6. Sang
Hektors og Andromaches Samtale.
Hektors og Andromaches Samtale.
Ganske forladt var Achaiers og Troers forfærdende Kampgny;
Heden og deden den hidsige Strid end rased paa Sletten,
Mens mod hinanden de stormed med malmbevæbnede Landser
Midt mellem Simois’ Strøm og Xanthos’s skyllende Vande.
Først nu Aias, Achaiernes Værn, den Telamonide,
Sprængte de Troiske Fylker, og Lys han skaffed sit Følge,
Da den fortrinligste Mand blandt Thrakernes Kæmper han fældte,
Akamas, Søn af Eusoros, en høi og drabelig Kriger;
Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine.
Men for den Helt Diomedes’s Haand maatte Axylos bløde,
Teuthras’s Søn, i Arisbe den yndige Stad var hans Hjemstavn,
Rig var Manden paa Gods, og høit var han elsket af Alle,
Tæt ved Veien han boede, og Reisende hused han gjestmild,
Ei dog en Eneste nu treen frem af alle de Mange,
Manden at værne mod grusom Fordærv, men Tydeiden ihjelslog
Baade ham selv og tillige Kalesios, Svenden, som dengang
Kjørte hans Vogn, og ned under Jord sank begge tilhobe.
Helten Euryalos først Opheltios dræbte, saa Dresos,
Foer saa efter Aisepos og Pedasos, hvilke Naiaden
Abarbarea tilforn den bolde Bukolion fødte;
Søn Bukolion var af Laomedon, Drotten den stolte,
Ældst af alle hans Børn, men Moderen bar ham i Dølgsmaal;
Dengang som Hyrde han gik ved Faarene, nød han Naiadens
Elskov og Leie, hun undfik, og Tvillinger bar hun til Verden;
Nu Mekistes’s Søn af Brødrenes straalende Lemmer
Kraften og Livet forjog, og trak deres Rustning af Skulder.
Og den behjertede Helt Polypoites Astyalos dræbte,
Medens den Konning Odysses Pidytes en Mand fra Perkote
Vog med sit kobberne Spær, og Teukros den Helt Aretaon.
Nestors mandhaftige Søn Antilochos styrted Ableros
Ned med sit Spær, og Elatos faldt for den Drot Agamemnon;
Hist i Pedasos’ kneisende Stad ved Satnius’ skjønne
Bredder han havde sit Hjem; den Helt Leitos paa Flugten
Phylakos vog, og Melanthios faldt for Eurypylos’ Landse.
Derpaa den kraftige Helt Menelaos Adrastos tilfange
Levende tog, thi hans Heste blev skye og løb over Sletten,
Hilded’ de blev i en Myrikagreen, og den buede Stridskarms
Stang i Spidsen de knak, saa rendte de begge til Staden
Hjem, hvorhen de andre forvildede Gangere flygted;
Selv blev han kastet af Vognen, og tæt ved Hjulet han næsgruus
Tumlede ned paa sit Ansigt i Støv; da stod ved den Faldne
Atreus’s Søn Menelaos, og løfted sin mægtige Spydstang;
Flux da favned Adrastos hans Knæe, og tryglende bad han:
Fang mig levende, Atreus’s Søn! og annam fuld Løsning!
Hos min bemidlede Fader mangfoldige Skatte der gjemmes,
Guld og Kobber tillige, og Jern heel kunstigen smeddet,
Deraf vil sikkert min Fader umaadelig Løsning dig give!
Naar han erfarer, at end ved Achaiernes Skibe jeg lever.
Saa han taled, og Hjertet i Barm ved sit Ord han bevæged.
Bort nu havde han vist til Achaiernes hurtige Skibe
Ladet sin Svend ham føre, hvis ei Agamemnon var kommen
Løbende did i det samme, og strengt havde dadlet hans Adfærd:
O Menelaos, min Ven! hvi ynkes du saa over disse?
Sandelig ret en deilig Bedrift blev af Troer forøvet
Hjemme hos dig! nei! Ingen af dem undslippe den bratte
Død for vor Haand! selv Fosteret ei, som under sit Hjerte
Moderen bær, selv det ikke flye! nei! Alle tilhobe
Ryddes af Ilios ud, ujordede, glemte for evig!
Saa han mæled, og Broderens Sind han taled tilrette
Ved sit forstandige Raad, da stødte han Helten Adrastos
Fra sig bort med sin Haand, men Folkenes Drot Agamemnon
Jog ham i Lysken sit Spyd, saa han styrted omkuld, og Atreiden
Satte sin Fod paa hans Bryst, og ud han rykked sit Askspær.
Nestor med lydelig Røst til Argeiernes Kæmper nu raabte:
Venner! Danaiske Helte! Krigsgudens behjertede Svende!
Ingen nu nøle mig her af gridsk Begjær efter Bytte,
For til sit Skib at komme belæsset med rigere Valrov!
Nei! nu hugge vi Fienderne ned, saa kan I jo siden
Plyndre de kobberne Vaaben i Mag fra de Faldne paa Sletten.
Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte;
Vist af Achaiernes stridbare Mænd var Troernes Folk nu
Jaget paa Flugt til Ilios hjem, af Feighed betvunget,
Hvis ei Helenos, Priamos’ Søn, den ypperste Spaamand,
Hen til Aineias og Hektor var traadt, og saa havde talet:
Hektor, og du Aineias! thi først og fornemlig paa Eder
Hviler jo Troers og Lykiers Kamp, fordi der er Ingen
Flinke som I til alskens Færd, til Strid som til Raadslag;
Standser dog her, og holder ved Portene Folket tilbage,
Ilende hid og did, før rædde de flye og sig kaste
Brat i Qvindernes Arme til Fryd og Gammen for Fienden.
Men naar I saa har mandet til Daad vore Fylker tilhobe,
Da vil vi Andre forblivende her med Danaerne kæmpe,
Er vi endog i Vaande bestedt, thi Nøden os tvinger.
Hektor! men du til Byen skal gaae, med vor Moder at tale,
Først til Pallas Athenes den Lysblaaøiedes Tempel
Oppe paa Borgen forsamle hun skal de bedagede Fruer,
Og til det hellige Huus oplukke hun Døren med Nøgle;
Ogsaa hun tage det Slør, som af alle, hun eier derhjemme,
Skjønnest hun finder og størst, og som selv fortrinlig hun skatter,
Og paa den haarfagre Pallas’s Knæe nedlægge hun dette.
Love saa skal hun, at tolv uavede fjorgamle Qvier
Offre vi vil til Gudinden i Tempelet, om hun forbarmes
Naadigen over vor Stad, over Troernes Qvinder og Smaabørn,
Og fra det hellige Ilions Stad hun holder Tydeiden,
Hiin ubændige Kæmpe, hiin kraftige Fiendeforfærder,
Som er forvist, tør jeg sige, den stærkeste Mand af Achaia;
Selv for Achilles vi skjalv ikke saa, den vældige Hærdrot,
Hvem en Gudinde til Verden dog bar, som man siger, men denne
Raser ustyrlig, og Ingen i Kraft med ham sig kan maale.
Saa han taled, og Hektor adlød hvad Broderen raaded.
Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han fra Stridskarm,
Hvæssede Spyd han svang, mens hen gjennem Hæren han ilte,
Muntrende Folket til Strid, og vakte det rædsomme Kampgny;
Fylkerne svinged paastand, og bød Achaierne Spidsen,
Strax tilbage Danaerne veeg, og standsed med Blodbad.
Hartad skulde man troet, at en Gud fra den stjernede Himmel
Ned var stegen til Troernes Hjelp, saa fage de svinged.
Høit da hævede Hektor sin Røst, og til Troerne raabte:
Modige Kæmper af Troia og langveishentede Stridsfolk!
Teer Eder nu som Mænd, og tænker paa stormende Angreb,
Medens jeg selv gaaer hjem til Ilions Stad, og formaner
Raadets bedagede Mænd med samt vore Qvinder at bede
Bønlig til samtlige Guder, og love dem Festhekatomber.
Talt, bort ilte paastand den hjelmomstraalede Hektor,
Oppe mod Halsen og nede mod Anklerne slog ham det sorte
Læder, der løb som en Rand omkring det buklede Rundskjold.
Glaukos, Hippolochos’ Søn og Tydeus’s Søn Diomedes
Foer nu midt mellem Hærene frem, kamphidsige begge;
Men da de farende frem under Øine var komne hinanden,
Først til Orde da tog den kraftige Helt Diomedes:
Siig, hvad dødelig Mand est du, behjertede Kæmpe!
Aldrig endnu har før jeg dig seet til hædrende Kampgang
Vove dig ud, men nu langt forud for alle de Andre
Træder du dristelig frem at møde min mægtige Spydstang.
Hver som møder min Kraft er et Barn af stakkels Forældre.
Dog, hvis du est en udødelig Gud, nedstegen fra Himlen,
Da er jeg ikke tilsinds med himmelske Guder at kæmpe;
Nei! thi selv ikke Dryas’s Søn, den stærke Lykurgos,
Levede længe, da Strid han med Himmelens Slægt havde yppet;
Han som fordrev den rasende Guds Dionysos’s Ammer
Hist paa Nyseion, det hellige Bjerg; deres festlige Stave
Slængte de fra sig til Jord, da den drabelig stærke Lykurgos
Slog dem med Oxernes Kjep, og selv i sin Angst Dionysos
Dukked i Bølgerne ned, i sin Favn da Thetis den Bange
Tog, som var slagen af Skræk ved Mandens forfærdende Trudsel.
Vrede da blev paa Lykurgos de let henlevende Guder;
Kronos’s Søn med Blindhed ham slog, og ei blev hans Livstid
Lang, da hadet han var af alle de salige Guder.
Thi er jeg ikke tilsinds med evige Guder at kæmpe,
Men est du dødelig Mand, som æder af Markernes Grøde,
Træd da frem! at Død og Fordærv desfør dig kan times!
Ham Hippolochos’ straalende Søn gjensvared og sagde:
Modige Søn af Tydeus! hvi spørger du mig om min Herkomst?
Ligesom Træernes Blade, saaledes er Menneskens Slægter,
Bladene strøes af Blæsten paa Jord, men naar Skovene grønnes,
Skyde der friske paa Grenene frem ved Vaarens Igjenkomst,
Saaledes Menneskens Slægter, een fødes, en anden forsvinder.
Dog hvis dig lyster om dette Besked, da vil jeg det sige,
At ogsaa du kan kjende min Æt, som er kjendt af saa Mange.
Hist i en Krog af Argos det hestrige ligger Ephyra;
Der havde Sisyphos hjemme, den snedigste Mand af Alle,
Sisyphos, Aiolos’ Søn; han avled en Søn, hedde Glaukos,
Fader blev Glaukos igjen til den herlige Bellerophontes;
Ham gav Guderne Skjønhed og elskelig Manddom tillige,
Men i sit Sind ham Proitos blev gram, og betænkte ham Ufærd,
Ud af Landet han jog ham, thi hans var Magten i Argos,
Under hans Konningestav havde Zeus Argeierne bøiet.
Proitos’s Hustrue Anteia, den deilige Viv, blev af Elskov
Tændt, og blussed af Lyst i Løn at nyde hans Omgang;
Ei dog hun fristed den gjæve, retsindige Bellerophontes.
Qvinden da tyede til Løgn, og talede saa til Kong Proitos:
Døden, o Proitos! du døe, eller dræb flux Bellerophontes,
Han som har frækt din uskyldige Viv anmodet om Elskov!
Saa hun taled, grimslagen han blev, da dette han hørte;
Selv dog skyed han Mordet, han grued derfor i sit Hjerte,
Derfor han bød ham til Lykien gaae med en sørgelig Budstik,
Mangt livtruende Tegn paa en sammenlagt Tavle han risted,
Den skulde Dronningens Fader han flye, for sit Liv at forlise.
Bort til Lykien drog han, betrygget ved Gudernes Leide,
Og da han kom til Lykiens Land og den skyllende Xanthos,
Hædred den Lykiske Konge ham huldt, sin Gjæst han beværted
Ni samfældige Dage, og Høveder ni lod han slagte;
Men paa den tiende Morgen, saasnart der lysned et Dagskær,
Spurgte ham Konningen ud, og begjærede Tegnet at skue,
Som han fra Proitos, hans Maag, til Lykiens Land havde medbragt.
Da nu det rædsomme Tegn fra sin Maag annammet han havde,
Bød han Bellerophon først Utysket Chimaira at dræbe;
Ei var det rundet af Menneskers Æt, fra Guder det stammed,
Løve foroven, i Midten en Geed, og en Slange forneden,
Og i forfærdelig Mængde det Ild udspruded af Gabet;
Dog Utysket han vog i Lid til Gudernes Jertegn.
Dernæst en Kamp han bestod med de vidtberømte Solymer,
Dette han kaldte den haardeste Dyst, han med Mænd havde fristet,
Og for det tredie han slog Amazonernes mandige Krigshær.
Men da han vandrede hjem, havde Kongen paany ham en Snare
Lagt, thi vidt fra Lykiens Land han kaared til Baghold
Dygtige Mænd, ei levende hjem en Eneste kom dog,
Thi den behjertede Helt Bellerophon dræbte dem Alle.
Men da nu Drotten begreb, at den Gjæve var Gudernes Ætling,
Da beholdt han ham hos sig, sin Datter han gav ham til Hustrue,
Og af sin drotlige Hæder og Magt han skjenked ham Hælvten.
Ogsaa ham Lykiens Folk afmaaled en ypperlig Jordlod,
Herlig til Planter og Sæd, som Eiendomsjord at bedrive.
Arvinger tre med sin Viv den bolde Bellerophon avled,
Først Isandros, Hippolochos næst, saa Laodameia.
Zeus den vise Kronion med Laodameia sig maged,
Moder hun blev til Sarpedon, den guddomlignende Krigsmand.
Men da selv hiin var bleven forhadt af samtlige Guder,
Vanked han eenlig omkring med nagende Kummer i Hjertet
Paa den Aleiske Vang, og Menneskens Veie han skyede.
Sønnen Isandros blev slagen ihjel af den mordiske Krigsgud,
Da han var dragen i Kamp mod de vidtberømte Solymer;
Artemis dræbte hans Datter, Gudinden med gyldene Tømmer;
Mig har Hippolochos avlet, og ham jeg nævner som Fader,
Han har til Troia mig sendt, og alvorligen lagt mig paa Hjerte,
Altid at være den Første, udmærket i Heltenes Skare,
Aldrig at vorde til Skam for Fædrenes Slægt, som bestandig
Vare de gjæveste Mænd i Lykiens Land og Ephyra.
Det er den Æt, og det er det Blod, hvoraf jeg mig roser.
Saa han taled, og glad i Hu blev den Helt Diomedes.
Flux i den alternærende Jord han stødte sin Landse
Ned, og med venlige Ord han talte til Folkenes Hyrde:
Saa est du da fra fjernere Old min fædrene Gjæstven.
Hist i sin Borg Kong Oineus den bolde Bellerophon gjæsted,
Og han beholdt ham hos sig, til tyvende Døgn var forløbet.
Ogsaa hinanden de gav en glimrende Gjæsteforæring,
Oineus et Belte foræred sin Gjæst af straalende Purpur,
Og en Pokal af Guld Bellerophon gav ham til Gjengjeld.
Denne tilbage jeg lod i min Borg, da jeg vandred i Leding;
Tydeus min Fader erindrer jeg ei, thi alt han forlod mig,
Da jeg var spæd, den Tid, Achaierne segned ved Thebai.
Saa er da jeg forsand din gjæstende Ven udi Argos,
Min udi Lykien du, hvis engang Eders Land jeg besøger.
Saa vil i Tumlen vi da med Spyd undvige hinanden,
Der er jo Troer og Hjelpere nok for mig at ihjelslaae,
Hvem paa min Fod jeg naaer, og en Gud mig giver ihænde,
Nok af Achaier at dræbe for dig, hvem ellers du magter.
Men lad os Rustninger bytte, at Mændene her kunne vide,
At vi fra Fædrenes Old Gjæstvenner os stoltelig kalde.
Da de nu saa havde talt, nedsprang de Begge fra Stridskarm,
Haanden de rakte hinanden til gjensidig Venskabsforsikkring.
Zeus nu Glaukos Forstanden betog, da Vaaben han bytted
Med Diomedes, en Rustning af Guld for en Rustning af Kobber,
Hundrede Høveders Værd for Værdien af tregange trende.
Men da Hektor nu kom til den Skæiske Port og til Bøgen,
Stimled omkring ham i Flok de Troiske Koner og Piger,
Spørgende snart om Sønner, og snart om Venner og Brødre,
Snart om Mænd, da befoel han dem Alle til Guderne bede
En efter Anden, dog Jammer og Vee var Mange beskikket.
Men da saa kommen han var til Priamos’ deilige Hofgaard,
Som med en straalende Hal var bygt — halvhundrede Kamre
Var der i Konningens Gaard af glindsende Marmor tilhobe,
Byggede tæt ved hverandre; der sov Kong Priamos’ Sønner,
Hver i sit eget Gemak hos sin ægteviede Hustrue;
Men i den modsatte Fløi laae Døttrenes Kamre til Gaarden,
Tolv høiloftede Kamre, af glindsende Marmor tilhobe,
Byggede tæt ved hverandre; der Priamos’ Svigersønner
Sov, Enhver i sit eget Gemak hos sin høviske Hustrue; —
Der imøde ham kom hans mildtgoddædige Moder
Med Laodike ved Haanden, den fagreste blandt hendes Døttre;
Fast hun trykked hans Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
Søn! hvi kommer du hid og forlod den hidsige Kampfærd?
Hardt os trykke da vist de hæslige Mænd af Achaia,
Kæmpende rundt om Staden, og saa har dit Hjerte dig drevet
Hid, for oppe fra Borgen til Zeus dine Hænder at løfte.
Tøv dog lidt, mens et Bæger forfriskende Viin jeg dig henter,
At du til Fader Kronion og alle de salige Guder
Først kan offre, og saa vederqvæge dig selv ved at drikke;
Viin er jo ret en styrkende Drik for en Mand, som er mødig,
Ret som nu du est mødig og træt af at kæmpe for Landsmænd.
Flux gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
Ræk mig ikke den liflige Viin, ærværdige Moder!
Slappe du kunde min Kraft, og mit Mod jeg selv kunde glemme.
Offre den blussende Viin til Zeus med utvættede Hænder
Gruer jeg for, ja selv at bede til Skyernes Mørkner,
Sømmer sig ikke for den, som med Blod og Smuds er besudlet.
Nei! men gak du selv til Hærfangsgudinden Athenes
Tempel med Røgelse hen i Hob med bedagede Fruer.
Ogsaa du tage det Slør, som af alle, du eier derhjemme,
Er baade skjønnest og størst, og som selv fortrinlig du skatter,
Og paa den haarfagre Pallas’s Knæe nedlægge du dette.
Love saa skal du, at tolv uavede fjorgamle Qvier
Offre vi vil til Gudinden i Tempelet, om hun forbarmes
Naadigen over vor Stad, over Troernes Qvinder og Smaabørn,
Og fra det hellige Ilions Stad hun holder Tydeiden,
Hiin ubændige Kæmpe, hiin kraftige Fiendeforfærder.
Derfor du gange nu hen til Hærfangsgudinden Athenes
Tempel, jeg selv til Paris vil gaae, til Kamp ham at hente,
Om han maaskee vil høre mit Ord, o maatte paa Stedet
Jorden ham sluge, thi ham lod Olymperen fødes til Jammer
For den behjertede Priamos selv, for hans Børn og for Folket;
Kunde jeg see ham engang nedstige til Hades’s Bolig,
Lettes da vilde forsand en drøvelig Sorg fra mit Hjerte!
Talt; til Paladset begav hun sig hjem, og paa Ternerne kaldte.
Disse forsamled i Byen paastand de bedagede Qvinder.
Selv gik Hekabe ind i sit virakduftende Kammer,
Der laae prunkende Slør, et Værk af Sidoniske Qvinder,
Dem Alexandros den deilige Helt medbragte fra Sidon,
Da over vildene Hav han seilede hjem paa sin Reise,
Førende Helena med sig, den ædelbyrdige Qvinde.
Et af disse nu Hekabe tog, Athene til Gave,
Deiligst af alle baldyret det var, og tillige det største,
Ret som en Stjerne det funkled, og nederst det laae i Forvaring.
Bort hun ilte, da stimlede did de bedagede Fruer.
Men da saa Qvinderne kom til Pallas’s Tempel paa Borgen,
Aabnede Døren for Toget den blomstrende Qvinde Theano,
Datter af Kisseus, og gift med den Hestebetvinger Antenor,
Thi af det Troiske Folk var hun sat til Athenes Præstinde.
Hænderne løfted de Alle med jamrende Raab til Athene,
Sløret i Haand da tog den blomstrende Qvinde Theano,
Og paa den haarfagre Pallas’s Knæe nedlagde hun dette.
Derpaa hun bønligen bad til den Datter af høien Kronion:
Drotning Athene, vor Stads Beskjermerske, høie Gudinde!
Knæk Diomedes’s vældige Spyd i hans Haand, og lad Helten
Selv ved den Skæiske Port vorde styrtet i Støv paa sit Ansigt,
For at vi strax nu tolv uavede fjorgamle Qvier
Slagte dig kan til Offer i Tempelet, om du forbarmes
Naadigen over vor Stad, over Troernes Qvinder og Smaabørn.
Saa hun bad, men ei hendes Bøn blev hørt af Athene.
Saaledes Qvinderne bad til den Datter af høien Kronion.
Kommen var Hektor imens til den deilige Helt Alexandros’
Skjønne Palads, som han selv havde bygt med de Mestre, som dengang
Bedst forstod deres Kunst rundtom i det frugtbare Troia.
Disse ham bygged et Sovegemak, en Sal og en Forgaard
Oppe paa Borgen ved Siden af Hektors og Priamos’ Vaaning.
Ind treen Hektor, hiin Yndling af Zeus, med Spydet i Haanden,
Elleve Alen i Længden det holdt, og paa Enden af Spæret
Funkled en Od af Malm, og trindt den løb der en Guldring.
Paris i Kamret han traf, med sin deilige Rustning han sysled,
Ivrig han blanked sin Brynie, sit Skjold og Buen den krumme.
Og i Slavindernes Kreds sad Helena, Qvinden af Argos,
Selv anviste hun der sine Terner det herligste Arbeid.
Strax da Hektor ham saae, med haanlige Ord han ham lasted:
Ei er det smukt, min Ven! at du ruger i Sind over Vreden,
Medens i Kamp om vor Stad og den kneisende Muur vore Krigsfolk
Mindskes saa svart, det er jo for dig, at den buldrende Kampfærd
Gløder omkring vor Bye; du selv forvist vilde skjænde,
Saae Du Nogen, som ræd forsaged det grusomme Feltslag.
Op da til Kamp, før vor Stad opbrændes af hærgende Flammer!
Ham gjensvared paastand den deilige Helt Alexandros:
Hektor! da skjellig du lastet mig har, og ei uden Føie,
Vil jeg dig Sandheden sige, men mærk paa mit Ord og hør mig!
Ikke saameget af Nag til Troerne, eller af Vrede,
Sidder i Kamret jeg her, men kun til min Sorg jeg mig hengav.
Dog, min Hustrue har nu med venlige Ord mig formanet,
Og hun har vakt min Lyst til Kamp, og dette tillige
Tykkes mig selv det Bedste, thi Seiren for Mændene skifter.
Tøv da lidt, mens jeg axler min Rustning til Strid, eller ogsaa
Gak foran, saa følger jeg strax, ret snart skal jeg naae dig.
Saa han taled, ei svarte den hjelmomstraalede Hektor.
Helena derpaa med venlige Ord til Hektor sig vendte:
Svoger til mig, jeg Forvorpne, jeg nedrige Ulykkens Redskab!
O at dog alt hiin Dag, saasnart min Moder mig fødte,
Frygtelig Storm havde reist sig, og veiret mig bort i sin Hvirvel
Op paa et Fjeld, eller ud i Havets de brusende Bølger,
Bort havde Bølgen mig skyllet, før slig Ulykke var hændet!
Dog siden Guderne selv har saa denne Jammer bestemt mig.
Gid det da var en bravere Mand, som var vorden min Husbond,
En, som dog ændsede Menneskers Spot, og utallige Haansord.
Dog, denne Mand, ei Kraft i Hjertet han har, og den faaer han
Aldrig, men vistnok engang sin Løn derfor vil han høste.
Dog, træd ind, min Svoger! og sæt paa Stol dig til Hvile!
Du est jo den, hvis Sind især omspændes af Møie,
Baade for mig, jeg Forvorpne, og for Alexandros’s Brøde.
Os beskikkede Zeus en ynkelig Lod, ja med Tiden
Smædende Viser vil synges om os blandt vordende Slægter.
Flux gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
Beed mig ei om at sidde, din venlige Bøn er forgjæves;
Alt mig driver mit Sind til at ile til Troernes Bistand,
Ventelig længes de nu ret svart efter mig, som er borte.
Skynd du nu paa din Mand, gid selv han vilde sig rappe,
At han kan hente mig ind, før ud af Byen jeg vandrer.
Først vil jeg gaae til mit Huus, at see til dem Alle derhjemme,
Baade min elskede Viv, mit uskyldige Barn og mit Huusfolk,
Ikke jeg veed jo, om atter til dem jeg vender tilbage,
Eller om Guderne nu ved Achaiernes Hænder mig fælde.
Talt, bort ilte paastand den hjelmomstraalede Hektor,
Og i en Fart han kom til sin smuktbeliggende Bolig.
Dog ei traf han sin deilige Viv Andromache hjemme,
Hist hun stod med sit Barn og den smuktbeslørede Terne
Oppe paa Ilions Borg, og lydt hun jamred og hulked.
Men da han ei i Vaaningen traf sin herlige Hustrue,
Treen han paa Tærskelen frem, og paa Tjenesteqvinderne raabte:
Hører et Ord, I Terner! og siger mig ganske nøiagtig,
Hvor er min liliearmede Viv hengangen af Huset?
Gik hun til Svigersker hen eller rigtbeslørede Frænker,
Eller til Pallas’s Tempel, hvor Troiske Qvinder i Mængde
Ilede hen at forsone den haarfagre barske Gudinde.
Ham gjensvared paastand den flittige Fadebuursterne:
Hektor! jeg sige dig vil sandfærdig Besked som du bød mig.
Ei hun til Svigersker gik eller rigtbeslørede Frænker,
Eller til Pallas’s Tempel, hvor Troiske Qvinder i Mængde
Ilede hen at forsone den haarfagre barske Gudinde.
Nei! men op til det Iliske Taarn hun gik, da hun hørte,
At vore Folk i Vaande var stedt’ og Achaierne seired.
Nys hun skyndte sig heftig herfra som slagen af Vanvid
Op til Muren, og Ammen er med, at bære den Lille.
Saa hun taled, og ud af sit Huus flux Hektor sig skyndte
Bort ad den Vei, han kom, i de velbebyggede Gader,
Men da han saa paa sin Gang hen gjennem den mægtige Kongstad
Naaede den Skæiske Port, hvor ud han maatte til Sletten,
Kom Andromache just, hans rigtudstyrede Hustrue,
Løbende Helten imøde, den Konning Eetions Datter,
Hist i det Plakiske Thebe ved Fod af det skovrige Plakos
Boede den mandige Drot, og Kilikernes Folk han behersked;
Han havde givet sin Datter den straalende Hektor til Mage.
Der hun mødte ham nu, og en Terne, som med hende fulgte,
Bar hendes Barn ved Brystet, den liden uskyldige Spæde,
Hektors høitelskede Søn, saa smuk som en tindrende Stjerne;
Hektor ham havde Skamandrios kaldt, men Astyanax nævntes
Barnet af Folket, thi Hektor var den, som Staden beskjermed.
Taus stod Faderen der, med et Smiil betragted han Barnet,
Men ved hans Side Andromache stod, og svømmed i Taarer;
Fast hun trykked hans Haand, tog Ordet og talte saalunde:
Elskede Hektor! dit Mod vil dræbe dig! ei du forbarmes
Over din lallende Søn og mig, jeg Stakkel, som snarlig
Vorder din Enke, thi snart vil Achaiernes Sønner dig dræbe,
Stormende mod dig i Flok, og for mig, naar dig jeg berøves,
Var det da bedst, om i Jorden jeg sank, thi ei nogen anden
Trøst der levnes mig da, naar du har hentet dig Døden,
Nei! kun Sorg; min Fader er død og min værdige Moder.
Ak! thi min Fader blev slagen ihjel af Helten Achilles,
Thebe, Kilikernes prægtige Stad med de kneisende Porte,
Lagde han øde, min Fader Eetion tog han af Dage,
Dog han plyndred ham ei, thi han grued derfor i sit Hjerte,
Liget han brændte paa Baal i hele den glimrende Rustning,
Og over Graven han tued en Høi, og Bjergenes Nympher
Aigisbeherskerens Døttre beplantede Graven med Elmer.
Syv sambyrdige Brødre jeg havde mig hist i min Hjemstavn,
Ned til Hades’s Rige paa een Dag maatte de vandre,
Peleus’s Søn fodrappen Achil dem dræbte tilhobe
Mellem de skinnende Faar og dorskfremvraltende Oxer.
Førte som Fange han hid med alt det øvrige Bytte;
Frie han gav hende dog, og annammed umaadelig Løsning,
Men i sin Faders Palads blev hun dræbt af Artemis’ Pile.
Hektor! o du est mig nu baade Fader og elskelig Moder!
Du est mig Broder tillige, og du est mig blomstrende Husbond!
Derfor du nu dig forbarme, bliv her tilbage paa Borgen!
Skil ei dit Barn ved en Fader, gjør ei til Enke din Hustrue!
Stil dine Folk ved Figenen hist, hvor Staden bestiges
Bedst af fjendtlige Mænd, og Muren kan lettest berendes
Alt tre Gange har der de boldeste Helte forsøgt det,
Baade de to Aianter, Idomeneus, Kreternes Konning,
Atreus’s Sønner, og Tydeus’s Søn, Diomedes den stærke,
Enten det saa var dem sagt af en Mand, velkyndig i Sandsagn,
Hvad eller selv deres Sind dem drev og skynded til Daaden.
Flux gjensvared den høie, den hjelmomstraalede Hektor:
Alt hvad du siger, min Viv! til Hjertet mig gaaer, men jeg blues
Svart for Troernes Mænd og langbeslørede Qvinder,
Hvis som en Kryster jeg nu vil bort fra Striden mig snige;
Og ikke heller er Sligt min Lyst, thi jeg lærte bestandig
Kjækt mig at tee og i Kampen at staae blandt de forreste Troer,
Hævdende baade min Faders navnkundige Rye og mit eget.
Ak! thi dette jeg klarligen seer i mit Sind og mit Hjerte,
Komme der skal en Dag, da det hellige Troia skal falde,
Askspærsvingeren Priamos selv, og det Folk, han behersker;
Ikke dog gruer jeg saa for Troernes Jammer i Tiden,
Eller for Hekabe selv, eller Priamos, Drotten i Troia,
Og ikke heller for alle de mange behjertede Brødre,
Som ville segne for fjendtlige Mænd, og kastes i Støvet,
Som jeg bekymres for dig, om en malmbepandsret Achaier
Slæber dig grædende bort, og Frihedens Dag dig berøver,
Om udi Argos du Væven skal slaae for den fremmede Frue,
Og til Messeis maa gaae efter Vand, eller til Hypereia,
Svart forpiint i dit Sind, men af haard Nødvendighed tvungen;
Sige vil da heel Mangen, som seer i Taarer dig svømme:
Der gaaer Hektors Viv, han kæmpede tapprest af alle
Hestebetvingende Troer, dengang de ved Ilios dysted.
Saa vil man sige, og da vil paany oprippes din Smerte,
At du har mistet en Mand, som beskjerme dig kunde mod Trældom.
O at mit Liig dog først maatte dækkes af Muld under Gravhøi,
Førend jeg hører dit Skrig, naar voldelig bort man dig slæber!
Talt, og ud efter Drengen sig rakte den straalende Hektor,
Drengen dog flux med et Skrig til den smuktombeltede Ammes
Barm sig klyngede tæt, forskrækket for Faderens Aasyn,
Bange for Kobberets Glands og den viftende Hestehaarshjelmbusk,
Da han fra Toppen af Hjelmen den saae forfærdelig nikke.
Ømt da smiled hans Fader og værdige Moder tillige,
Men af sit Hoved paastand da tog den straalende Hektor
Hjelmen af glimtende Malm, og ned paa Jord han den satte,
Kyssed sin elskede Søn, og gyngede Glutten paa Armen,
Og i en Bøn til Zeus og samtlige Guder han udbrød:
Zeus! og I øvrige Guder! gid denne min Søn maatte vorde
Saadan en Mand som jeg, høiagtet af Folket i Troia,
Ligesaa dygtig af Kraft, og Ilios vældig beherske!
Gid man engang maa sige: langt større han er end sin Fader,
Kommer fra Leding han hjem, og blodige Vaaben har vundet,
Naar han en Fjende har dræbt, da fryde sig Moderens Hjerte!
Talende saa han lagde sin Søn i den elskede Hustrues
Favn, og op til sin duftende Barm hun trykkede Glutten,
Smilende mildt gjennem Taarer, det saae hendes Husbond med Veemod,
Klappede hende med Haand, tog Ordet og talte saalunde:
Elskede Viv! lad Sorgen ei saa forpine dit Hjerte!
Ingen skal styrte til Hades mig ned mod Skjebnens Beslutning;
Ei noget Menneskens Barn, tør jeg troe, sin Bestemmelse undgik,
Kryster saalidet som Helt, naar han først er kommen til Verden.
Derfor begiv dig nu hjem, og besørg dit Gjerning i Huset,
Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder
Røgte med Flid deres Dont; vi Mænd maae tænke paa Krigen
Alle tilhobe, men jeg især blandt Ilions Sønner.
Knap var Ordene talte, saa greb den straalende Hektor
Hjelmen med Hestehaarssvæv; hjem vandred hans elskede Hustrue;
Hyppig hun vendte sig om, og Taarene rulled saa stride.
Snart derpaa tilbage hun kom til den drabelig Hektors
Skjøntopbyggede Bolig, og der sine talrige Terner
Traf hun i Huus, og Jamren og Hyl blandt dem alle hun vakte;
Hektor, som end var ilive, bejamred de lydt i hans Vaaning,
Ikke de vented, at hjem han igjen skulde komme fra Striden,
Sluppen med Held fra Danaernes Kraft og farlige Hænder.
Dog Alexandros var heller ei seen i Høienloftskammer,
Men da den prunkende Rustning af Malm han havde sig axlet,
Ilte han op gjennem Byen i Lid til de hurtige Fødder.
Som naar en Hingst paa Stald, velfodret med Havre ved Krybben,
River af Grimen sig løs, og med trampende Hov over Sletten
Løber afsted til den rullende Bæk, hvor den jevnlig sig baded;
Vælig den kneiser med Hovedet strunk, og ned over Boven,
Flagrer den fyldige Manke, og kry af umaadelig Friskhed
Farer paa flyvende Fod den til Hestenes vanlige Græsgang,
Saa fra Pergamos ned steg Priamos’ Søn Alexandros,
Klædt i Rustningens Plader, der straalede blanke som Solen,
Freidig i Hu paa flyvende Fod, og snarlig han mødte
Hektor, sin Broder, den herlige Helt, i det samme som denne
Vendte sig om fra det Sted, hvor han nys havde talt med sin Hustrue.
Ham tiltalede først den deilige Helt Alexandros:
Elskede Broder! nu har jeg forvist ved at nøle for længe
Sinket din Iil; thi ei er jeg kommen betids, som du bød mig.
Derpaa til Svar ham gav den hjelmomstraalede Hektor:
Kjære! tilvisse skal ei nogen Mand, naar han billig vil være,
Laste din Færd i Kampen, thi kraftig du est, men forsætlig
Svigter du tit, og paa Lyst det skorter dig; derfor mit Hjerte
Gnaves i Barmen af Sorg, naar om dig jeg haanlige Spidser
Hører af Troernes Mund, som for dig maa døie saa meget.
Dog, lad os gaae! derom vil engang vi tales tilrette,
Skjenker os Zeus med Tiden det Held, i Paladset at stille
Frihedens Kumme paa Disk til Himmelens evige Guder,
Naar vi har jaget af Landet de pladebedækte Danaer.