybder!
Vandrer saa strax til Paladset, til Fader, den aldrende Havmand,
Hjem, og forkynder ham Alt, imens til høien Olympos
Selv jeg begiver mig op til den kunstberømte Hephaistos,
Om han vil unde min Søn en herlig og glimrende Rustning.
Saa hun talte; da dukked de ned i det bølgende Havdyb,
Medens til høien Olymp den sølverfodede Thetis
Drog, sin elskede Søn en glimrende Rustning at hente.
Hende nu Fødderne bar til Olymp. Med skrækkelig Raaben
Flygted imens Achaiernes Folk for den drabelig stærke
Hektor, og nærmed sig alt Hellespontos og Skibenes Rækker.
Heller ei havde fra Valen de pandsrede Mænd af Achaia
Mægtet Achilles’s Ven, den faldne Patroklos, at bjerge,
Thi han var atter paa Vei indhentet af Mænd og af Heste,
Og af Kong Priamos’ Søn, hvis Kraft var som blussende Flammer;
Tregange greb ved Foden ham fat den straalende Hektor,
Gridsk paa at slæbe ham bort, mens høit han til Troerne raabte,
Tregange stødte fra Livet ham bort Aianterne begge,
Kraftudrustede Mænd, dog fast, i Lid til sin Styrke,
Styrtede snart han i Stimlen sig ind, snart atter han stille
Stod, og raabte med Kraft, men veeg ei en Kjende tilbage.
Ligesom Hyrder i Vang ei mægte den guulbrune Løve
Bort at gjenne fra Nødet, den vog, naar ret den er hungrig,
Saaledes mægted Aianterne ei, malmpandsrede begge,
Hektor, Priamos’ Søn, fra Patroklos at drive tilbage,
Bort han havde nu slæbt ham, og vundet unævnelig Hæder,
Hvis ei Iris, saa rap som en Vind, til Achilles var kommen
Farende ned fra Olymp med Bud, han skulde sig væbne;
Zeus og de øvrige Guder fordulgt var hun skikket af Here;
Trædende nær med bevingede Ord saalunde hun talte:
Op, Achilleus! til Kamp! du rædsomste Kriger af Alle!
Vov for Patroklos en Dyst, om hvem der ved Skibene hisset
Stander en frygtelig Strid, hinanden de myrde for Fode,
Her de Mænd, som forsvare hans Liig, hist styrte sig mod dem
Troernes Kæmper, som hjem til den stormomsusede Kongstad
Ville ham slæbe med Magt, dog ivrigst den straalende Hektor
Higer at rive ham bort, heel gjerne han vilde fra bløden
Hals afhugge hans Hoved, og fæste det høit paa en Stage.
Op da! nøl ei længer! lad Blue betage dit Hjerte,
Skulde Patroklos en Leeg nu vorde for Troernes Hunde!
Skammen er din, om hans Liig underveis bliver skændet af Fienden.
Hende paastand gjensvared den Helt, fodrappen Achilleus:
Hvo blandt Guderne, Iris! har hid dig skikket med Budskab?
Derpaa ham svared den rappe, den stormsnelt vandrende Iris:
Here mig skikkede hid, Kronions ærværdige Mage;
Zeus, den øverste Styrer, saa lidet det veed, som de andre
Salige Guder, der boe paa Olymps sneedækkede Toppe.
Hende da svared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
Hvordan gaaer jeg til Kamp? i Fiendernes Vold er min Rustning;
Heller ei gav mig min Moder Forlov, til Strid mig at væbne,
Førend hun selv kom hid, og igjen mig traadte for Øine,
Thi fra Hephaistos hun loved at bringe mig prægtige Vaaben;
Ellers ei Nogen jeg veed, hvis Rustning jeg nu kunde axle,
Uden aleneste Aias’s Skjold, hiin Telamonides;
Dog, han færdes vel selv, kan jeg troe, nu fremmest i Skaren,
Myrdende Fienden med Spyd til Værn for den faldne Patroklos.
Derpaa ham svared den rappe, den stormsnelt vandrende Iris:
Selv tilfulde vi veed, at din herlige Rustning er ranet;
Træd ved Graven da frem, som du er, og for Troerne viis dig!
Hændes det turde da vel, at Troerne standsed med Striden,
Rædde ved Synet af dig, og Achaiernes krigerske Sønner
Aanded i Qviden paany, og vandt lidt Frist med at kæmpe.
Alt som Ordet var talt, forsvandt den hurtige Iris.
Flux sig hæved Achilles, hiin Yndling af Zeus, men Athene
Hængte den qvastede Aigis omkring hans mægtige Hærder,
Og med den Skye hans Hoved hun krandsed, den høie Gudinde;
Blank den var som et Guld, og i lysende Lue den blussed.
Ret som naar glødende Røg fra en Stad opstiger i Luften
Fjernt paa en Øe, som trindt er besat af fiendtlige Krigsfolk;
Dagen igjennem den haardeste Dyst i Marken at friste,
Rykke fra Byen de ud, men saasnart som Solen er dalet,
Stikkes mangfoldige Bauner ibrand, og den viftende Lysglands
Stiger i Veiret, at øines den kan af Grander paa Kysten,
Om de paa Baade kanskee ville komme derover til Bistand;
Saa mod Himmelen steg hiin Glands fra Achilles’s Hoved.
Frem ved Graven for Muren han treen, men Achaiernes Krigsfolk
Kom han ei nær, thi sin Moders forstandige Raad han ihukom.
Staaende der han raabte, og særligen Pallas Athene
Hæved sin Røst, og usigelig Skræk hun Troerne indjog.
Ret som der lyder et gjaldende Raab, naar der blæses en Hærblæst
Alt som mordiske Fiender om Bye sig flokke til Angreb,
Saadant et gjaldende Raab opløfted nu Aiakos’ Ætling.
Men da saa hine fornam Achilles’s tordnende Malmrøst,
Klappede Hjertet af Grue, og de fagermankede Heste
Vendte med Vognene flux, deres Sind bebuded dem Ufærd.
Skræk Vognstyrerne slog, da de saae den spillende Lue
Brænde saa frygtelig vild om Helten Achilles’s Hoved,
Tændt af Gudinden Athene, den lysblaaøiede Jomfrue.
Tregange hæved Achilles sin vældige Røst over Graven,
Tregange veeg baade Troer og Ledtogskæmper tilbage,
Og af de dygtigste Mænd der segnede tolv, deres egne
Landser og Vogne dem dræbte. Saasnart som Achaiernes Sønner
Bort fra Spydenes Ram med Fryd havde bjerget Patroklos,
Lagde de Liget paa Baare, da stilled sig Vennerne rundtom,
Jamrende lydt, og til Følget sig sluttede Helten Achilles;
Taaren ham brændte paa Kind, da han saae sin trofaste Broder
Ligge paa Baaren som Liig, af det hvæssede Kobber forreven.
Ak! selv havde han sendt ham afsted med Karm og med Heste
Ud til Kampen, men ei han igjen ham hilste ved Hjemkomst.
Drotningen Here nu bød den utrættelig løbende Solgud
Hjem til Okeanos’ Strøm at tye, saa nødig han vilde.
Ned gik Solen, da standsed de herlige Mænd af Achaia
Med den besværlige Kamp og altødelæggende Krigsfærd.
Men paa den modsatte Kant trak Troerne bort fra den barske
Strid, og spændte paastand fra Vogn de vælige Heste,
Stimled saa sammen til Raad, forinden de tænkte paa Nadver.
Hvermand stod, mens Thinget blev holdt, slet Ingen det lysted,
Ned sig at sætte, thi Grue dem betog, da Peleiden Achilles
Synlig var bleven paany efter rum Tids Hvile fra Kampfærd.
Først tog Panthoos’ Søn Polydamas Ordet paa Thinge;
Visest af Alle han fæsted sit Blik paa Nutid og Fremtid,
Ven af Hektor han var; paa een Nat fødtes de Begge,
Derhos en Mester i Tale, som hiin var Mester i Spydkamp.
Venligen sindet han hæved sin Røst, og taled iblandt dem:
Venner! betænker nu Sagen tilgavns! mig tykkes det tjenligst,
Hjem til Staden at tye, og ei paa Marken ved Flaaden
Bie paa Morgenens Komme, thi langt er fra Muren vi borte.
Medens Achilles var gram paa den ædelig Drot Agamemnon,
Faldt det os let, en Dyst at bestaae med Achaiernes Sønner;
Selv har mangen en Nat ved de hurtige Skibe jeg vaaget
Glad i det Haab, at forøde de toradaarede Snekker.
Nu derimod jeg gribes af Skræk for den rappe Peleide,
Thi med sit vildtustyrlige Mod vil han visselig ikke
Nøies med Kampen paa Mark, hvor Achaier og Troer i Kredsen
Fristed saa ofte med vexlende Held den hidsige Stridsfærd;
Nei! han vil gange til Kamp, at erobre vor Stad, vore Qvinder.
Lad os til Staden da gaae, kom, lyder mig! saa bør det være!
Vel har den hellige Nat nu standset den rappe Peleion,
Men naar imorgen til Striden han frem i Rustningens Plader
Stormer, og træffer os her, skal visselig Mange fornemme,
Hvad for en Kæmpe han er, og Enhver, som slipper, skal ønske
Hjem sig til Ilions Stad, men Hund og Grib skal fortære
Troer i Mængde; gid aldrig dog Sligt mig komme for Øren!
Men naar vi lyde mit Ord, hvorvel det skær os i Hjertet,
Stille vi Folket paa Torvet inat, og sikkret er Staden
Baade ved Muur og kneisende Port med sluttende Fløie,
Store, af glattede Fjæler, og veltilstænged’ forinden.
Men naar det gryer ad Dag, vil i Rustningens Plader vi Alle
Frem paa Murene staae, desværre for ham, hvis ham lyster,
Bort fra Skibene hid til Kamp ved Muren at gange,
Hjem til Skibene drager han nok, naar de kneisende Heste
Trættes ved alskens Løb paa hans jagtende Kjørsel om Staden,
Ind han bryder dog ei, hans Mod tillader det ikke,
Aldrig han styrter vor Stad, før æde ham hurtige Hunde.
Svared med rynkede Bryn den hjelmomstraalede Hektor:
Ordet, du her haver talt, Polydamas! huer mig ikke,
Du som os giver det Raad, i Byen at flokkes derhjemme.
Væmmes I dog ei endnu ved at spæres bag Murene inde?
Priamos’ Stad var tilforn hos alle de mælende Slægter
Vidt paa Jorden berømt som rig paa Guld og paa Kobber;
Nu er det herlige Liggendefæe fra Husene svundet,
Hen til Phrygiens Land og det skjønne Maionien vandrer
Mangt Klenode tilsalg, thi den mægtige Zeus er fortørnet.
Men da den snedige Kronos’s Søn mig forlene at vinde
Hæder ved Skibene hist, og Achaierne drive mod Havet,
Kom da for Folket ei frem, du Daare! med saadanne Paafund!
Ingen skal følge dit Raad, nei! sligt tilsteder jeg aldrig.
Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
Holder i Leiren nu først Qvældsmaaltid, Fylke for Fylke,
Værer dernæst betænkte paa Vagt, og holder Jer vaagne!
Er der forresten en Troer, som ængster sig for sine Grunker,
Lad ham da bringe dem hid, vort Folk til almindelig Tæring,
Landsmænd bør de dog før, end Achaierne komme til Bedste.
Men naar i Morgen det gryer ad Dag, vil i Rustningens Plader
Hist ved de bugede Skibe vi vække den hidsige Krigsgud.
Dog, er den bolde Peleide saasandt opstanden ved Flaaden,
Nu! har han Lyst, desværre for ham jeg flygter i Sandhed
Ikke for ham fra den buldrende Kamp, men kjækt jeg imod ham
Træder, hvad enten saa han eller jeg i Striden skal seire;
Ares er Hvermands Gud, tit dræber han drabelig Kæmpe.
Saaledes talede Hektor, og Troerne jubled tilhobe,
Ret som Daarer, Forstanden betog dem Pallas Athene;
Samtlige holdt de med Hektor, hvorvel han raaded dem ilde,
Men med Polydamas Ingen, og godt var dog Raadet, han gav dem.
Derpaa de holdt deres Nadver i Leir. Men Natten igjennem
Jamred Achaiernes Mænd, og lydt begræd de Patroklos.
Først opløfted Achilles sin Røst til jamrende Veeraab,
Medens paa Broderens Bryst sine mordiske Hænder han lagde;
Hyppigen sukked og stønned han høit, som den skjæggede Løve,
Naar dybt inde fra Skoven en daahjortbedende Jæger
Raned dens Kuld, da harmes den svart, hjemkommen for silde;
Flux den vidt gjennem Dal, opstøvende Jægerens Fodspor,
Farer i Haab ham at naae, optændt af den bittreste Vrede;
Saa med stønnende Suk han blandt Myrmidonerne talte:
Ak! et forfængeligt Ord forsand lod i Hallen jeg lyde
Alt paa den Dag, jeg et trøstende Ord til Menoitios talte;
Hjem til Opus hans herlige Søn jeg ham loved at bringe,
Naar efter Ilions Fald han sin Lod havde vundet af Byttet;
Dog, ei Alt fuldbyrdes af Zeus, hvad Mennesket spaaer sig.
Os blev det Begge beskikket, at rødne den selvsamme Jordbund
Her i Troia, thi heller ei mig skal i Borgen derhjemme
Helten den aldrende Peleus, saalidt som Thetis min Moder,
Byde velkommen tilbage, men Jorden skal her mig beholde.
Dog, min Patroklos! da bagefter dig jeg synker i Mulde,
Steder jeg ikke til Graven dit Liig, før din modige Drabsmand
Hektor er dræbt, og hid jeg har bragt hans Hoved og Rustning;
Og ved dit Dødningebaal tolv Troiske Gutter jeg slagter,
Rundne af Ædlingeblod, i Forbittrelse over din Henfart.
Ligge du skal ujordet imens ved de snablede Skibe,
Mangen Dardanisk og Troisk fuldbarmet og blomstrende Pige
Jamre sig skal ved din Baare, og Dag og Nat skal de græde,
Piger, dem selv vi os vandt ved vor Kraft med mægtige Landser,
Naar vi betvang sprogtalende Mænds velhavende Stæder.
Alt som Ordet var talt, befoel den bolde Peleide
Svendene stille paa Ild en rummelig trebeens Kjedel,
For at de snart kunde toe det styrknede Blod af Patroklos.
Over den blussende Ild paastand Badkjedlen de stilled,
Fyldte den derpaa med Vand, og stak saa Brændsel derunder;
Luerne spilled om Kjedelens Bug, og i Kog kom Vandet;
Men da saa Vandet var sydende hedt i det skinnende Malmkar,
Tvætted de ham, og saa gned de hans Hud med glindsende Olie.
Salve de strøg i Vundernes Gab, niaarig og kostbar,
Lagde saa Liget paa Baare, fra Hoved til nederste Fodsaal
Svøbt i Liin, og dækked det til med et skinnende Lagen;
Og den udslagene Nat i Kreds om den rappe Peleide
Sad Myrmidonernes Mænd, og jamrede lydt for Patroklos.
Zeus til Here, sin Søster og Viv, nu talte saalunde:
Det var da altsaa din Id, storøiede værdige Here!
Du haver vakt Peleiden igjen, man skulde jo hartad
Troe, at du selv havde født de haarfagre Mænd af Achaia.
Ham gjensvarede Here, den qvieøiede Drotning:
Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
Hændes det tit, at Mand mod Mand fuldkommer sit Anslag,
Skjøndt af forgængelig Slægt, og begavet med ringere Klogskab,
Siig, hvi skulde da jeg, blandt alle Gudinder den Første,
Baade ved Byrd, og tillige fordi jeg kaldes din Hustrue,
Du, der byder som øverste Drot over samtlige Guder,
Ei i min Harm det Troiske Folk hjemsøge med Trængsler?
Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
Kommen var Thetis imens til Hephaistos’s straalende Vaaning,
Bygget af Malm, uforgængelig stærk, og deiligst af alle
Gudepaladser, et Værk af ham selv, den krøbelske Lamfod.
Just hun ham traf, som ved Bælgen han syslede travlt i sit Ansigts
Sved, ifærd med en Snees trebenede Kjedler at smedde,
Langs med Væggen at staae i den fastopbyggede Høisal,
Og under Bunden af hver anbragte han trillende Guldhjul,
For at de let af sig selv kunde rulle til Guders Forsamling
Hen og atter tilbage, et Under for Øiet at skue.
Færdige vare de næsten, alene de kunstige Øren
Mangled endnu, dem nagled han fast, og paa Stifterne hamred.
Medens nu saa med synderlig Kløgt han øved sin Gjerning,
Kom til hans Bolig Gudinden, den sølverfodede Thetis,
Og den berømte Hephaistos’s Viv med det skinnende Liinslør,
Charis, den deilige, blev hende vaer, treen ud over Tærskel,
Trykkede fast hendes Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
Thetis! du Viv med slæbende Skrud! ærværdige, kjære!
Hvad har dig bragt til vor Boe? tilforn du gjæsted os sjelden;
Træd under Tag, at dig times den Skjel, som skyldes en Fremmed.
Talt; og i Stuen sin Gjæst indførte den bolde Gudinde,
Bød hende sætte sig ned paa en skjøn og stadselig Høistol,
Rigt benaglet med Sølv, ved Fødderne stod der en Skammel;
Kaldte dernæst paa sin Mand, den kunstberømte Hephaistos:
Skynd dig, Hephaistos! kom ind! dig Thetis forlanger i Tale.
Strax hende svared igjen den høistnavnkundige Lamfod:
Værdig og hellig forsand er Gudinden, som gjæster vor Bolig!
Hun har mig frelst, da Smerter jeg leed efter Faldet fra Høiden
Dengang min Moder saa frækt fik Lyst at fjæle min Fødsel,
For jeg var halt; da havde jeg liidt uforvindelig Pine,
Hvis ei Thetis i Favn og Eurynome havde mig grebet,
Som er den kredsomløbende Flod Okeanos’ Datter.
Aaringer ni jeg smeddede der mangt stadseligt Arbeid:
Bradser og dreiede Ringe, og Klokker til Øren, og Halsbaand,
Hist i den hvælvede Grotte, og trindt med brusende Fraade
Skylled den mægtige Flod Okeanos, uden at Nogen,
Gud eller dødelig Mand, havde ringeste Nys om mit Ophold,
Kun af Eurynome kjendt, og af Thetis, som begge mig frelste.
Hun til vort Huus nu kommer, thi bør jeg forsand efter Evne
Yde den haarfagre Thetis den skyldige Løn for min Redning.
Sæt paa Bordet nu frem for vor Gjæst et qvægende Maaltid,
Medens jeg lægger tilside min Bælg og mit samtlige Værktøi.
Talt; fra sin Ambolt sig reiste paastand den forpustede Krøbling,
Humped afsted, og de vanføre Been sig bevæged med Møie.
Pusterne lagde fra Ilden han fjernt, og sit samtlige Værktøi,
Hvormed han øved sin Dont, det lagde han ned i et Sølvskriin.
Derpaa han toede sig reen med en Svamp paa Hænder og Ansigt,
Og paa den senede Hals og den haarbevoxede Bringe,
Axled sin Kjortel, og greb sin dygtige Stok, og af Døren
Humped han ud; paa Veien han frem blev ledet af Terner,
Som var af Guld, og grandt saae ud som levende Piger,
Baade Forstand i Hjertet og Kræfter og mælende Stemme
Givet dem blev, og af Guderne selv har de lært deres Gjerning.
Guden de ledede frem, saa de pustede. Endelig kom han
Ind til Thetis, og satte sig ned paa en straalende Høistol,
Trykkede fast hendes Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
Thetis! du Viv med slæbende Skrud! ærværdige, kjære!
Hvad har dig bragt til vor Boe? tilforn du gjæsted os sjelden.
Nævn dit Hjertes Begjær! heel gjerne jeg føier dit Ønske,
Hvis det staaer i min Magt, og hvis det forresten er gjørligt.
Ham gjensvarede Thetis paastand, udgydende Taarer:
Er der, Hephaistos! o siig! af Olympens Gudinder tilhobe
Nogen, som martres i Sind af saamegen forsmædelig Kummer,
Som mig Kronion til Qval beskærede, fremfor de Andre?
Ingen af Havets Gudinder, kun mig han en dødelig Husbond
Gav, Aiakiden; en Mands Omfavnelse maatte jeg udstaae
Nødig og tvungen; nu Gubben af sørgelig Alderdom skranten,
Ligger i Hallen derhjemme, dog endes min Jammer ei dermed.
Føde til Verden en Søn, og fostre ham, Zeus mig forlened,
Ypperst i Heltenes Kreds, i Veiret han skjød som en Ympe;
Ham har jeg hæget saa trolig, som Planten i Agerens Muldjord.
Bort med de snablede Skibe til Ilions Stad jeg ham sendte,
Troernes Folk at befeide, men hist i Peleus’s Kongsgaard
Aldrig jeg meer modtage ham skal, hjemkommen fra Krigen;
Ak! men saalænge han lever, og skuer det straalende Sollys,
Døier han Qval, og mit Komme ham ei kan baade det mindste.
Pigen, hvem selv Achaiernes Folk ham kaared til Kampløn,
Hende ham raned af Haand den mægtige Drot Agamemnon.
Slagen af Harm over Ranet han nagedes dybt i sit Hjerte,
Troerne slutted Achaiernes Mænd bag Skibene inde,
Spærrende Veien dem trindt; da bad ham Achaiernes Ældste
Bønlig om Hjelp, og loved fortrinlige Gaver i Mængde.
Selv urokkelig fast han sig vægred at værne mod Ufærd,
Men sine Vaaben han gav sin Ven Patroklos at axle,
Sendte til Striden ham ud med talrige Kæmper i Ledtog,
Og ved den Skæiske Port de dystede Dagen igjennem.
Falden var Staden forvist, før Dag var omme, men Phoibos
Slog blandt de forreste Mænd den kraftige Søn af Menoitios
Efter hans kjække Bedrift, og Æren forlened han Hektor.
Nu er jeg kommen, at favne dit Knæe, om ikke du vilde
Skjenke min Søn, hvis Liv er saa kort, et Skjold og en Stridshjelm,
Og et Par prunkende Skinner, at fæste med Spænder om Smalbeen,
Dertil et Pandser, hans trofaste Ven forliste hans eget,
Fældet af Troer, og selv af Sorg han sig vælter i Støvet.
Strax hende svared igjen den høistnavnkundige Lamfod:
Slaae dig tiltaals! lad dette dog ei bekymre dit Hjerte!
Gid jeg mægted engang, naar den grusomme Skjebne sig nærmer,
Ligesaa let for den hylende Død din Søn at forvare,
Som jeg en Rustning ham skaffer saa smuk, at Menneskens Sønner
Alle, som faae den at see, vil høit forbauses ved Synet.
Talende saa han Thetis forlod, og gik til sin Smedie,
Vendte mod Ild sine Bælge, og bød dem arbeide dygtig.
Ind paa Esserne blæste de flux; af samtlige tyve
Foer med skiftende Kraft de brandopflammende Vindpust,
Snart for at fortne den Flittiges Værk, snart blæste de sagte,
Alt som det tyktes Hephaistos for godt til Arbeidets Fremme.
Først uforgængeligt Kobber og Tin han kasted paa Ilden,
Kasted saa Sølv og kosteligt Guld, og da dette var færdigt,
Fast i Blokken sin Ambolt han slog, og tog i sin høire
Haand den vældige Hammer, og greb med Keiten sin Ildtang.
Først og fremmest han smedded et Skjold baade stort og forsvarligt,
Kunstig han bilded det ud; af tre Lag Malm han om Krindsen
Slog en skinnende Rand, og med Sølv beklædte han Remmen.
Selv derimod var Skjoldet af fem Lag Malm, og paa Pladen
Smedded Hephaistos med synderlig Kløgt det kunstigste Arbeid.
Der afbilded han Jorden, den hvælvede Himmel og Havet,
Der den utrættelig ilende Sol, Fuldmaanen og alle
Tindrende Stjerner, som sidder i Krands paa Himmelen vide.
Der var Pleiader at see, Hyader, Orion den stærke,
Der var Bjørnen, som Himmelens Vogn man ogsaa benævner,
Hist den dreier sig om, og fæster sit Blik mod Orion.
Det er den eneste Stjerne, som ei i Okeanos bades.
Videre bilded han smukt to velbefolkede Stæder,
Og i den ene var Bryllup og lystige Gilder paafærde.
Brudene førtes af Kammerset ud, ved skinnende Fakler
Hen gjennem Byen de drog, høit tonede Bryllupsqvadet.
Knøsene sprang i svingende Dands under Fløiters og Lyrers
Skingrende Spil og Klang, mens Qvinder i Husenes Døre
Stod og betragted den livlige Færd med største Forundring.
Ogsaa der holdtes paa Torvet et Thing. Folk stimlede sammen;
Kiv havde reist sig; en Mand var i Strid med en Anden, og Sagen
Gjaldt en Mandebodsgjæld; den Ene forsikkred for Folket,
Gjelden var klaret, den Anden benægtede Bodens Betaling.
Begge forlangte de Sagen tildoms, og Vidnerne afhørt,
Og, som det gaaer, holdt Somme med hiin, og Andre med denne.
Stimlen blev styret til Skik af Herolderne. Oldingeraadet
Sad paa glattilhuggede Steen i den hellige Rundkreds;
Stave de holdt udi Haand, som Folkeherolderne bære,
Stode saa frem, og En efter Anden i Sagen de dømte.
To Talenter i Guld laae midt i Kredsen paa Thinget,
Lønnen for den, som redest og bedst sin Kjendelse afgav.
Rundt om den anden afbildede Bye to Skarer af Krigsfolk
Straaled i Rustningens Malm. Beleirerne bøde dem vælge,
Enten at see deres yndige Stad i Gruus, eller skifte
Alt hvad i Byen der fandtes af Gods, og give dem Hælvten.
Dette forkasted de plat, og i Løn de sig rusted til Baghold;
Qvinder, umyndige Børn og høibedagede Gubber
Rundt til Bevogtning paa Murene stod; i Felten de Unge
Rykked, af Ares til Kamp blev de ført’, og af Pallas Athene;
Begge var danned’ af Guld, af Guld var de Klæder, de bare,
Begge bevæbnede smukt, og store, de vare jo Guder,
Tydelig kunde de kjendes, men smaat var det samtlige Mandskab.
Men da de naaede den Plads, som tyktes dem tjenligst til Baghold,
Tæt ved en Aae, hvor alskens Qvæg blev drevet til Vanding,
Leired de der sig i Løn, med funklende Rustning bedækte.
Fjernt fra den øvrige Hær to Speidere sade paa Udkig,
Lurende vented de der at faae Syn paa Faar eller Hornqvæg.
Snart lod Hjorder sig see; to Hyrder, som lakkede bag dem,
Blæste for Morskab paa Rør, om Ufred drømte de ikke.
Knap blev Qvæget de vaer, før de styrtede frem, og i Skynding
Raned de bort baade Drifter af Køer og herlige Flokke
Sneehvide Lam; Qvægdriverne selv, dem tog de af Dage.
Da nu de fiendtlige Mænd, som var leirede udenfor Staden,
Mærked den Støi, som ved Qvæget var vakt, da sprang de paa Stridskarm
Op, og afsted i flyvende Fart; snart naaede de Stedet,
Stilled sig op, og kæmped en Kamp ved Bredden af Aaen,
Huggende løs paa hinanden med malmbevæbnede Landser.
Svart huserede Tvedragt og Larm, og den grusomme Dødsmøe,
Rødnet af Krigeres Blod var Kaaben, som hang over Skuldren,
Hist en gispende Qvæstet hun greb, her greb hun en Saarløs,
Tog saa ved Foden en Falden, og slæbte ham hen gjennem Tumlen.
Levende Mennesker lig de færdedes vildt, og i Kampen
Rev de hinanden af Haand de Liig, som var faldne paa Valen.
Derpaa han bilded en Mark, baade jevn og af ypperligt Jordsmon,
Bred og tregange pløiet; der kjørte mangfoldige Bønder
Hen over Vang deres Plov, snart frem, snart atter tilbage.
Hvergang de saa havde vendt, og de naaede det yderste Markskjel,
Kom der en Mand, som ihænde dem gav et Kruus med en liflig
Qvægende Viin; saa vendte de om, og hver i sin Fure
Kjørte de rask til den modsatte Kant af den klimpede Brakmark.
Mulden i Sporet var sort, livagtig som pløiede Jorde,
Skjøndt den var bildet i Guld, et høist vidunderligt Kunstværk.
Videre bilded med Kunst han en rig dybtbølgende Kornmark.
Høstfolk meiede Sæd med hvæssede Segler ihænde;
Her efter Skaaret til Jord sank Straaene, Haandfuld paa Haandfuld,
Hist gik Karle, som bandt dem i Neeg med snoede Halmbaand.
Tre Neegbindere færdedes flinkt; bag Meierne gik der
Drenge, som sankede flittigen op, og med Favnene fulde
Bare de Kornet til hine; men taus stod Eieren blandt dem,
Tæt ved Negene, støttet til Stav, heel glad i sit Hjerte.
Under en Eeg, et Stykke derfra, blev lavet et Maaltid,
Hvortil var slagtet et Nød, af Svendene, medens at Qvindfolk
Dryssed paa Kjødet det hvideste Meel til Karlenes Davre.
Dernæst en Viingaard han bilded med bugnende Ranker og prægtig,
Heelt af det pureste Guld, men Druerne selv vare sorte.
Rankerne vandt sig om Stænger af Sølv fra Ende til anden;
Rundt om løb der en Grøft af Staal, og derom et Gjerde,
Som var af Tin; til Viingaarden op en eneste Fodstie
Randt, ad hvilken i Høsten man drog, for Druer at samle.
Gutter og blomstrende Piger i Flok, uskyldige, muntre,
Bare den liflige Frugt i flettede Vidiekurve.
Midt i Skaren en liden Smaadreng paa den klingende Lyre
Spillede smukt, med sin barnlig Røst den deilige Festsang
Linos han qvad, og til Strengenes Klang de Øvrige dandsed
Under den lystigste Jubel og Sang med hoppende Fødder.
Videre bilded med Kunst han en Drift langhornede Oxer,
Somme var gjort’ af det rødeste Guld, af Tin var de Andre.
Bøgende styrted af Stalden de ud, paa Vangen at græsse
Langs en rislende Bæk, hvis Bred med Siv var bevoxet.
Ogsaa var Hyrderne bilded’ i Guld, som ginge med Qvæget,
Fire de var, og fulgtes af ni rapfodede Hunde.
Fremmest i Køernes Flok to frygtelig glubende Løver
Greb en brølende Tyr, som fnøs, mens bort de den slæbte;
Hundene piled afsted, og Knøsene rendte bagefter.
Knap fik Løverne flænget itu det mægtige Høveds
Skind, saa slugte de Blod og Indvold. Hyrderne styrted
Efter dem flux, men hidsed omsonst de hurtige Hunde;
Rædde de gjøs tilbage for Løverne, uden at bide,
Nærmed sig vel, og glammede høit, men vege forknytte.
Videre bilded en Vang den høistnavnkundige Lamfod,
Faarene tripped i Dalen omkring saa sølverne hvide,
Trindt om laae der en Stald og en Fold og tækkede Hytter.
Endelig bilded Hephaistos med spillende Farver en Runddands
Hiin livagtigen lig, som tilforn i det mægtige Knossos
Daidalos ordned med Kunst for den haarfagre Viv Ariadne.
Blomstrende Gutter i Hob med rige livsalige Piger
Svang sig i kredsende Dands, og holdt hinanden om Haandled.
Pigernes Dragt var af fineste Liin, men Gutterne Kjortler
Bar af prunkende Stof, og glindsende fast som en Olie.
Deilige Krandse var Pigernes Pryd, men ved Gutternes Hofte
Hang der en Daggert af Guld, som dingled i sølverne Remme.
Snart med øvede Fødder de hopped, og svang sig i Rundkreds,
Som naar en Pottemager, der sætter sig ned til sin Gjerning,
Tager i Hjulet et Tag, for at see, om det ogsaa vil løbe;
Snart i Rækker fordeelte de hoppede frem mod hinanden.
Rundtom stod der en Sværm og saae til, de yndige Dandse
Mored dem ret; en guddommelig Skjald med Lyren i Hænde
Sang til sit klingende Spil, og to Krumspringere blandt dem
Sloge med Færdighed Hjul, saa saare sin Sang han begyndte.
Ogsaa den mægtige Flod Okeanos bilded Hephaistos
Heelt omkring den yderste Rand af det herlige Rundskjold.
Aldrig saasnart var det store, forsvarlige Skjold blevet færdigt,
Førend han smedded et Pandser, meer blankt end en lysende Lue,
Dertil en Hjelm, heel tung, som passede Helten om Tinding,
Smuk og af prunkende Arbeid, dens Busk var virket af Guldtraad,
Og af det skæreste Tin han tilsidst Beenskinnerne smedded.
Som nu det Hele var færdigt, da tog den navnkundige Lamfod
Alt i sin Favn, og lagde det ned for Achilles’s Moder,
Og som en Falk hun foer fra Olymps sneedækkede Tinder,
Bærende bort fra Hephaistos’s Boe den straalende Rustning.