Christian Wilster (1797–1840)

        Dagningen steg af Seng fra den vidtberømte Tithonos,

Lyset at bringe hver dødelig Mand og udødelig Guddom;

Da udskikkede Zeus til Achaiernes Snekker den arge

Tvedragt, som holdt i sin Haand et kampbebudende Jertegn,

Og ved Odysses’s sorte bredbovede Skib hun sig stilled;

Midt i Rækken det laae, saa grandt hendes Røst kunde høres

Baade til Aias’s Telt, den behjertede Telamonides,

Og til Peleidens, thi yderst i Skibenes Rad havde Begge

Lagt deres Snekker paa Land i Lid til Manddom og Styrke.

Der stod Tvedragtsgudinden, med stærk og frygtelig Stemme

Raabte hun lydt, og Achaiernes Mænd i Hjertet hun indgjød

Kraft og Mod til at færdes i Kamp uden Rast eller Standsning.

Lige med Et nu Krigen langt sødere tyktes dem Alle,

End paa de bugede Snekker til Fædrenelandet at stævne.

        Høit Agamemnon befoel Argeiernes Mænd sig at ruste

Flux til Kamp, og axlede selv de straalende Plader.

Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen,

Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder;

Dernæst spændte han trindt om Bryst sit prægtige Pandser,

Hvilket Kinyras tilforn havde sendt ham som Gjæsteforæring,

Thi det mærkværdige Ord havde rygtet sig lige til Kypros,

At det Achaiske Folk tilsøes vilde drage mod Troia,

Derfor Atreiden han havde det sendt, at vise ham Hyldest.

Ned ad Pandserets Plader der løb ti Striber af Blaastaal,

Tolv desuden af Guld, og af Tin samfældige tyve.

Op mod Halsen sig bugted tre blaalige Slanger paa begge

Sider, Regnbuer de ligned forsand, dem Fader Kronion

Sætter i Skyerne høit, de talende Slægter til Jertegn.

Derpaa han kasted om Axel sit Sværd, blankt straaled fra Hjaltet

Nagler af pureste Guld, og trindt fra Ende til anden

Balgen med Sølv var belagt, og hang udi gyldene Remme.

Skjoldet saa kunstigt og smukt, manddækkende, let at handtere,

Greb han dernæst, trindt Randen der løb ti kobberne Krindse,

Inde paa Pladen af Skjoldet var toti Bukler af hviden

Tin, og een af blaagraat Staal sad midt mellem disse.

Uden om Buklerne sad i Ring den truende Gorgo

Med det forfærdende Blik tilligemed Bæven og Rædsel.

Remmen paa Skjoldet var klædt med Sølv, og henover denne

Skød en staalblaae Slange sig frem, tre Hoveder kneiste

Op fra den enkelte Hals, og tilhobe de dreied sig bagud.

Tog saa paa Hoved sin Hjelm, langbøilet med Fiirdobbelt Fjærbusk,

Smykket med Hestehaars Svæv, vildt vaiede Busken foroven;

Greb saa tilsidst to dygtige Spær, beslagne med hvasse

Odder af Malm, og høit med Skye det glimtende Kobber

Funkled saa vide; da tordnede høit baade Pallas og Here,

Alt for at hædre det guldrige Land Mykenes Behersker.

        Derpaa befoel Enhver sin Kudsk at forblive ved Graven

Holdende stille med Gangernes Spand tilbørlig i Orden.

Frem nu strømmed med Vaaben i Haand de pandsrede Fodfolk,

Og et ustandseligt Raab gjenlød i den dæmrende Morgen.

Før Vognheltene stod de dog alt opstilte ved Graven,

Disse dog lidt bagefter dem kom, da vakte Kronion

Gruelig Larm, og høit fra Skye gjennem Luften han stænked

Dug med blodige Draaber iblandt, thi besluttet han havde,

Mange behjertede Mænd at skikke til Hades’s Bolig.

        Hist ved Bakken paa Sletten bevæbned sig Troernes Kæmper;

Hektor den høie, og Helten Polydamas ordnede Skaren,

Dertil Aineias, i Troernes Folk som en Gud høiagtet,

Polybos, Søn af Antenor, samt to af hans Brødre, den unge

Akamas, skjøn som en Guddom at see, og den Ædling Agenor.

Forrest i Skaren gik Hektor omkring med sit blankede Rundskjold;

        Ligesom Stjernen, der tyder paa Ondt, snart titter fra Skyen

Blinkende frem, snart dukker igjen bag skjulende Drivskye,

Saaledes snart blandt de forreste Mænd kom Hektor tilsyne,

Snart blandt de bageste Fylker, uddelende Bud, og i Malmen

Straaled fra øverst til nederst han blankt som Lyn fra Kronion.

Ligesom naar den bemidlede Mands Høstkarle paa Marken

Lægge paa Skaar, arbeidende flinkt hinanden imøde,

Meiende Byg eller Hvede, og Haandfuld falder paa Haandfuld,

Saaledes stormed Achaier og Troer til frygteligt Mandslæt

Løs mod hinanden, fordærvelig Flugt randt Ingen i Tanker,

Ligelig holdt i Kampen de Stand og raste som Ulve,

Ret et forlystende Syn for den qvalforvoldende Tvedragt;

Hun var den eneste Guddom, der nu bivaanede Striden,

Alle de øvrige Guder sig bort havde fjernet og hjemme

Rolig i Hallen de sad, hvor Enhver af de salige Guder

Havde sit skjønne Palads paa den kløftede Ryg af Olympos.

Men over Zeus, Stormskyernes Drot, de beklaged sig Alle,

At han de Troiske Mænd Kamphæderen agted at skjenke,

Dog anfægtede Klagen ham ei, men langt fra de Andre

Fjerned Alfader sig bort, og sad nu, stolt af sin Hæder,

Skuende hen over Troernes Stad og Achaiernes Skibe,

Hen over lynende Malm, over Kæmper, som slog eller segned.

        Mens det var Morgen endnu, og den hellige Dag var i Tilvæxt,

Traf mangt dræbende Spyd fra begge de kæmpende Hære,

Men da det lakked ad Tiden, da Huggeren pleier i Bjergdal

Frem at tage sin Kost, naar træt af at fælde de høie

Træer hans Arm er mat, og hjertelig kjed af sit Arbeid

Svart han betages af Længsel i Sind efter styrkende Spise,

Sprængte Danaernes Mænd med Kraft de Troiske Fylker,

Raabende høit til hinanden ad Rækkerne hen, og i Spidsen

Gik den Drot Agamemnon; da slog han den Høvding Bienor,

Først ham selv, saa Svenden Oileus, Gangernes Styrer,

Som af sin Vogn sprang ned, og treen Atreiden imøde;

Men da han stormede frem, jog denne sin hvæssede Spydsod

Dybt ham i Panden, ei værned mod Spyd den kobberne Hjelmring,

Men gjennem Malmen og Benet det brød, og al Hjernen derinde

Sprøitede frem; saalunde han vog ham midt i hans Fremfart.

Disse nu ligge han lod, Krigsfolkenes Drot Agamemnon,

Begge med bartfremstikkende Bryst, thi han røved dem Brynien;

Foer saa mod Antiphos frem og mod Isos, tilsinds dem at dræbe.

Begge var Priamos’ Sønner, hiin ægte, den anden var slegfred,

Sammen de kjørte paa Vogn, den Slegfred var Gangernes Styrer,

Antiphos stod som Kæmper paa Karm; dem havde Peleiden

Fanget engang, da de vogtede Faar paa Skrænten af Ida,

Bastet med smidige Qviste, men givet dem frie mod en Løsning.

Dem Atreiden nu traf, den mægtige Drot Agamemnon,

Isos i Brystet han stak med Spyd lidt ovenfor Vorten,

Antiphos hug han ved Øret med Sværd, og af Vognen ham kasted;

Medens han ivrig i Hu afdrog deres prægtige Rustning,

Kjendte han begge, thi fordum han alt ved de hurtige Skibe

Havde dem seet, da fra Ida fodrappen Achilles dem førte.

Ret som naar Løven den flygtige Hinds nyskastede Kalve

Griber med kraftige Tænder, og lettelig knuser de Spæde,

Hvilke paa Leiet den traf, og berøvede Livet det friske;

Er deres Moder end aldrig saa nær, formaaer hun dog ikke

Hjelp at yde sit Kuld, thi selv hun gribes af Rædsel;

Flux i bradelig Fart gjennem Skov, gjennem Buskenes Tykning

Styrter hun svedende hen af Gru for det kraftige Rovdyr;

Saaledes nu slet Ingen af Troerne mægted at skjerme

Disse mod Døden, thi selv for Argeierne flygted de rædde.

        Derpaa Peisandros og Helten Hippolochos, to af den kjække

Høvding Antimachos’ Børn, som med Guld og glimrende Gaver

Af Alexandros bestukken især fraraaded at give

Helena atter tilbage til Atreus’ Søn Menelaos;

Disse hans Sønner i Vold nu faldt den Drot Agamemnon,

Sammen de kjørte paa Vogn, og styred de vælige Heste.

Ud af Haanden dem gled den stadselig flunkende Tømme,

Altsom Forfærdelse slog dem, da foer dem Atreiden imøde

Ret som en Løve, men begge paa Karm ham bønligen knæfaldt:

        Fang os levende, Atreus’s Søn! og annam fuld Løsning!

Hist i Antimachos’ Huus mangfoldige Skatte der gjemmes,

Guld og Kobber tillige, og Jern, som er kunstigen smeddet.

Deraf vil sikkert vor Fader umaadelig Løsning betale,

Naar han erfarer, at end ved Achaiernes Skibe vi leve.

        Saa med formildende Ord den Drot Agamemnon de bønfaldt,

Grædende lydt, men Svaret var barsk, som klang dem for Øre:

        Er I Antimachos’ Sønner saasandt, den krigerske Høvdings,

Han som paa Thing tilraaded de Troiske Mænd at ihjelslaae

Kong Menelaos, og ei til Achaia ham hjem lade drage,

Dengang med Helten Odysseus han hid var kommen som Sending,

Da skal I bøde den nedrige Daad, Eders Fader har øvet.

        Ordene talt, Peisandros han først jog Spæret i Brystet,

Slog ham af Karmen til Jord, og i Støvet han styrtede baglænds;

Ned Hippolochos sprang, ham vog Atreiden paa Gulvet,

Hug ham Hænderne af med sit Sværd, og flakte hans Halsbeen,

Og gjennem Stimlen han trilled den stumpede Bul som en Morter.

        Disse nu ligge han lod, men hvor Fylkernes Stimmel var tættest,

Styrted han ind, og Achaias beenpandsrede Kæmper ham fulgte.

Helte tilfods vog Helte tilfods, som blev nødt til at vige,

Kæmper tilvogns vog Kæmper tilvogns, mens Støvet fra Sletten

Reiste sig tykt under dundrende Hov af trampende Heste.

Vildt de myrded med Spyd, og idelig frem Agamemnon

Stormed med mordiske Slag under Raab til Argeiernes Krigsfolk.

Som naar den hærgende Ild bryder løs i en Skov, hvor man aldrig

Hugged, den hvirvlende Storm fremdriver den trindt, og med Rode

Falder nu Træe paa Træe omstyrtet af Flammernes Vælde,

Saaledes nu for Atreus’s Søn de flygtende Troers

Høvdinger faldt, og henover Val med Vognene tomme

Løb i Mængde med Bulder og Brag strunkkneisende Heste,

Savnende svart deres Herrer; i Støv udstrakte de Gjæve

Laae til Gammen og Fryd for Grib langt meer end for Hustrue.

        Zeus bortførte nu Hektor fra Spydenes Ram og fra Mandslæt,

Bort fra rygende Støv, fra Blod og fra vildene Kampgnye.

Efter ham styrted Atreiden, og djervt han Danaerne muntred.

Troerne flygted nu brat forbi den gamle Dardaner

Ilos’s Grav over Sletten afsted, og derpaa den vilde

Figen forbi, for Staden at naae, men med Raab dem forfulgte

Atreus’s Søn, besudlet med Blod paa de knusende Hænder.

Men da saa komne de var til den Skæiske Port og til Bøgen,

Gjorde de Flygtende Holdt, og ventede der paa de Andre.

Thi over Sletten endnu de løb ret ligesom Oxer

Flye, naar en Løve, der ganger paa Rov i den skumleste Midnat,

Skræmmer den samtlige Hjord, og een den skiller ved Livet,

Griber med kraftige Tænder den fat, og knækker dens Halsbeen

Først, saa sluger den baade dens Blod og hele dens Indvold,

Saa forfulgte dem Atreus’s Søn, den Drot Agamemnon,

Fældende stedse den efterste Mand af den flygtende Skare.

Ogsaa fra Karm paa Bug eller Bag nedstyrtede mange

Helte for Konningens Hænder, thi svart med Landsen han raste.

        Men da han fast allerede sig hen havde trængt under Stadens

Høitfremragende Muur, steg Guders og Menneskers Fader

Ned fra Himlen, og høit paa det kildebesprudlede Idas

Tind sit Sæde han tog, og holdende Lynet i Haanden

Skikked han Iris afsted, det gyldenvingede Iilbud:

        Skynd dig, hurtige Iris! til Hektor, og dette forkynd ham:

Medens han seer Krigsfolkenes Drot Agamemnon husere

Vildt blandt de forreste Mænd, og Kæmpernes Fylkninger hærge,

Trække han selv sig tilbage, men byde det øvrige Mandskab

Kjækt i den vældige Kamp en Dyst med Fienden at vove.

Naar derimod enten ramt af Piil eller stungen af Landse

Atreus’s Søn opspringer paa Vogn, da vil Hektor jeg skjenke

Kraft til drabelig Daad, til han rækker de toftede Skibe,

Solen gaaer ned, og det hellige Mulm udvælder saa vide.

        Talt, hans Ord adlød den stormsnelt vandrende Iris.

Ned fra Toppen af Ida hun foer til det hellige Troia,

Flux hun traf Kong Priamos’ Søn, den ædelig Hektor,

Staaende høit paa sin holdige Vogn med de vælige Heste.

Trædende nær til Orde nu tog den hurtige Iris:

        Hektor, du Priamos’ Søn! udrustet med Kløgt som Kronion!

Zeus Alfader har skikket mig hid, at forkynde dig dette:

Medens du seer Krigsfolkenes Drot Agamemnon husere

Vildt blandt de forreste Mænd, og Kæmpernes Fylkninger hærge,

Træd da tilbage fra Kampen, men byd det øvrige Mandskab

Kjækt i den vældige Kamp en Dyst med Fienden at vove;

Naar derimod enten ramt af Piil eller stungen af Landse

Atreus’s Søn opspringer paa Vogn, da vil Zeus dog forunde

Kraft til drabelig Daad, til du rækker de toftede Skibe,

Solen gaaer ned, og det hellige Mulm udvælder saa vide.

        Altsom Ordet var talt, forsvandt den hurtige Iris.

Hektor i Rustningens Plader til Jord nedsprang fra sin Stridsvogn,

Hvæssede Spyd han svang, mens hen gjennem Hæren han ilte,

Muntrende Folket til Strid, og vakte det rædsomme Kampgnye.

Fylkerne svinged paastand, og bød Achaierne Spidsen.

Ogsaa Danaernes Rækker sig sluttede fastere sammen.

Alle var rede til Kamp, mod hinanden de stod, men Atreiden

Stormed foran, heel gridsk efter Kamp blandt de forreste Stridsmænd.

        Siger mig nu, I Muser, hvis Hjem er Olympiske Sale,

Hvo var den Første, som dristed sig kjækt Agamemnon imøde,

Enten af Troerne selv, eller dygtige Ledtogskæmper?

Det var Iphidamas, tapper og rank, en Søn af Antenor;

Fostret han var udi Thrake, det frodige Faarenes Hjemland,

Thi Morfaderen Kisseus, som avled den væne Theano,

Selv i sit Huus havde tugtet ham op fra den tidlige Barndom,

Men da han saa havde naaet den livsalige Manddoms Fuldmaal,

Lod ei Kisseus ham reise, men gav ham sin Datter til Ægte;

Bryllupet stod, men da Tidenden lød om Achaiernes Ankomst,

Drog han fra Huus og Hjem med tolv krumsnablede Skibe,

Men de fortrinlige Skibe tilbage han lod i Perkote,

Og over Land han gav sig paa Vei, og reiste til Troia.

Han var den Første, som dristed sig kjækt Agamemnon imøde.

Da de nu skridende frem hinanden var traadt under Øine,

Kasted Atreiden, men glipped, hans Spyd fløi hen til en Side.

Derimod nedenfor Pandsret i Beltet Iphidamas stak ham

Spydet, og bored det ind i Lid til sin vældige Næve;

Gjennem den brogede Gjord det trængte dog ei, thi forinden

Stødte mod Sølvet det an, og som Blye Malmodden sig bøied.

Flux om Spæret nu greb den mægtige Drot Agamemnon,

Haled det til sig med Magt, lig Løven, og ud af hans Haand han

Vristed det, hug ham paa Halsen med Sværd, og gav ham sin Helsot.

Brat han faldt, og den malmhaarde Søvn nu slumred den Arme,

Dræbt i Kampen for Landsmænd, heel fjernt fra sin fæstede Hustrue,

Inden af hende han høstede Tak for sin rige Foræring:

Hundrede Oxer han skjenked sin Viv, og loved desuden

Tusinde Geder og Faar af de talrige Flokke paa Græsgang.

Flux nu plyndred hans Liig den mægtige Drot Agamemnon,

Bar saa den deilige Rustning hen gjennem Achaiernes Skare.

        Koon, en Mand blandt Kæmper berømt, af Drotten Antenors

Sønner den ældste, blev strax ham vaer, og pludselig hylled

Dybtfølt Sorg over Broderens Fald i Mørke hans Øine.

Hen til Siden han treen med sit Spyd, useet af Atreiden,

Jog ham saa Malmen i Arm, lidt nedenfor Albuens Bøining,

Dybt, saa den blinkende Od løb ud paa den modsatte Side.

Rædsel betog paastand Krigsfolkenes Drot Agamemnon,

Dog endda han helmede ei med Dyst og med Kampfærd,

Men imod Koon han foer med sin stormveirhærdede Spydstang.

Denne sin kjødelig Broder Iphidamas slæbte ved Foden

Bort med ivrig Begjær og med Raab til de gjæveste Landsmænd;

Men da han Dødningen trak over Val, jog hiin ham det blanke

Spyd ind under det buklede Skjold, og gav ham sin Helsot,

Hug saa hans Hoved af Hals, der han laae over Broderens Legem.

To af Antenors Sønner saaledes for Kong Agamemnons

Haand nu fandt deres Død, og ginge til Hades’s Bolig.

Frem han vandrede nu mod de øvrige Rækker af Krigsfolk,

Myrdende baade med Spyd og Sværd og med mægtige Kampsteen,

Medens hans Blod end varmt udrandt af den gabende Vunde;

Men da hans Saar blev tørt, og Blodet sit Løb havde standset,

Brat gjennem Sjel Agamemnon da foer de skjærende Smerter;

Som naar de jamrende Qvinder i Barnsnød vorde med skarpen

Piil af Eileithyer ramte, den beeske Forløsnings Gudinder,

Here de have til Moder, og grusomme Veer de volde,

Saa gjennem Sjel Agamemnon nu foer de skjærende Smerter;

Op paa sin Vogn han sprang, og befoel Karmsvenden at age

Hjem til de bugede Skibe, bespændt af Qval i sit Hjerte.

Høit han hæved sin Røst, af Danaerne hørtes den vide:

        Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!

Prøver nu I til Værn for de havbefarende Skibe

Kampens besværlige Færd, thi mig har den vise Kronion

Ei tilstedt at kæmpe med Troerne Dagen igjennem.

        Talt, da pidsked hans Kudsk paa de fagermankede Heste

Hen til de bugede Snekker, og ei uvillige fløi de;

Skummet om Bringen dem stod, og Støv opfyged franeden

Altsom fra Kamp de traved afsted med den martrede Konge.

        Men da nu Hektor blev vaer, at Atreiden sig bort havde fjernet,

Muntred han Troer og Lykier flux med lydelig Stemme:

        Troias og Lykiens Helte, Dardaniske Haandmængskæmper!

Teer Eder nu som Mænd, og tænker paa stormende Angreb!

Borte fra Kamp er den boldeste Helt, mig skjenker Kronion

Glimrende Rye, thi jager da flux med de trampende Heste

Ind mod Danaernes Folk, at des høiere Roes I kan vinde.

        Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.

Ligesom stundom en Jæger sin Flok hvidtandede Hunde

Hidser i Skov mod en glubende Bas eller og mod en Løve,

Saaledes hidsed nu Hektor, heel lig den mordiske Ares,

Ind mod Danaernes Mænd de behjertede Troiske Kæmper.

Selv han freidig og stolt skred frem blandt de forreste Krigsfolk,

Styrted i Kampen sig ind, lig den høitfrablæsende Stormvind,

Som naar den farer fra Skye oprører det blaalige Havdyb.

        Hvo var vel nu den Første, og hvo den Sidste, som Hektor

Priamos’ Søn hug ned, da Zeus ham Hæder forundte?

Først Assaios, Autonoos næst, derefter Opites,

Dolops, Klytios’ Søn, Opheltios samt Agelaos,

Dertil de freidige Kæmper Hipponoos, Oros, Aisymnos.

Disse Danaiske Drotter han vog, og af menige Krigsfolk

Mange; ret ligesom Vinden fra Vest den klarende Sydvinds

Skyer fordriver, og pidsker dem frem med susende Vindkast,

Høit da ruller den svulmende Søe, og Skummet i Veiret

Sprøiter ved heftige Stød af den stærktomtumlende Stormvind,

Saa for Hektor i Krigernes Flok sank Kæmpe paa Kæmpe.

Nu var der hændet en Jammer, og øvet ubodelig Gjerning,

Nu var Achaiernes Mænd paa Flugt til Skibene drevne,

Havde den Ædling Odysses ei vakt den stærke Tydeide:

        Hvad gaaer der af os, min Ven! at den hidsige Kamp vi forgjette!

Kom, Diomedes! og stil dig hos mig, en Skændsel det vorder,

Hvis vore Skibe han hærger, den hjelmomstraalede Hektor.

        Ham gjensvared paastand den kraftige Helt Diomedes:

Ja! jeg vil blive hos dig, og kjækt holde Stand, men til liden

Baade det vorder, thi Zeus, den skyforsamlende Herre,

Troernes Folk langt heller end os at seire forunder.

        Talt, og ned fra Vognen til Jord han kasted Thymbraios,

Ind i Brystet til Venstre han Spæret ham jog, men Odysseus

Slog den bolde Molion ihjel, Krigshøvdingens Væbner.

Disse nu ligge de lod, for bestandig var endt deres Kampfærd,

Trængte saa ind i Stimlen med Gnye, to modige Vildsviin

Ligned de grandt, som styrte sig ind mellem Hunde paa Jagten;

Saaledes Fjenden de slog, da paany de til Kamp havde vendt sig,

Glade Danaerne aanded igjen paa Flugten for Hektor.

        Derpaa de standsed en Vogn med to udmærkede Kæmper,

Sønner af Merops, en Mand fra Perkote, som skuede spaaklog

Ind i den kommende Tid, og ei havde Sønnerne tilladt

Ud i den mordiske Krig at gaae, dog ikke de adlød

Faderens Raad, afsted dem drev Dødsmøerne sorte.

Dem den Helt Diomedes, den landseberømte Tydeide,

Røved nu Kraften og Livet, og tog deres herlige Vaaben,

Medens Hippodamos faldt med Hypeirochos, dræbt af Odysseus.

        Zeus, som kasted fra Ida sit Blik, afveied nu Striden

Lige for begge de kæmpende Folk, svart slog de hinanden.

Tydeus’s Søn nu saared Agastrophos, Sønnen af Paion.

Spydet i Hoften ham gik; ei stod til Flugt i Beredskab

Gangernes Spand ham nær, heel taabelig havde han handlet;

Svenden dem holdt langt borte derfra, mens han forrest paa Kampplads

Færdedes selv tilfods, til han mistede Livet det kjære.

Henne ved Skaren blev Hektor det vaer, og hidsig imod dem

Foer han med vildene Raab, ham fulgte de Troiske Fylker.

Ræd ved Synet da blev den vældige Helt Diomedes,

Flux til Odysseus, som stod tætved, saalunde han talte:

        Hist Fordærv os vælter imod, den kraftige Hektor,

Dog velan! lad os blive, og kjækt os stille til Modværn!

        Talt; med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang

Ei han sigtede feil, efter Hovedet holdt han, og ramte

Toppen af Hjelmen, tilbage dog brat sprang Malmen fra Malmen,

Uden at naae hans Hud, godt værned den gittrede stærke

Hjelm af trefold Malm, som givet ham var af Apollon.

Langt foer Hektor tilbage, og Brødrenes Skare han naaede,

Ned var han sunken paa Knæe, med sin senede Haand han mod Jorden

Støtted sig fast, og den bælgmørke Nat omtaaged hans Øine.

Mens Diomedes nu løb langt hen blandt de forreste Krigsfolk

Efter den kastede Stang, hvor i Muld den havde sig plantet,

Aandede Hektor paany, og sprang i en Fart paa sin Stridsvogn,

Rulled til Stimlen tilbage, og Døden den sorte han undveeg.

Efter ham foer med Landsen i Haand Diomedes, og raabte:

        Atter for Døden du slap, du Hund! ja nær var en Ufærd

Skeet dig, men Phoibos Apollon beskjermed paany dig i Qviden,

Hvem Du paakalder i Bøn, naar til Spydenes Gnye du drager.

O men jeg møder dig sagtens engang, og giver dig Livsbrød,

Hvis der saasandt er af Guderne En, som under mig Bistand.

Nu vil jeg ile til Kamp mod de Øvrige, hvem jeg saa træffer.

        Talt, og flux Paioniden den Landseberømte han dræbte,

Men Alexandros paastand, den haarfagre Helenas Husbond,

Spændte sin Bue mod Tydeus’s Søn, hiin Folkenes Hyrde,

Lænet til Støtten, der stod paa den Grav, som Menneskehænder

Tuede fordum for Ilos, den gamle Dardaniske Folkdrot.

Just som Tydeiden nu rev af Agastrophos’ Skulder det brede

Skjold, det brogede Pandser af Bryst, og af Hoved den stærke

Hjelm, da trak Alexandros i Streng, og krummede Buen,

Sigted og skød, og ei fløi Pilen omsonst, i den høire

Fod i Saalen den traf, og farende tvers gjennem Fodblad

Fæsted sig Pilen i Jorden, da sprang af sit Skjul Alexandros

Frem med hjertelig Latter, og braskende tog han til Orde:

        Truffen! forgjeves ei fløi min Piil; o gid paa det samme

Nederst i Bugen jeg havde dig ramt, og berøvet dig Livet,

Aande da skulde paany de Troiske Kæmper i Qviden,

Hvilke nu ræddes for dig, som brægende Geder for Løven.

        Uforfærdet til Svar ham gav den stærke Tydeide:

Skytte, saa krye af din Bue, kaadmundede Pigebegaber!

Voved du Mand mod Mand en Dyst med Vaaben ihænde,

Da skulde Buen saa lidt som de mylrende Pile dig baade.

Nu du har ridset mig lidt i min Fodsaal, praler du daarlig,

Sligt jeg ændser ei meer, end om jeg var ramt af en Qvinde

Eller en Dreng; mat kommer et Skud fra den kraftløse Niding.

Kommer et Spyd derimod fra mig, da har det en anden

Art, om det tørner kun lidt, paastand dog fælder det Manden;

Da er hans Børn uden Fader, da kradser hans Viv sine Kinder,

Medens han rødnende Jorden med Blod henligger og raadner,

Fleer Rovfugle forsand end Møer da flokkes omkring ham.

        Talt; frem treen Odysseus, og stilled sig foran Tydeiden,

Bag ham satte nu denne sig ned, og ud af sit Fodblad

Pilen han drog, da foer gjennem Lemmerne stingende Smerter;

Op paa sin Vogn han sprang, og befoel Karmsvenden at age

Hjem til de bugede Skibe, bespændt af Qval i sit Hjerte.

        Ene tilbage nu stod Spydkæmpen Odysseus, ei voved

Nogen Achaier at tøve, thi Rædsel betog dem tilhobe.

Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:

        Vee mig, hvordan er jeg stedt? en græsselig Skam, hvis jeg flygter

Ræd for Fjendernes Flok, en værre dog, vorder jeg fangen

Her alene, thi Zeus har forjaget de andre Danaer.

Dog hvi grubler i Sind jeg nu paa saadanne Tanker?

Fuldt jeg veed, kun Krysteren bort sig skynder fra Kampen,

Hvo derimod som en Helt vil vise sig, han bør tilvisse

Kjækt holde Stand, hvad enten han selv skal slaae eller rammes.

        Medens paa dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,

Nærmed i Rækker sig meer og meer de Troiske Skjoldmænd,

Og til Fordærv for dem selv omringed de Helten Odysseus.

Ret som naar blomstrende Knøse med Hundenes Flok mod en Basse

Styrte sig rask, dybt inde den kommer fra Skovenes Tykning,

Hvæssende Tanden saa hvid i de krumtopspilede Kjæver,

Trindtom fare de frem, og Tændernes Gnidsel man hører,

Kjækt dog holde tilhobe de Stand mod det farlige Rovdyr,

Saaledes foer nu Troer i Kreds om den Konning Odysseus.

Men med sit hvæssede Spyd mod den herlige Deiopites

Først han stormede frem, og saared ham øverst i Skuldren;

Næst efter denne han Ennomos vog, saa dræbte han Thoon,

Derpaa Chersidamas, just som af Vogn han hidsigen nedsprang,

Under det buklede Skjold han jog ham Spæret i Navlen;

Ned i Støvet han faldt, og i Muld han famled med Haanden.

Disse nu ligge han lod, og den Næste, han traf med sit Spyd, var

Charops, Hippasos’s Søn, og Broder til Ædlingen Sokos.

Frem treen Sokos, en Mand som en Gud, at hjelpe sin Broder,

Hen mod Drotten han gik, og tog saalunde til Orde:

        Konning Odysseus, hvis Rye er saa stort for List som for Manddom!

Enten dig times den Roes, at to af Hippasos’s kjække

Sønner du fælded idag, og tog deres glimrende Vaaben,

Eller og selv du ramt af mit Spyd skal Livet forlise.

        Saa han taled, og drev sit Spær mod det blankede Rundskjold;

Gjennem det skinnende Skjold sig trængte den holdige Landse,

Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Harnisk,

Og af hans Ribbeen Huden den flængede; ikke dog tillod

Pallas Athene hans Spyd at røre ved Konningens Indvold.

Klart Odysseus fornam, at han ei var dødelig saaret,

Treen et Stykke tilbage, og mælede derpaa til Sokos:

        Vee dig, usalige Mand! nu times dig bradelig Henfart,

Vel har i Kamp mod Troernes Mænd du standset min Idræt,

Men jeg forkynder dig her, at den Dag idag skal den sorte

Dødens Gudinde dig naae, snart ramt af denne min Landse

Giver du Hæderen mig, og din Sjel Hesttumleren Hades.

        Knap var Ordene talt, før Sokos sig gav til at flygte,

Men da han vendte sig om, da traf ham Odysses i Ryggen

Mellem hans Skuldre med Spydet, og drev det ud gjennem Brystet.

Brat han faldt saa det drøned, da jublede Helten Odysseus:

        Sokos, du Søn af Hippasos, den stridbare Hestebetvinger!

Dig indhentede Døden dog først, ei kunde du slippe;

Ei skal din Fader, usalige Mand! og din værdige Moder

Trykke dig Øinene til i din Død, men graadige Fugle

Æde dig op, og omflagre dit Liig med klapprende Vinger;

Men naar engang jeg døer, skal de stolte Danaer mig jorde.

        Saa han taled, og trak den stridbare Sokos’s Landse

Ud af Huden, og ud af det buklede Skjold, og da Malmen

Ud var dragen, fremstyrtede Blod, og det voldte ham Pine;

Men da nu Troerne saae, at Blod nedrandt af Odysseus,

Skreg i Tumlen de høit, og styrtede mod ham i Flokke;

Brat tilbage han veeg, og raabte til Landsmandsskaren;

Tregange skreg han saa høit, som et Menneskes Stemme det aarker,

Tregange hørtes hans Raab af den stridbare Drot Menelaos,

Flux til Aias, som nær ham stod, saalunde han talte:

        Aias! du Telamons Søn! du Gudopfostrede Folkdrot!

Nys jeg fornam den modige Drot Odysses’s Stemme,

Grandt den lød, som om ene han stod, afskaaren fra Landsmænd,

Haardelig trængt i den hidsige Strid af Troiske Kæmper.

Derfor afsted gjennem Stimlen, at ile til Hjelp er det Bedste.

Bare dog ei noget Ondt i Troernes Sværm den forladte

Helt har ramt, et smerteligt Tab for alle Danaer.

        Talt, saa gik han foran, ham fulgte den deilige Kæmpe.

Snart Odysseus de naaede, hiin Yndling af Zeus, og omkring ham

Troerne stimled, som naar paa et Fjeld rødbrune Schakaler

Flokkes i Kreds om en anskudt Hjort, som med Pilen fra Strengen

Jægeren traf, men paa ilende Fod Krondyret ham undløb;

Mens end Blodet er varmt, og om Led sig Knæene bøie,

Flygter den rask, men knap hensegner den, kuet af Pilen,

Før i den skyggende Skov en Flok forslugne Schakaler

Flænge den gridsk, da skikker en Gud en glubende Løve;

Rædde da flye Schakalerne brat, og Løven den sluger.

Saaledes stimled en Flok behjertede Troiske Kæmper

Trindt om Odysseus, den snedige Helt, men styrtende mod dem

Kjækt med Spydet i Haand afværged han Jammerens Time.

        Frem skred Aias paastand, som en Muur sad Skjoldet paa Armen,

Hen til Odysseus han treen, brat spredtes da Troernes Skare.

Flux den Helt Menelaos ved Haanden ham tog, og af Stimlen

Førte ham ud, til Svenden med Gangerne did kunde komme.

Aias mod Troerne stormed nu løs, først vog han Doryklos,

Priamos’ Slegfredsøn, saa vog han Helten Pandokos,

Slog saa Lysandros ihjel og Pyrasos, og derpaa Pylartes.

Som naar en bovnende Flod, fremskyndet af Regn fra Kronion,

Skyller i Vinterens Tid fra Fjeldene ned over Sletten,

Trøskede Stammer af Eger og kneisende Graner i Mængde

River den med sig, og Masser af Dynd i Havet den kaster,

Saaledes hen over Sletten den straalende Aias nu drev dem,

Huggende ned baade Kæmper og Gangere. Ei havde Hektor

Mærket det end, thi han kæmpede hist paa Valen til Venstre,

Langs med Floden Skamandros’s Bred, og der nu fornemlig

Krigerne segned til Jord under vidthengjaldende Kampskrig,

Henne hvor Helten Idomeneus stred og den værdige Nestor.

Hist nu færdedes Hektor, og baade med Spyd og med Vognkunst

Øved han gruelig Daad, og Gutternes Rækker han nedhug.

Dog var de stolte Danaer endda ei vegne fra Pladsen,

Hvis den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond,

Ei havde standset Machaon, den herlige Drot; i den høire

Skulder han saared ham dybt med en Piil trebraadet og bitter.

Svart nu frygted for ham de behjertede Mænd af Achaia,

At, hvis de kom til at vige, han Fjenden i Vold skulde falde.

Flux Idomeneus vendte sit Ord til den ædelig Nestor:

        Nestor, du Neleus’s Søn, Achaiernes Hæder og Stolthed!

Stig selv op paa din Vogn, og lad ved din Side Machaon

Sætte sig! driv saa til Skibene hen de trampende Heste!

Lægen i Værd opveier forsand mangfoldige Andre,

Pilen han skærer af Saar, og bestrøer det med dulmende Urter.

        Saa han talte, hans Ord adlød den Gereniske Nestor.

Flux han selv steg op paa sin Vogn, og derpaa Machaon,

Søn af den herlige Læge Asklepios, satte sig hos ham.

Gangerne gav han et Rap, og ei uvillige fløi de

Hen til de bugede Skibe, didhen de stunded med Glæde.

        Men da Kebriones mærked, at Troerne haardt bleve trængte,

Talte han saa til Hektor, som stod ved hans Side paa Vognen:

        Hektor! her paa den yderste Kant af den buldrende Kampplads

Slaaes vi to med Achaierne nu, mens de øvrige Troer

Hist omtumles saa svart, baade Kæmper og Heste tilhobe.

Aias forfølger dem skrapt, hiin Telamons Søn, paa det brede

Skjold om Hærden jeg kjender ham grandt; hvad om vi nu begge

Foer didhen med Ganger og Karm, hvor Krigerne hidsigst,

Baade tilfods og tilvogns, i frygtelig Dyst med hinanden

Slaae mangt dræbende Slag under vidthengjaldende Kampskrig.

        Saa han taled, og flux paa de fagermankede Heste

Slog han med knaldende Pidsk, og rask, da Smeldet de mærked,

Løb med den rullende Vogn de hen blandt Achaier og Troer,

Trampende baade paa Liig og Skjold; Vognaxlen forneden

Drypped af Blod og mod Fadingens Krinds, som løber om Agstol,

Sprøitede Blod fra Gangernes Hov og Fælgernes Skinner

Stænk paa Stænk, men Hektor afsted i Mændenes Stimmel

Styrted sig ind, at splitte dem ad; blandt Danaernes Kæmper

Vakte han gruelig Tummel; kun lidt lod Spydet han raste.

Frem han rullede nu mod de øvrige Rækker af Krigsfolk,

Myrdende baade med Spyd og med Sværd og med mægtige Kampsteen.

Eneste Aias, Telamons Søn, i Kampen han skyede;

Zeus var ham gram, naar Dyst med en boldere Kæmpe han prøved.

        Dog Alfader, den mægtige Zeus, slog Aias med Gysen,

Ræd han stod, sit Tyrehuds Skjold om Ryggen han slængte,

Veeg saa, men kasted mod Skaren et ængsteligt Blik, som et Rovdyr,

Vendte sig jevnlig omkring, og skiftede Fødderne langsomt.

Som naar den guulbrune Løve fra Oxernes Stald udi Vangen

Drives af Hunde paa Flugt og af modige Karle fra Landsbye,

Som den udslagene Nat er paafærde, at ei den skal snappe

Bort fra Hjorden det fedeste Nød; frem farer da Løven

Gridsk paa Kjød, men omsonst, thi fra dristige Hænder imod den

Flyver et Mylr af Spyd saavelsom af blussende Brande;

Svart for disse, trods alt sit Mod den ræddes i Hjertet,

Slukøret lakker den hjem, saasnart det begynder at dages.

Saa gik Aias forbittret i Sind fra Troernes Skare

Bort, heel nødig, betagen af Frygt for Achaiernes Skibe.

Som naar det døsige Æsel, Smaapilte tiltrods, i en Kornmark

Trænger sig ind, skjøndt mangen en Kjep paa dets Ryg vorder knækket,

Kommen derind afgnaver det Sæden saa dyb, og med Kjeppe

Prygle nu Piltene løs, men svage kun er deres Kræfter,

Knap de formaae at gjenne det ud, naar med Korn det er mættet;

Saaledes stimled om Aias, hiin vældige Telamonide,

Modige Troer i Hob med langveishentede Krigsfolk,

Ramte ham lige paa Skjoldet med Spyd, og forfulgte bestandig.

Snart kom Telamons Søn ihu det stormende Angreb,

Bød dem Spidsen, og standsed de hestebetvingende Troers

Rækker, snart Ryggen han vendte paany, og tog til at vige,

Alle han kjækt dog spærrede Vei til de hurtige Skibe.

Midt mellem Troernes Sværm og Achaierne stod han og kæmped

Rasende, medens et Mylr af Spyd fra dristige Hænder

Mod ham fløi, i hans mægtige Skjold heel mange sig fæsted,

Dog langt fleer underveis, før hans glindsende Hud de berørte,

Bored i Muldet sig fast, efter Kjød de graadigen higed.

        Helten Euaimons fortrinlige Søn Eurypylos mærked

Aldrig saasnart, hvor haardt af de mylrende Spyd han blev kuet,

Førend han nærmed sig Aias, og slynged sin lynende Landse.

Phausias’ Søn Apisaon, den Folkdrot, nedenfor Brystet

Landsen i Leveren gik, saa Knæerne segned paa Stedet.

Frem Eurypylos foer, og rev hans Rustning af Skulder,

Men da den Helt Alexandros, i Fagerhed Gudernes Lige,

Skued Eurypylos ivrig ifærd med at plyndre den Faldne,

Spændte han Buen imod ham, og skød ham en Piil i det høire

Laar, da knak Piilrøret, og tyngende hang det i Lænden.

Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye,

Høit han hæved sin Røst, af Danaerne hørtes den vide;

        Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!

Standser og svinger omkring! beskjermer mod Jammerens Time

Aias, som knuges saa svart af Spydkast. Neppe han slipper

Hjem i Behold fra den buldrende Kamp; thi træder mod Fienden

Freidig i Kreds om Aias, den vældige Telamonide!

        Saaledes høit den saarede Helt Eurypylos raabte.

Krigerne rykked ham nær, høit løfted de Spyd, og mod Skulder

Knuged de Skjoldene hardt, da kom dem Aias imøde,

Standsed, og vendte sig om, da Brødrenes Skare han naaede.

Saa de fristed en Kamp, der med blussende Ild er at ligne.

        Skummende løb imens de Neleiske Heste fra Stridsmark

Hjem med Nestor og Folkenes Drot den bolde Machaon.

Øie paa denne nu fik den herlige rappe Peleide,

Just som han stod ved den agtere Stavn af sit bugede Fartøi,

Skuende hen over Kampens Besvær og Forfølgelsens Jammer;

Flux til Patroklos med lydelig Røst han henne fra Skibet

Raabte; det hørte den trofaste Ven, og styrted af Teltet

Ud, livagtig som Ares, — og dermed begyndte hans Jammer.

Først til Orde nu tog den kraftige Søn af Menoitios:

        Siig mig, hvi kalder du paa mig, Achilles! hvad er din Begjæring?

Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:

        Herlige Menoitiade! mig inderlig kjær i mit Hjerte!

Vist vil Achaierne snart, tør jeg troe, med ydmyge Bønner

Favne mit Knæe, thi nu er de stedt’ i ulidelig Vaande.

Gak nu Patroklos, du Yndling af Zeus, til Nestor og spørg ham,

Hvem den Saarede var, som han nys hjemaged fra Kampplads.

Helten Machaon, Asklepios’ Søn, han rigtignok bagfra

Lignede grandt, dog kunde jeg ei faae hans Aasyn at skue,

Gangerne løb mig forbi, og skrapt de travede fremad.

        Saa han talte, Patroklos adlød, hvad Vennen befoel ham,

Flux han iled afsted til Achaiernes Snekker og Telte.

        Aldrig saasnart til Oldingens Tjald kom hine tilbage,

Før de fra Karm nedsteg til den alternærende Jordbund.

Flux Eurymedon, Svenden saa flink, afaaged hans Heste,

Medens de selv, for at kjøle den Sved, som paa Kjortlerne klæbed,

Stilled sig hen mod den svalende Vind, som lufted fra Stranden.

Derpaa de treen under Tjald og satte sig begge paa Løibænk.

Strax Hekamede, den haarfagre Møe, tillaved dem Mundgodt,

Helten Arsinoos’ Datter; dengang Achilles forstyrred

Tenedos, kom hun i Oldingens Vold, thi Achaierne udsaae

Hende til Nestor, da høit hun stod blandt Qvinder i Snille.

Først et stadseligt Bord, velblanket, med staalblaae Fødder,

Rykked hun frem, hvor de sad, og en Skaal af Kobber paa Bordet

Stod med Løg at æde til Drik og med guulbruun Honning;

Brød af det knuste velsignede Meel ved Siden hun lagde,

Stilled saa frem en Pokal, medbragt af Gubben fra Hjemmet,

Smukt beslagen med Nagler af Guld, og forsynet med fire

Hanke, paa hver af disse man saae to hakkende Duer,

Kunstigen bilded’ af Guld, to Bunde den havde forneden.

Kun med Besvær, naar Pokalen var fuld, en Anden fra Bordet

Løfted den, Nestor saa gammel han var den løfted med Lethed.

Heri den deilige Møe, Gudindernes Lige, nu blanded

Først den Pramniske Viin, i denne hun rev med en Malmkniv

Gedemelksost, og det hvideste Meel hun dryssed derover,

Bød dem saa drikke den lædskende Drik, da den færdig var lavet,

Og da de begge ved Drik den brændende Tørst havde slukket,

Mored de sig med at snakke, mangt Ord med hinanden de skifted.

        Frem i Døren nu treen Patroklos, en Mand som en Guddom;

Op fra sin prægtige Stol sprang Gubben saasnart han ham skued,

Greb hans Haand, og førte ham ind, og bød ham at sidde;

Ei dog Patroklos bevæge sig lod, men gav ham til Gjensvar:

        Beed mig ei om at sidde, gudlignende Gubbe! jeg tør ei;

Værdig og streng er den Mand, som skikked mig hid for at spørge,

Hvem den Saarede var, som du nys hjemaged fra Kampplads.

Dog, nu veed jeg det alt, her seer jeg Machaon, den Folkdrot.

Nu maa jeg hjem for denne Besked Achilles at bringe.

Selv tilfulde du veed, Ærværdige! hvad for en heftig

Mand han er, knap gaaer den Uskyldige frie for hans Anke.

        Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:

Hvi bekymrer Achilles sig saa om Mænd af Achaia,

Som i den hidsige Kamp blev saarede? Lidet han kjender

Al den Jammer, som Hæren har hjemsøgt; de herligste Kæmper

Ligge ved Skibene nu, og martres af Stik og af Vunder;

Qvæstet er Tydeus’s Søn, den vældige Helt Diomedes,

Stungen af Spyd er Odysseus og Atreus’s Søn Agamemnon,

Og af en Piil Eurypylos dybt blev saaret i Lænden,

Nys desuden jeg Krigeren her hjemførte fra Kampplads,

Ramt af en Piil fra Streng, men Achilles den vældige Kæmpe

Føler ei Ynk med Danaernes Folk, han ændser dem ikke;

Bier maaskee han endnu, til de hurtige Skibe ved Stranden

Trods Argeiernes Magt opbrændes af hærgende Flammer,

Medens for Fode vi myrdes af Fjenderne? Jeg har jo ikke

Længer den Kraft, jeg havde tilforn i de smidige Lemmer;

Gid jeg var ung endnu, og min Kraft urokket som fordum,

Dengang vi Pyliske Mænd og Eleiernes Folk for et Qvægran

Laae med hinanden i Krig, og jeg Helten Itymoneus fældte,

Som var fra Elis, Hypeirochos’ Søn, og til Fyldest for Ranet

Vandt mig et klækkeligt Bytte. Han stred til Værn for sit Fæmon,

Men af min Haand fløi Spydet og ramte ham; forrest i Skaren

Faldt han, og Flokken af Bønder, som fulgte ham, tog til at flygte.

Saare betydeligt Bytte vi trindt fra Markerne hjemdrev,

Først halvhundrede Drifter af Køer, saa ligesaamange

Hjorder af uldrige Faar, af børstede Sviin og af Geder,

Guulbrune Heste desuden vi vandt, vel hundred og femti,

Lutter fortrinlige Hopper, med pattende Føl var de Fleste.

Til det Neleiske Pylos vi drog saa hjem med vort Bytte,

Alt var det Nat, da til Byen vi kom, høit fryded sig Neleus,

At jeg af Alder saa ung havde vundet saa glimrende Hærfang.

Men da det gryed ad Dag, indstævned Herolder til Møde

Samtlige Mænd, som paa Qvæg havde Krav i det hellige Elis;

Alle det Pyliske Folks raadgivende Mænd sig forsamled,

Byttet at skifte, thi Krav paa Epeierne havde de Fleste.

Folket i Pylos var lidet, derfor havde Trængsler vi fristet,

Alt for adskillige Aar havde stærken Herakles os anfaldt,

Svart mishandled han os, og de gjæveste Helte blev dræbte.

Tolv i Tallet vi var, vi Sønner af Ædlingen Neleus,

Jeg var nu ene tilbage, omkomne var alle de Andre.

Frække ved denne vor Nød blev Epeiernes malmklædte Sønner,

Jevnlig de krænked os svart, og øved formastelig Udaad.

Neleus af Byttet sig tog en Drift af Køer, og en stor Flok

Faar, trehundred han søgte sig ud, med Hyrder tillige,

Thi et betydeligt Krav i det hellige Elis han havde.

To Par Veddeløbsheste med Karm han havde til Dystløb

Sendt at vinde den lovede Priis; tilveds om en Trefod

Skulde de løbe, men Folkenes Drot Augeias beholdt dem,

Skikked kun Svenden tilbage, for Gangerne saare bedrøvet.

Saaledes egget til Harm ved formastelig Gjerning og Tale,

Tog han selv en umaadelig Deel, men Resten blandt Folket

Skifte han lod, at Ingen sin skjellige Part skulde savne.

Saaledes sysled med dette vi travlt, og rundtom i Staden

Offer vi Guderne bragte, men tredie Dagen derefter

Rykked i Skarer Epeierne frem med al deres Styrke,

Kæmper og Heste; i Krigernes Hær var de to Molioner,

Børn endnu, ei drevne tilgavns i den stormende Krigsfærd.

Fjernt ved Alpheios’s Strøm i det sandige Pylos paa Grændsen

Ligger en Stad, Thryoessa ved Navn, paa en skraanende Bakke,

Den omringed de trindt, tilsinds at lægge den øde.

Men da de streifed paa Sletten omkring, kom Pallas Athene

Farende ned fra Olymp, og bød os gribe til Vaaben

Midt om Natten; ei søvnige Mænd hun kaldte til Leding,

Gridsk paa Kamp var det Pyliske Folk, men mig vilde Neleus

Ei lade drage tilfelts, og Gangerne skjulte han for mig,

Saasom han end til Krigens Besvær udygtig mig troede.

Dog blandt Skaren af Kæmper tilvogns jeg Berømmelse vandt mig,

Skjøndt jeg var dragen tilfods, saa leded Athene min Kampfærd.

Hist er en Flod, Minyeios ved Navn, som falder i Havet

Nær ved Arene, og der vi Pyliske Stridsvognskæmper

Vented paa Morgenens Komme, did strømmede Skarer af Fodfolk.

Derfra vi drog med hele vor Magt i Rustningens Plader,

Henimod Middag vi kom til Alpheios’s hellige Vande.

Der vi bragte den mægtige Zeus fortrinlige Offre,

Slagted en Tyr til Alpheios, en Tyr til Poseidon tillige,

Men til Athene til Offer vi tog af Hjorden en Qvie;

Dernæst i Leiren vi holdt Qvælsmaaltid, Fylke for Fylke,

Føied os derpaa til Roe, hver Kriger i Rustningens Plader,

Langs den bølgende Flod, men Epeiernes modige Krigsfolk

Stod om Byen imens, tilsinds at lægge den øde;

Skue de maatte dog først en svar og gruelig Kampdaad;

Thi da den lysende Sol stod op over Jorderig vide,

Styrted vi frem til Strid med Bønner til Zeus og Athene.

Da det til Kamp nu kom mellem os og Epeiernes Skare,

Dræbte jeg først en Mand, og tog hans vælige Heste,

Mulios hedd’ han, Augeias’s Maag, som havde den blonde

Viv Agamede tilægte, af Konningens Døttre den ældste,

Lægende Urter hun kjendte saamange som voxe paa Jorden.

Just som han stormede frem, med min kobberne Landse jeg traf ham,

Brat han segned i Støv, og springende op paa hans Stridskarm

Foran i Krigernes Skare jeg kom, og Epeiernes Kæmper

Flygted og spredte sig ad, da de saae Vognstridernes Høvding

Falde, den Helt saa bold, udmærket i Krigernes Skare.

Løs paa Fienden jeg foer, som Stormen fra sortnende Regnskye;

Femti Vogne jeg tog, og fra hver af Vognene tvende

Krigere fæstede Tanden i Muld, af min Landse betvungne.

Aktors Sønner de to Molioner jeg havde vist ogsaa

Dræbt, havde ei deres Fader, den vældige Ryster af Jorden,

Snappet fra Kampen dem bort, og trindt i Taage dem hyllet.

Glimrende Seier forundte nu Zeus os Pyliske Kæmper,

Thi vi forfulgte dem skrapt langt hen over Sletten saa vide,

Kæmper for Fode vi slog, og sanked os prægtige Vaaben,

Indtil med Ganger og Karm vi Buprasions Hvedemark naaede,

Og det Oleniske Fjeld, og Aleision, hvilken man kalder

Bakken, og hvor os Athene befoel at rykke tilbage;

Der den Sidste jeg vog, og standsed min Færd, men til Pylos

Gangerne hjem med Achaierne løb fra Buprasions Marker,

Prisende høit blandt Guderne Zeus, blandt Mennesker Nestor.

Saadan en Kæmpe jeg var, ak jeg var det engang, men Achilles

Høster kun Frugt for sig selv af sin Tapperhed; angre med Taarer

Skal han det sikkerlig dybt, naar Folket er gaaet tilgrunde.

Kiæreste mangen Formaning din Fader Menoitios gav dig

Alt paa den Dag, han fra Phthia dig sendte til Kong Agamemnon;

Begge tilstede vi var, baade jeg og Helten Odysseus,

Selv i Hallen vi hørte hvert Ord han dig lagde paa Hjerte;

Komne vi var paa vor Reise til Peleus’s prægtige Kongsgaard,

Dengang vi trindt i Achaia opfordrede Folket til Orlog.

Der i Borgen vi traf baade dig og Helten Menoitios,

Ogsaa Achilles var der, og Peleus den aldrende Vognhelt

Risted til Lyneren Zeus en Tyrs tykflommede Bove

Midt i den hegnede Gaard, et Bæger af Guld han i Haanden

Holdt, og blussende Viin paa det brændende Offer han stænked,

Mens I to havde travlt med Kjødet; da treen i det samme

Begge ved Porten vi frem, op sprang forbauset Achilleus,

Greb vore Hænder, og leded os ind, og bød os at sidde,

Gav os saa Gjæstebeværtning, som skjelligen rækkes en Fremmed,

Men da med Mad og Drikke vi saa havde gjort os tilgode,

Tog jeg Ordet paastand, og bød Eder drage paa Krigstog,

Rede til Sligt var I strax, da lød Eders Fædres Formaning.

Først den bedagede Peleus sin Søn Achilles formaned,

Altid at være den Første, udmærket i Heltenes Skare.

Dig formaned saalunde Menoitios, Sønnen af Aktor:

Høit i Byrd over dig, min Søn! staaer Helten Achilleus,

Du est ældre, men han er dig langt overlegen i Manddom,

Staae ham da troligen bi med Raad og gavnlig Formaning,

Leed ham med venlige Bud, til det Gode han følger dig gjerne.

Saa formaned dig Gubben; det reent du glemte, men nu da

Mind Achilles om dette, maaskee han lader sig bøie,

Thi hvo veed, om ikke dit Ord ved Gudernes Medhjelp

Rører hans Hu, god er jo en Vens paamindende Tale.

Gyser hans Sind maaskee af Gru for et varslende Gudsord,

Har hans ærværdige Moder fra Zeus forkyndt ham et Saadant,

Vel! saa sende til Kampen han dig, og dig give til Ledtog

Hele sit Folk, kanskee du et Lys Danaerne vorder.

Dertil sin prægtige Rustning i Striden han lade dig bære,

Hændes da turde det vel, at Troerne standsed med Kampen,

Holdende dig for ham, og Achaiernes krigsvante Sønner

Aanded i Qviden paany, og vandt lidt Frist med at kæmpe.

Frisk og umindsket er al Eders Kraft, kampmødige Stridsmænd

Bort fra Skib og fra Tjald I let kan jage til Staden.

        Saa han taled, og Lyst i Patroklos’s Hjerte han vakte.

Langs med Skibene hjem han løb til Peleiden Achilleus,

Men da i Løbet han kom til den Konning Odysseus’s Snekker,

Hvor det Achaiske Folk kom sammen til Møder og Retsthing,

Hvor ogsaa Altrene stod, som de bygged til Gudernes Ære,

Da imøde ham kom den herlige Søn af Euaimon,

Helten Eurypylos; saaret fornys af en Piil udi Lænden,

Linked fra Slaget han hjem, og ned ad Hoved og Skuldre

Dryppede Sveden ham vaad, men ud af den smertende Vunde

Piblede Blodet saa sort, dog havde han ganske sin Samling.

Ynk ved Synet betog den kraftige Søn af Menoitios,

Og med bevingede Ord han klagende talte saalunde:

        Ak! Danaernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!

Skal I da virkelig nu saa fjernt fra Venner og Hjemstavn

Mætte med hviden Fedt i Troia de hurtige Hunde?

Dette du sige mig dog, Eurypylos, Ætling af Guder!

Kan det Achaiske Folk sig staae mod den vældige Hektor?

Eller vil nu tilgrunde de gaae, af hans Landse betvungne?

        Strax den forstandige Helt Eurypylos gav ham til Gjensvar:

Ædle Patroklos, du Ætling af Zeus! for Achaiernes Sønner

Gives ei Redning, men brat maae de tye til de tjærede Skibe.

Alle de Mænd, som ellers i Kamp beteede sig kjækkest,

Ligge ved Skibene nu, og martres af Stik og af Vunder,

Hvilke dem Troerne slog, hvis Kraft tiltager bestandig.

Frels nu mig i min Nød, og mig bring til det tjærede Fartøi,

Skjær mig Pilen af Lænd, og vask af Saaret med lunket

Vand det sortladne Blod, og bestrøe det med dulmende gode

Urter, hvis Kraft du selv, som man siger, har lært af Achilleus,

Som havde Cheiron til Lærer, den braveste Mand af Kentaurer.

Thi vore Læger, saavel Podaleirios som Machaon, —

Saaret er selv den Ene, og hisset i Tjald, kan jeg tænke,

Ligger han trængende selv til Hjelp af en duelig Badskjær,

Medens den Anden en drabelig Dyst udholder paa Sletten.

        Ham tiltaled igjen den kraftige Søn af Menoitios:

Hvordan bedrive vi dette, Eurypylos! hvad skal vi gjøre?

Ile jeg maa at bringe Besked til Helten Achilleus,

Som den Gereniske Nestor, Achaiernes Fader, befoel mig,

Dog forlade dig her i Vaande bestedt vil jeg ikke.

        Talt, og Drotten paastand om Livet han greb, og i Tjalden

Førte ham ind, hvor hurtig en Svend udbreded en Kohud;

Der han lagde ham ned, med en Kniv udskar han den hvasse

Stingende Piil af Lænden, og vasked af Saaret med lunket

Vand det sortladne Blod, og bestrøede det saa med en bitter

Rod, som med Haanden han smuled, en dulmende Rod, som hans Smerter

Stilled; da standsede Blodet sit Løb, og Saaret sig lukked.