Enddog at der opregnis udi den anden Part af denne Bog/ fast alle de fornemste Viser/ som ere lagde om vore Danske Konger og Dronninger/ og deris Forvandte/ saa kunde dog icke efterladis/ at sætte her i Begyndelsen denne Digt/ som er saa got som ickun et Register paa alle Danske Kongers Nafne/ som hafve regieret her udi Riget/ fra den første Dan og indtil vor Tjd. Aarsagen dertil er denne/ at disse Viser i denne Bog holdis for Historiske Viser/ og ende og vende meste Parten paa vore Danske Konger/ Ja og nogle af de Ældste ere holdne og regnede for Kæmper/ som de ogsaa udi Sandhed vare mægtige Strids-Høfdinger/ som Krønicken udviser. Hvor om mand skal hafve baade om dennem og de andre Konger videre Beretning. Thi udi disse korte Vers kunde icke meere indtvingis/ end der er befattet. Saa ere og her icke alle vore Danske Konger opregnede/ men de alleeniste/ som det gemeene Tal medfører. Hvor om paa en anden sted grundeligere vil forhandlis.
Alting af Gud/ i Himmel oc Jord/
Regieris alt ved hans kraftige Ord/
Som hand det self monne skabe/
Uden hans Forsyn og Guddoms Magt/
Er intet vor egen Vijsdom og Kraft/
Saa lidet da kand det drabe.
2. Saa er og Øfrigheds høye Stand
Af GUD/ og føris med hans Haand/
Ved hannem opholdis alleene:
Hos hannem er Tid/ hos hannem er Stund/
Det staar til Mennisken ingenlund/
Hvilcken at hin anden skal tiene.
3. Hand sætter i Sædet hvo hannem behager/
Hand sætter og af dem hannem forsager/
Ingen maa der self for raade:
Er hand icke med i Kongernis Færd/
Da er deris Daad en Bønne ey værd/
Det maa de sig forlade.
4. Undertider opdrager hand Førstelig Æt/
Den eene efter anden af Kongelig Slegt/
Tage Spiret hin anden af Hænder:
Undertiden hand styrter og slaar omkuld/
Et Kongeligt Huus for Syndens skyld/
Og det en anden tilvender.
5. Som mand derpaa seer Eventyrs Spil/
Baade her og der hvo agte vil/
Det er hans Drift hin store:
Det vi og mercke i Danmarckis Rige/
Blant vore Konger saa mange tillige/
Dem vi nu drage her fore.
6. Der Syndflod Verden til Straf ofvergik/
Og hver for sig sit Tungemaal fik/
Da monne sig Folcker adsprede:
Sems Afkom tog Asiam ind/
Europa falt Japhet udi Sind/
Africam tog Cham hin lede.
7. Af Japhet er Gomer den Helt saa stærck/
Hans Afkom først besade Danmarck/
Og lode sig Kæmper kalde:
Af Sem er Gether/ af hannem opkomme
Gother og Gythinger bolde og fromme/
Som holdis for Danske Mænd alle.
8. Da de efter første Jødiske Sed/
Hafde lefvet en Tid/ dem kædis der ved/
Deris Oldinge og Dommere at høre:
De vilde da være og Guds Folck lige/
En Konge vilde hafve ofver alt dette Rige/
Som Enevolds skulde dette styre.
I. DAN den første Konning udi Danmarck.
9. Det Aar som David udi Jødeland
Blef fød/ og Saul den høye Mand/
Paa andet Aar monne regere:
Da blef jeg vald saa dapper en Held/
Kong Dan/ at tage denne store Veld/
Danmarckis Krone at bære.
II. HUMBLE.
10. Efter Dan som gaf os Danske Mænd Nafn/
Jeg Humble hans Søn sad Kongelig Stafn/
Med rette lod jeg mig tycke:
Der jeg blef vald stod jeg paa en Steen/
Saa fast skulde være Alting uden meen/
Min Broder forspildte den Lycke.
III. LOTTHER.
11. Ligerviis som jeg til Riget kom/
Saa lefde jeg uden Ræt og Dom/
Og mest de Beste forhadte:
Jeg tog fra dennem baade Fior og Fæ/
Og giorde frj Mand baade Vaande og Væ/
Mit Lif/ der ofver jeg ladte.
IV. SKIOLD.
12. Min Faders Skade den giorde mig viis/
Jeg gaf hver Mand baade Løn og Priis/
Og fordrede Alle til beste:
Jeg var icke end vel femten Aar/
Saa stærck en Biørn jeg bandt og bar/
Der af mit Rygte sig reyste.
V. GRAM GULDKØLF.
13. Jeg fulde min Faders Manddom og Dyd.
Vant Sverrig/ og slog Konning Sigtrud/
Med min Guldkølfve hin røde:
Jeg tog hans Datter Groa til Egte/
Alle Konger og Kæmper mod mig torde fegte/
For min Haand blefve de døde.
VI. SVIBDAGER. VII. GOTTORM.
14. Da jeg ved Lifvet og Riget hafde skild/
Min Stif-Fader Gram den Herre saa mild/
Guttorm er og da dræben:
Hand min Half-Broder og Konning var/
Ofver Danmarck i fulde atten Aar/
Det var hannem saa i Skæben.
VIII. HADDING.
15. Jeg slog min Fader Svibdager ihiel/
Og Asmund hans Søn jeg meente med stiel/
Med hans to Sønner tillige:
Saa drog jeg bort i Østerland/
Og tvingde de Konger under min Haand/
De maatte for Danske Mænd vige.
IX. FRODE I. FREKNE.
16. Curland og Rysland/ Elf og Rhin/
Engeland og Skotland vare alt min/
De maatte til Danmarckis vælde:
Men Regner som jeg i Sverrig indsætte/
Førde sig med mig i Kif og Trætte/
Mit Harnisk i Krigen mig qvælde.
X. HALDAN I. XI. ROE.
17. Haldan min Fader af Ærgierighed/
Slog begge sine Brødre/ efter Cains Sed/
Og blef saa Konning alleene:
Jeg fløtte Hagekiøbing til Isefiords Hafn/
Og gaf af mig Roeskild sit Nafn/
Der flyder min Kilde hin reene.
XII. HELGE.
18. Land Vendens og Saxens Konger baade/
Jeg slog/ og saa i Sverrig Hothbrode/
Som Roe min Broder dræbte:
Jeg dref Blodskam jeg viste icke af/
Den Sorg lagde mig udi min Graf/
Saa dyre jeg den Lyst kiøbte.
XIII. ROLF KRAG.
19. Jeg dref Kong Atislef af Sverrig ud/
Det sved i mangen Svenske Mands Hud/
Alt Landet skulde mig skatte:
Jeg gaf det Hiartvar med Syster min/
Til Lethre hand førde mig Skat udi Skrin/
Saa lidet jeg der af baadte.
XIV. HOTTHER.
20. Da Hiartvar hafde slaget Rolf med Svig/
Danske Mænd kom sammen og kaarede mig/
Til Krig og Orlogs møde:
Kongen af Saxen som heede Gelder/
Jeg slog og Otthin med sin Søn Balder/
Udi Krig mod Boje jeg døde.
XV. RöRICH SLYNGEBAAND.
21. Vender og Tydske og Svenske Mand/
De faldt mig alle tillige fra Haand/
Men Vender maatte mig tiene:
Jeg sætte Haarvendel og Fenge Brødre to/
Ofver Jutland/ men Fenge tog hannem fra/
Baade Lif og Vif hin væne.
XVI. VIGLET.
22. Der Amlet hafde slaget sin Stiffader Fenge/
Hand blef self slagen det var icke længe/
Hos Amletbyl det skeede:
Jeg tog hans Huus-Frue Irmendrude/
Vi lefde tilsammen i Glæde baade/
Til Døden os tog hin vrede.
XVII. VERMUND BLINDE.
23. Kong Atislef i Sverrig med Falsk/
Stod mig efter Riget/ det koste hans Hals/
Det Kette og Vigge monne volde:
Fordi hand slog deris Fader Forvin/
Og ginge for hannem to for en/
Med Lifvet hand Laget betalde.
XVIII. VEFE SPAGE.
24. Ligesom min Fader var aldelis blind/
Saa var jeg stum/ dog køn i Sind/
Jeg loed icke hver det vide:
Førend Kongen af Saxen os Kamp tilslo/
Og jeg da strax gick Eene mod To/
Lagde dem udi Dødsens Qvide.
XIX. DAN II. XX. HUGLET LILLE.
25. Vi begge tilsammen baade Fader og Søn/
Vare store til Nafn og lidet til Røn/
At vi der om ey lyve:
To Svenske Kæmper slog jeg Huglet/
De andere vare Idret ere forgæt/
Ingen Mand derfra vilde skrifve.
XXI. FRODE II. STERKE.
26. Kong Frode i Norge det saare fortrød/
At jeg for hannem ti Kæmper slog død/
Paa Fredsøe en Tid tillige:
Jeg locket hannem af sine egne Fodspor/
Og slog hannem need til sorten Jord/
Hans Gud maatte hannem da svige.
XXII. DAN III.
27. Landi Saxen som hørde Danmark med rette/
Førde sig med mig i Tvist og Trætte/
De vilde mig Skatten ey føre:
Jeg fylde med store Skibe og smaa/
Ald Elfven/ mand kunde der ofver gaa/
De maatte mig tiene og høre.
XXIII. FRIDLEF I. SNARE.
28. Hvirvild af Halland med Kæmper sine/
Vilde og Brahe/ Bugge og Gundholm fine/
Dem monne jeg Seyer af fange:
Saa drog jeg ind til Hiberne Land/
Slog der for Fode baade Qvinde og Mand/
Deris Aande blef dem saa trange.
XXIV. FRODE III. FRED GODE.
29. Min Manddoms Gierning og store Idræt
Er at at sige saa vidt og bredt/
De staa til Mande-Minde:
Men at Guds Søn fødis i min Tjd/
Der alting stod i Fred og Fryd/
Er værd at legge paa Sinde.
XXV. HIARNE SKIALD.
30. Jeg lagde Kong Frode det beste Graffskrift/
Om alle hans Krig og store Bedrifft/
Thi fick jeg Kronen at bære:
Hans Søn Fridlef monne det fortryde/
Paa Hiarnø maatte jeg holde og bide/
Baade Land og Lif Forsvære.
XXVI. FRIDLEF II. RASKE.
31. Kong Amund i Norge lagde jeg i Liig/
Med Tolf sine Kæmper de maatte mig viig/
Foruden hannem Biørn hin vilde:
Jeg tog hans Daatter Frogerte saa skiøn/
Og aflet med hende den Nafnkundige Søn/
Mand kalder Kong Frode Gefmilde.
XXVII. FRODE IV. GEFMILDE.
32. Hanef og Sverting af Saxen Land/
To Konger jeg tvingde dem under min Haand
De maatte mig Skatten gifve:
Sterckodder i min Tjd en Kæmpe gief/
Slog Hame i Kredsen at hand der blef/
Sligt var hans Tids-Fordrifve.
XXVIII. INGILD.
33. Kong Sverting som min Fader opbrænde
Sig self derofver saa skammelig skænde
Hans Daatter tog jeg til egte:
Den gode Sterckodder det saare fortrød/
Thi blef det begge hendis Brødris Død
Vi agte dem icke en Hegte.
XXIX. OLUF I.
34. Der mine tre Brødre hendøde vare/
Jeg eene fick Riget at staa fore.
Og lefde i Fred med Lyste:
Jeg deelte det Kongelige Regiment/
Og mine to Sønner derom foreente/
Førend jeg af Verden henreyste.
XXX. FRODE V. ROTBAGNE.
XXXI. HARALD I.
35. Harald min Broder skulde styre til Vand
Hver andet Aar/ ogsaa til Land/
Som vi om Riget vare lige:
Jeg kædtis der ved og lagde op Svig/
Og hannem med falsk sit Lif fra snig/
Hans Sønner de mig undvigte.
XXXII. HALDAN II. BIERGRAM.
36. Da jeg tre Aar hafde styrt Danmarck/
Mig lyste uden Lands at bruge Hofverck/
Jeg lagde alle Kæmper øde:
Sivard af Sverrig med sin Daatter-Søn/
Amund og Tocke/ Grim og Hartbeen/
Og fleere for min Kølf døde.
XXXIII. HARALD II.
37. Min Broder mig vigte og Riget ofvergaf/
Af saadanne Mag sigis sielden af/
At nogen vil vunden Spil gifve:
Kong Erick af Sverrig i fierde Strjd
Mig slog/ det Haldan saare fortrød/
Hand loed hannem strax aflifve.
XXXIV. UNGVIN.
XXXV. SIVALD. I.
38. Min Fader Kong Ungvin slagen blef/
Udi Kamp og Kreds som hand self skref/
Regnold af Sverrig det giorde:
Otther min Svoger giorde mig Bistand/
Vi toge fra hannem baade Lif og Land/
Sterckodder ey tøfve torde.
XXXVI. SIGER.
39. Hafburd bedrog min Daatter saa ven/
Thi maatte hand klæde Galge og Green/
Hun sig i Bure opbrænde/
Hans Broder Haagen ved Callundborg
Mig slog i Strid/ Vedergiorde sin Sorg/
Loed der med Broderskab kiende.
XXXVII. SIVALD II.
40. Jeg slogis med Haagen min Fader forraade/
Hand flyde af Landet med sin Skibs-Flode/
Paa Valstædet maatte jeg blifve:
Ingen var af Danske Kong Blod igien/
Foruden min Broder Daatter alleen/
Det gaf Aarsag at kifve.
XXXVIII. HALDAN III.
41. Kong Sivalds Broder Datter Syrthe
For min Manddom jeg fick til Egte/
Den Herre af Saxen hende miste:
Der hand med hende sad paa Brudebenck/
Jeg bar for hannem saa besk en Skenck/
Den naade til alle hans Geste.
XXXIX. HARALD III. HYLDTAND.
42. Min Fader mig i ungdoms Aar/
Regieret/ der ofver sit Lif ombaar/
Jeg neppelig self undflyde:
Da jeg hafde vundet saa mangt et Land/
Min Søster Søn Ring giorde mig Modstand/
Jeg blef der vi saa stride.
XLI. OLUF FROCKNE.
43. Kong Haralds Kæmpinde mig Dronning
Danmarck at styre Kong Ring tilsette/
Dog det kort Tjd monne vare:
Oluf Kong Haralds Søster Søn gief/
Blef Konge og stor Tyrannie bedref/
Sterckodder slog hannem derfore.
XLII. OMUND.
44. Kong Ring i Norge jeg dræbte i Krig/
Og tog hans Daatter som hand bad mig/
I sit sidste Testamente:
Siu Vendiske Konger i Sønder Jutland
Jeg slog/ mig sende som føre var vaand/
De Vender deris Skat og Rente.
XLIII. SIVARD I.
45. Jutland og Skaane blefve tagen mig fra/
Baade Skat og Tynge der med lagt paa/
Saa ustadig er den Lycke:
Med Simon som Skaane hafde taget ind/
Jeg slogis/ der blegnet saa mangt et Kind/
Vi huggis der begge i stycke.
XLIV. BUTHLE.
XLV. JARMERICK.
46. Da jeg af Vendiske Fængsel blef løst/
Min Farbroder Buthle hand blef saa tyst/
At hand skulde Kronen afsætte:
Sverrige/ Venden og Sembe jeg vand/
Mig slog fire Brødre af Grecken Land/
At jeg deris Søster loed rette.
XLVI. BRODER. XLVII. SIVALD III.
47. Naar Herrer og Konger i Ørckeløshed
Tycke at ingen Ting komme dem noget ved/
Deris Tjd uden Dyd fordrifve:
Saa stacket og ont Rygte gaar der af/
Naar de ere raadne i deris Graf/
Hvad kand mand om dem skrifve.
XLVIII. SNIE.
48. I min Tid for stor Hungers Tvang/
Blef giort af Danmarck en Udgang/
Ved Ebbe og Aage hin gode:
Udi Lambardi de sætte sig ned/
Og Landet af dem fick Nafn og Sæd/
Som Gambaruck først monne raade.
XLIX. BIØRN. L. HARALD IV.
49. Hvo self intet loflig giør sin Tid/
Eller sig beflitter paa GUD og Dyd/
Og tør de Lærde foragte:
Hand er vist gleppisk og ey klog/
Hans Nafn opskrifvis udi Glembog/
Det skulle I Konger betiacté.
LI. GORM I. GRUMME.
50. Jeg hørde min Tjd om Himmerigis glæde/
Og talis saa meget om Helfved hin hede/
Mig lystet det at forfare:
Jeg drog til Geruth Ugartiloch
Og maatte dog følge den store Flock/
Men Torckil tog Sandhed vare/
LII. GØTRICK.
51. Friser og Tydske/ og Svenske tilmed/
Jeg tvingde til Skat som mig var sæt/
Keyser Karl det ey mon hage:
Jeg drog mod hannem med min Krigshær/
Og agte at giøre de Francker et Blær/
Min Svend tog mig af Dage.
LIII. OLUF III.
LIV. HEMMING.
52. Der Oluf hafde hefnd sin Faders Bane
Og maatte paa sidste for Døden daane/
Hos Lethre loed jeg hannem jorde:
Og tog saa Riget uden ald Modstand/
Med Ludvig Keyser et fast Forbund
Paa Tro og Lofve jeg giorde.
LV. SIVARD II. RING.
53. Min Morfader var Kong Gøtrick milde/
Og Ring mig trænge fra Kronen vilde/
Og Regner min Søn forskiude:
Der falt en Dag Ellef Tusind Mand/
Paa begge Sider med blodige Pand/
Vi hærcken Lifvet kunde nyde.
LVI. REGNER LOTHBROG.
54. Jomfru Thore jeg vant i Sverrig med Liste
Og slog toe Orme/ jeg torde det driste/
Thi maatte jeg Lothbrog hede:
Tre Sønner/ Sivard/ Ratbart og Biørn/
Jeg gaf Tre Konge-Riger til Løn/
At de sig mandelig teede.
LVII. SIVARD III. SNOGØYE.
55. Min Fader blef kast til Orme-Mad/
Af Engelands Kong i Taarnet hand sad/
Og døde der i stoer Pine:
Jeg loed Kong Helge opskære og flaa/
Bestrødde hans Ryg med Salt det graa/
Hand kunde det vel fortiene.
LVIII. ERICK I. BARN.
56. Jeg tog fra Erick det Faderløs Barn/
Den Kongelig Spiir og blef saa kaarn/
Mig self til liden fromme:
Min Broder-Søn Guthorm bød mig Strjd
Jeg fick ey Leyde eller længer Tjd/
Vi begge i Slaget omkomme.
LIX. ERICK II. UMILDE.
57. Det første at jeg fick Kongelig Magt/
Guds Ord at dæmpe jeg hafde i agt/
Hans Tienere skiende og brænde/
Men der jeg Grunden bedre forstod/
Udi Ribe en Kircke jeg bygge loed/
Og mig til GUD omvende.
LX. KNUD I. LILLE.
58. Gud naade det Barn som Fader gaar fra/
Naar hand skulde lide der mest oppaa/
Det jeg maa sørgelig klage:
For mig regeret en Høfding viis/
Thi lagdis mig til saa liden Priis/
Uden Skrift gick jeg af Dage.
LXI. FRODE VII. FROMME.
59. Tvende Lycke er altid bedre end en/
Jeg vand til Kronen alle Lande igien/
For min Tjd vare fra tagne:
Guds hellig Ord jeg stedde frj Rum/
I Riget at prædickis om og om/
Jeg var der med opdragen.
LXII. GORM. II. ENGELLENDER.
LXIII. HARALD V.
60. Det er umueligt fast en Herre/
Tillige mange Riger vel regere/
Thi maatte jeg Engeland miste:
Min Søn Harald var ond og arg/
Thi blefve Skribentere mod hannem karg/
Til Villie hannem intet viste.
LXIV. GORM III. GAMLE.
61. Guds Ord jeg hadte/ thi blef jeg blind/
Udi Øyne/ som jeg var førre i Sind/
Stor Sorrig mit Hierte qvalde:
Min Dronning Thyre som kaldis Danbod/
Ved Jelling mig begrafve loed/
Udi Høyen som jeg befalde.
LXV. HARALD VI. BLAATAND.
62. Paa mig sin Mynt vilde Otthe forny/
Dog hand var Keyser/ hand maatte dog fly/
End blefve vi Venner hulde:
Jeg loed mig døbe med Svend min Søn/
Som mig betalde med Skalckheds Løn/
Til Døden hand mig forfulde.
LXVI. SVEND I. TIUSKEG.
63. For min Ondskab blef Gud mig vred/
Med Fængsel og Udlændighed/
Siu Aar monne hand mig straffe:
Jeg giorde Poenitents og Bisper fire
Befol i Riget at lære og skire/
Alting efter Guds Low skaffe.
LXVII. KNUD II. STORE.
64. Jeg hafde fire Kongeriger under Haand/
Foruden Landt Venden og Liffland/
Som jeg med Vijsdom styrde:
Jeg drog til Valland og til Rom/
Hialp Keyser Hinrich min Svoger from/
Som det sig sømte og burde.
LXVIII. KNUD III. HAARDE.
65. Der Norge var falden mig genisten fra
Jeg fryctet Engeland skulde giøre ogsaa/
Derfore bar jeg stoer Fare:
Jeg deelte med Edvard det til halft/
At Danske Mænd skulde ey miste det alt/
To Aar stod jeg det fore.
LXIX. MAGNUS GODE.
66. Med haard Knud giorde jeg saadan Pact
At den skulle hafve begge Rigers Mact/
Som længst af os kunde lefve.
Jeg fick til Norge og Danmarcks Rige/
Lagde Femten tusind Vender i lige:
Paa Lørskov Marck de blefve.
LXX. SVEND II. ESTERSØN.
67. Udi Roeskilde lod jeg et Mord/
Paa Adelen giøre/ som viit blef spurdt/
Thi satte mig Bispen i Bande:
Jeg giorde Poenitents og blef afløst/
Biscop Vilhelm gaf nest GUd den Trøst/
Hand døde med mig af Vaande.
LXXI. HARALD. VII.
68. To Aar/ det var og nocksom tid/
Jeg stod for Riget uden Gafn og Fljd
Jeg lod hver Mand self raade:
Her Omnis det yndte saa meget vel/
At de maatte lefve uden Ræt og Skæl/
Det gaf dog Riget stor Skade.
LXXII. S. KNUD IV.
69. Juderne med Black mig sloge ihiel/
Min Broder Oluf hialp Forboerne til/
De vilde til Kircken ey tiende:
Den Ræt maa lide mon Almuen hade/
Men GUd vil aldrig sine forlade/
Gaf mig sit Rige uden Ende.
LXXIII. OLUF IV. HUNGER.
70. Til min Broders Død var jeg Aarsage/
Thi lod mig Gud med Danske Mænd plage
Ti Aar vi dyr Tid lidde:
Vi vende os om og Synden fortrøde/
Gud obnet sin Haand gaf Jordens Grøde/
Fra Hungers Nød os fride.
LXXIV. ERICK III. EIEGOD.
71. Fire Brødre efter en Fader bold/
Finge Danmarckis Krone og Spir i Vold/
Jeg var blant dem den sidste:
Jeg lofvet mig til den hellige Graf/
Jeg døde paa Cypren og lagde af/
Til Himmerig der fra reiste.
LXXV. NIELS.
72. Min Søn Magnus forrædeligen slog/
Min Brodersøn Knud af Venden Hertog
Jeg maatte der udi samtycke:
Thi blef hand slagen og self i Krig
Og jeg der efter udi Slesvig/
Os hørde ey bedre Lycke.
LXXVI. ERICK IV. EMUND.
73. Paa Urnehofvet sønder Jutlands Ting/
Som jeg blant Almuen stod i Ring/
Mig slog der Plog hin sorte:
De Ribere Canicker med deris Klercker/
Mig førde der fra til deris Domkircke/
Plog rømte og blef saa borte.
LXXVII. ERICK LAM.
74. Jeg holder mit Nafn for ingen Skam/
At jeg var from/ mand kalder mig Lam/
Fred skal mand dyre kiøbe:
Da jeg for Alderdom gick paa Lud/
Fra Verden mig gaf og indtil GUd/
De andre om Kronen lod løbe.
LXXVIII. SVEND III. ERICKSØN.
LXXIX. KNUD. V. MAGNUSSØN.
75. Det skeer naar to om en Ting kappes/
Det af den tredie ofte hen snappes/
GUd ville de Lodder self deele:
Jeg tredtis med Svend om Danmarcks Krone
I Roeskild By blef hand min Bane/
Hans Anslag maatte dog feile.
LXXX. VALDEMAR. I. STORE.
76. Paa Graathe Heede jeg Svend nedlagde
Og eene tog Riget som Knud nu sagde/
Jeg kiende de Vender at kifve:
Alt hvad paa denne Side Elfven vende/
Keyser og Paven mig skødte i Hende/
Under Danmarcks Krone at blifve.
LXXXI. KNUD. VI.
77. Keyser Frederich lagde sig efter med falsk
Danske Mænd at spænde it Aag om Hals/
Det tog saa usel en Ende:
Jeg fangde Gref Adolf af Holster Land/
Lybeck og Hamborg saa lyckelig vand/
Mig for deris Herre de kiende.
LXXXII. VALDEMAR II. SEYR.
78. Af Seyer fick jeg det rømmelig Nafn/
Danmarckis Rige til Ære og Gafn/
Paa Lycken tør ingen Mand lide:
Gref Henrich af Sverin med Svig/
Paa Litthø førde mig fangen med sig/
Det gick saa mangen til Qvide.
LXXXIII. S. ERICK VI.
79. Min Broder Abel mig hos Slesvig/
Slog Hofvedet fra med Falsk og Svig/
Hand maatte vel Cain hede:
Mit Lægom hand kaste udi Mesund/
Det kunde dog ingenlund slippe til Grund/
U-skyldigheds Tegn GUd teede.
LXXXIII. ABEL.
80. Hvad jeg med Synden min Broder fratog/
Det Gud fra mig med Sorg hendrog/
Jeg nappet der af god rønne:
Jeg regierede Aar icke uden to/
Førre jeg blef slagen ved Milderbro/
Udi Jærsteds Mersk hin grønne.
LXXXV. CHRISTOFFER I.
81. Jeg hafde ey Gunst af Leeg eller Lærd/
Vor HErre var icke med mig udi Færd/
Jeg Erckebispen lod fange:
Der ofver kom Riget i Pavens Forbud/
Saa mig falt fra baade Sind og Mod/
I Ribe jeg døde af bange.
LXXXVI. ERICK VII. GLEPPING.
82. Galind og glepsker er den Mand/
Som GUd fratager sin rette Forstand/
Hannem er da fald i Vaande:
Jeg krenckede Marsk Stigs venne Vif/
Thi lod jeg i Finderup mit Lif/
Mig gick ey bedre i Haande.
LXXXVII. ERICK VIII. MENDVID.
83. Jeg kom for Erckebiscop Jens Grand/
Jeg fangen i Søelvorgs Taarn ned vand/
Under Kirckens Band og Vrede:
Ellers hafde jeg Mands Vid i mit Bryst/
Saa mig af gick alting med Lyst/
Udi Fred saa vel som Feide.
LXXXVII. CHRISTOFFER II.
84. To gange rømte jeg af Danmarck ud/
Og kom igien uden Bref og Bud/
Mig self til Harm og Vaade.
Med tynde Lycke jeg førde Orlog/
Og tabte fast hvad som jeg paaslog/
Som det min Broder mig spaade.
LXXXIX. VALDEMAR. III.
85. Børn ere icke altid Forældre lige.
Men ofte deris Sind og Sæd fra vige.
Som GUd uddeler sin Gafve:
Hvad som min Fader Christopffer hafde brødt/
Det blef af mig altsammen vel bødt/
Og sæt med beste tillafve.
XC. MARGARETA.
86. Tre Kongeriger/ det eene med Gift/
Det andet ved Arf/ det tredie ved Skift/
Ved Krig/ fick jeg at styre:
Min Fange Kong Albret af Sverige blef/
Som mig for Spaat og Haan mest dref/
Hand stoed saa høy Eventyre.
XCI. OLUF V.
XCII. ERICK IX. POMER.
87. Siden Oluff var død Magretis Søn
Hun keiste mig Frende i kuld og køn/
Tre Kongeriger at tage:
Der jeg blef Ueens alt med mit Raad/
Jeg drog til Gudland med Rigens Clenod/
Og kom icke meere tilbage.
XCIII. CHRISTOFFER III. BEIER.
88. Saa vel som Erick Morbroder min/
Var jeg af Danske Konge Blod fijn/
Og sidste den Riget aadté:
Udi Nør Jutland jeg sætte til rette/
De oprørisk Bønder mod mig torde fegte/
Saa lidet de der af baadte.
XCIV. CHRISTIAN I.
89. Der fleere ey var af Kongelig Blod/
Danske Mænd til Riget mig kaare lod/
De Svenske mig og betenckte:
Jeg stiftet Høyskolen i Kiøbenhafn/
Gaf Holsten først Hertugdoms Nafn/
Keyseren mig Dytmersk skenckte.
XCV. HANS.
90. Mand ligner Lycken ved Maanens Skin/
Som falder af og voxer igien/
Som skinnendis Glar monne brøste:
Saa gick det mig/ jeg Sverrige Vand/
Og Dytmersk tabte/ dog tvang paa stand/
De Svenske sig mod mig ryste.
XCVI. CHRISTIAN. II.
91. Salig er den Mand som self er vijs/
Saa den god Raad følger ligervjs/
Usel er hand Konning Glippe:
Jeg falt udi Hoer og Tyrannj/
Dog jeg hafde under mig Riger tre/
Jeg maatte dem rømme og slippe.
XCVII. FREDERIC I.
92. I GUds Fryct var jeg stille og from/
Derfore jeg Spiir og Krone bekom/
Og i god Fred hen døde:
Min Broder Søn drog i Norge Land ind/
Blef fangen hen til Sønderborg send/
Maatte der sin Rede self nyde.
XCVIII. CHRISTIAN. III.
93. Der min Herre Fader afgangen var/
Vi tenckte all Fred med hannem henfoer/
Krig kom i alle disse Lande:
Jeg spegte de Lybske/ og Grefven uddref/
Pafven forsagte/ ved GUds Ord blef/
Hand løste min Siugdoms Baande.
XCIX. FREDERIC II.
94. Den Tid hafver været jeg lefvet paa/
Mand sagde om mig/ jeg var ogsaa/
Den Christen Kong alleene:
Thi maa de andre af Byrd og Blod/
Sig rose af Velde/ men jeg af GUd/
Mig rømmer og hans Ord reene.
C. CHRISTIAN. IV.
95. GUd gifve mig Naade som jeg hannem troer/
At træde i Faders og Farfaders Spor/
Fra onde Raadgifver mig vogte:
Paa GUd og Rætten jeg bygge skal/
Den vogest ey regnis i Kongernis Tal/
Der efter saa vil jeg tragte.
CI. FRIDERIC III.
96. Der Fienden hafde Land og Jord/
Jeg var bestæd i Fare stor/
Lukt inden Stadens Porte/
Min GUd mig hialp til Lykk og gavn/
Dog alt saa nær som Kiøbenhavn
Da siuntes være borte.
97. Den veldige Gud og høyeste HErre/
Danmarckis Riges Formyndere være/
Alle Stater self handhefve;
Vi kunde hans Ord beholde og Fred/
Elske Ræt og god Samdrægtighed/
Med hannem i Evighed lefve.
