Danske Kongers Nafn oc Tal
1
1
1. Alting aff Gud, i Himmel oc Jord,
Regeris alt ved hans krafftige Ord,
Som hand det selff mon skabe:
Uden hans Forsyn oc Guddoms Mact,
Er intet vor egen Visdom oc Krafft,
Saa lidet da kand det drabe.
2. Saa er oc Øffrigheds høye Stand
Aff Gud, oc styres met hans Haand,
Ved hannem opholdes alene:
Hoss hannem er tid hoss hannem er stund,
Det staar til Mennisken ingenlund,
Hvilcken at hin anden skal tiene.
3. Han sætter i Sædet huo hannem behager
Hand sætter oc aff dem hannem forsager,
Ingen maa der selff faar raade:
Er hand icke met i Kongernis Ferd,
Da er deris Dad en Bøne ey verd,
Det maa de sig forlade.
4. Undertiden opdrager hand Førstelig æt,
Den ene effter anden aff Kongelig Slect,
Tage Spiret hin anden aff Hender:
Undertiden hand Styrter oc slar omkuld,
It Kongeligt Huss for Syndens skyld,
Oc det en anden Tilvender.
5. Som mand der paa ser Euentyrs spil,
Baade her oc der huo acte vil,
Det er hans drifft hin Store:
Det wi oc mercke i Danmarcks Rige,
Blant vore Konger saa mange til lige,
Dem wi nu drage her faare,
6. Der Syndflod Verden til straff offuergick,
Oc huer for sig sin Tungemaal fick,
Da monne sig Folcket atsprede:
Enochs Affkom tog Asiam ind,
Europa falt Japhet udi Sind,
Africam tog Cham hin læde.
7. Aff Japhet er Goimer den Hellede sterck,
Hans affkom først besade Dancarck,
Oc lode sig Kemper kalde.
Aff Sem er Getther aff hannem opkomme,
Gother oc Gytthinger bolde oc fromme,
Som holdes for Danske Mend alle.
8. Da de effter første Jødiske Sed,
Haffde leffuet en tid, dem Kædtis der ved,
Deris Oldinge oc Dommere at høre:
De vilde da være oc Guds Folck lige,
En Konge vilde haffuer alt dette Rige,
Som Eneuolds skulde det styre.
I. DAN Første Konning udi Danmarck.
9. Det Aar som Dauid udi Jødeland,
Bleff fød, oc Saul den kloge Mand,
Paa andet Aar monne regere:
Da bleff ieg vaald saa dapper en Held
Kong Dan, at tage denne store Ueld,
Danmarckis Krune at bære.
II. HVMBLE
10. Effter Dan som gaff oss Danske mend naffn,
Ieg Humble hans Søn sad Kongelig staffn,
Met rette loed ieg mig tycke:
Der ieg bleff vaald stoed ieg paa en Ateen,
Saa fast skulde være alting uden meen,
Min Broder forspilte den lycke.
III. LOTTHER.
11. Ligueruiss som ieg til Riget kom,
Saa leffuede ieg den uden Ræt oc Dom,
Oc mest de beste forhadte:
Ieg tog fra dennem baade Fiør oc Fæ,
Oc giorde fri Mend baade Uaande oc væ,
Mit liff der offuer ieg ladte.
IV. SKIOLD.
12. Min Faders skade den giorde mig mviss,
Ieg gaff huer mand baade Løn oc Priss,
Oc fordrede alle til beste:
Ieg vaar icke end vel femtan Aar,
Saa sterck en Biørn ieg band oc baar,
Der af mit Rycte sig reiste.
V. GRAM GVLDKØLE.
13 Jeg fulde min Faders Mandom oc Dyd,
Uand Suerrig oc slog Koning Sigtrud,
Met min Guldkølff hin røde:
Ieg tog hans Daatter Graa til ecte,
Alle Konger oc Kemper mod mig torde fecte,
Faar min Haand bleffue de døde.
VI. SVIPDAGER.
VII. GVTTORM.
14. Da ieg ved Liffuet oc Riget haffde skild,
Min Stiffader Gram den Herre saa mild,
Guttorm er oc da dræben:
Hand min Halffbroder oc Konning vaar,
Offuer Danmarck i fulde attan Aar,
Det vaar hannem saa i Skæben.
VIII. HADDING.
15. Jeg slog min Fader Suibdager ihiel,
Oc Asmund hans Søn ieg mente met skel,
Met hans to Sønner til lige:
Saa drog ieg bort i Østerland,
Oc tuingde de Konger under min Haand,
De maatte for Danske Mend vige.
IX. FRODE I. FREKNE.
16. Kurland oc Ryssland, Elff oc Rhin,
Engeland oc Skotland vaare alt min,
De maatte til Danmarckis velde:
Men Regner som ieg i Suerig indsætte,
Førde sig met mig i Kiff oc Trædte,
Mit Harnsk i Krigen mig quelde.
X. HALDAN. I.
XI. ROE.
17. Haldan min Fader aff æregerighed,
Slog begge sine brødre, effter Kains Sed,
Oc bleff saa Koning alene:
Ieg flytte Høykiøbing til Issefiords Haffn,
Oc gaff aff mig Roskild sit Naffn,
Der flyder min Kilde hin reene.
XII. HELGE.
18. Landt Vendens oc Sassens Konger baade,
Ieg slog, oc saa i Suerig Hothbrode,
Som Roe min Broder dræbte:
Ieg dreff Blodskam ieg viste icke aff,
Den Sorg lagde mig udi min Graff,
Saa dyre ieg den lyst Kiøbte.
XIII. ROLF KRAG.
19. Ieg dreff Kong Atisleff aff Suerig ud,
Det Sue i mangen Suenske Mands Hud,
Alt Landet skulde mig skadte:
Ieg gaff det Hiartuar met Syster min,
Til Lethe hand førde mig Skat udi Skrin,
Saa lidet jeg der aff badte.
XIV. HOTTHER.
20. Da Hiartuar haffde slagen Rolff met suig,
Danske Mend kom sammen oc Kaarede mig,
Til Krig oc Orlogs Møde:
Kongen aff Sassen som hede Gelder
Ieg slog oc Otthin met sin Søn Balder,
Udi Krig mod Boje ieg døde.
XV. RØRICK SLYNGEBAAND.
21. Vender oc Tydske oc Suenske Mand,
De fald mig alle lige fra Haand,
Men Vender maatte mig tiene:
Ieg sætte Haarduendel oc Fenge Brødre to,
Offuer Jutland, men Fenge tog hannem fra,
Baade liff oc Viff hin væne.
XVI. VIGLET.
22. Der Amlet haffde slagen sin stiffader Fenge,
Hand bleff selff slagen det vaar icke lenge,
Hoss Amletzbyl det skede:
Ieg tog hans Husfrue Irmindrude,
Wi leffde tilsammen met Glæde baade,
Til Døden oss tog hin vræde.
XVII. VERMUND BLINDE.
23. Kong Atilseff i Suerig met Falsk,
Stod mig effter Riget, det kaaste hans Halls,
Det Kette oc Vigge monne volde:
Fordi hand slog deris Fader Frouin,
De ginge mod hannem to for en,
Med liffuet hand Laget betalde.
XVIII. VFFE SPAGE.
24. Lige som min Fader vaar aldelis blind,
Saa vaar ieg Stum, dog søn i Sind,
Ieg loed icke huer det vide:
Førend Kongen aff Sassen oss Kamp tilslo,
Oc ieg da strax gick ene mod to,
Lagde dem udi Dødsens quide.
XIX. DAN. II.
XX. HVGLET LILLE.
25. Wi begge tilsammen baade Fader oc Søn,
Vaare store til Naffn oc lidet til røn,
At wi der om ey liue:
To Suenske Kemper slog ieg Huglet,
De andre vore Idret ere forget,
Ingen Mand der fra vilde feriffue.
XXI. FRODE II. STERKE.
26. Kong Frøger i Norge det saare fortrød,
At ieg hannem Ti Kemper slog død,
Paa Frodø en tid til lige:
Ieg locker hannem aff sine egne Fodspor,
Oc slog hannem ned til sorten Jord,
Hans Gud maate hannem da suige.
XXII. DAN III.
27. Landt Sassen som hørde Danmarck met rette,
Førde sig met mig i tuist og Tredte,
De vilde mig Skatten ey føre:
Ieg fyldte met store Skib oc smaa,
All Elffuen, mand kunde der offuergaa,
De maatte mig tiene og høre.
XXIII. FRIDLEIF I. SNARE.
28. Huiruild aff Holland met Kemper sine,
Vilde oc Brahe Bugge oc Gundholm fine,
Dem monne ieg Seyr aff fange:
Saa drog ieg ind til Hibern Land,
Slog der for Fode baade Quinde oc Mand,
Deris Aande bleff dem saa trange.
XXIV. FRODE III. FREDGODE.
29. Min Mandoms Gierning oc store Idret,
Er at sige saa vidt og bredt,
De staa til Mandeminde:
Men at Guds Søn fødis i min tid,
Der alting stod i Fred oc Frod,
Er verd at legge paa Sinde.
XXV. HIARNE SKIALD.
30. Jeg lagde Kong Frede den beste Graffscrifft,
Om alle hans Krig og store Bedrifft,
Thi fick ieg Krunen at bære:
Hans Søn Fridleff monne det fortryde,
Paa Hiarnø maatte jeg holde oc bide,
Baade land oc Liff forsuære.
XXVI. FRIDLEF II. RASKE
30. Kong Amund i Norge lagde ieg i Lig,
Met Tolff sine Kemper de maatte mig vig,
For vden hannem Biørn hin vilde:
Ieg tog hans Daatter Frogerte saa skøn,
Oc afflet met hende den naffnkundig Søn,
Mand kalder Kong Frode Gefmilde.
XXVII. FRODE III. GEFMILDE.
31. Haneff oc Suerting aff Sassen Land,
To Konger, ieg tuingde dem vnder min Haand,
De maatte mig Skatten giffue:
Sterckodder min tid en Kempe gieff,
Slog Hame i Kredsen at hand der bleff,
Sligt vaar hans Tids fordriffue.
XXVIII. INGILD.
33. Kong Suerting som min Fader opbrende,
Sig selff der offuer saa skammelig skende,
Hans Daatter tog jeg til ecte:
Den gode Sterckodder det saare fortrød,
Thi bleff det begge hendis Brødris død,
Wi actet dem icke en Hegte.
XXIX. OLVF I.
34. Der mine Tre Brødre hendøder vaare,
Ieg ene fick Riget at staa faare,
Oc leffde i Fred met lyste:
Ieg deelte det Kongelige Regemente,
Oc mine to Sønner der om forente,
Førre ieg aff Verden henreiste.
XXX. FRODE V. ROTBAGNE.
XXXI. HARALD I.
35. Harald min Broder skulde styre til Uand,
Huer andet Aar oc saa til Land,
Som wi om Riget vaare ligte:
Jeg Kædtis der ved oc lagde op Suig,
Oc hannem met Falsk sit liff fra snig,
Hans Sønner de mig unduigte.
XXXII. HALDAN II. BIERGGRAM.
36. Da ieg Tre Aar haffde styrd Danmarck,
Mig lyste uden Lands at bruge Hoffuerck,
Ieg lagde alle Kemper øde:
Siuard aff Suerig met sin Daatter søn
Amund oc Tocke, Grim oc Hartbeen,
Oc flere for min Kølff døde.
XXXIII. HARALD II.
37. Min Broder mig vigte oc Riget offuergaff,
Aff saadanne mag siges sielden aff,
At nogen vil vunden Spis giffue:
Kong Erik aff Suerig i fierde Strid,
Mig slog, det Haldan saa fortryd,
Han lod hannem strax affliffue.
XXXIV. VNGVIN.
XXXV. SIVALD. I.
38. Min Fader Kong Unguin slagen bleff,
Udi Kamp oc Kreds som han selff screff,
Regnold aff Suerig det giorde:
Otther min Suoger gjorde mig Bistand,
Wi toge fra hannem baade liff oc Land,
Sterckodder ey tøffue torde.
XXXVI. SIGER.
39. Haffburd bedrog min Daatter saa væn,
Thi maatte hand klæde Galge oc Græn,
Hun sig i Bure opbrende:
Hans Broder Hogen ved Kaalundborg,
Mig slog i Strid, veirgiorde sin Sorg,
Loed der met Broderskaff kiende.
XXXVII. SIVALD II.
40. Ieg sloges met Hogen min Fader forraade,
Hand flyde aff Landet met sin Skibs Flaade,
Paa Ualdstædet maatte ieg bliffue:
Ingen vaar aff Danske Kong Blod igien,
For uden min Broder Daatter all en,
Det gaff orsag at Kiffue.
XXXVIII. HALDAN III.
41. Kong Siualds Broderdaatter Syrethe,
For min Mandom ieg fick til ecte,
Den Herre aff Sassen hende miste:
Der hand met hende sad paa Brudebenck,
Ieg bar for hannem saa besk en Skenck,
Den naaede til alle hans Geste.
XXXVIII. HARALD III. HYLDTAND
42. Min Fader for mig i Ungdoms Aar,
Regeret, der offuer sit liff ombar,
Ieg neppelig selff vndflyde:
Da ieg haffde vundet saa mangt it Land,
Min Syster søn Ring giorde mig Modstand,
Ieg bleff der wi saa stride.
XL. HETTHE.
XLI. OLVF II. FROCKNE.
43. Kong Haralds kempinde mig Droning Hetthe,
Danmarck at styre Kong Ring tilsette,
Dog det kaart tid monne vare:
Oluff Kong Haralds Systersøn gieff,
Bleff Konge oc stort Tyranni bedreff,
Sterckodder slog hannem derfaare.
XLII. OMVND.
44. Kong Ring i Norge ieg dræbte i krig,
Oc tog hans Daatter som hand bad mig,
I sin siste Testamente:
Siu Vendiske Konger i Sønder Jutland,
Ieg slog, mig sende som førre vaar vaand,
De Vender deris Skat oc Rente.
XLIII. SIVARD I.
45. Jutland oc Skaane bleffue tagne mig fra,
Baade Skat og Tynge der met lagd paa,
Saa wstadig er den Lycke:
Met Simon som Skaane haffde tagen ind,
Ieg sloges, der blegnet saa mang it kind,
Wi hugges der begge i Stycke.
XLIII. BVTHLE.
XLIV. LARMERICK.
46. Da ieg aff Uendiske Fengsel bleff løst,
Min Farbroder Buthle hand bleff saa tyst,
At hand skulde Krunen affsætte:
Suerige, Uenden oc Sembe ieg vand,
Mig slog fire Brødre aff Greken land,
At ieg deris Syster lod rette.
XLVI. BRODER.
XLVII. SIVALD.
47. Naar herrer oc Konger i Aarckeløsshed,
Tycke at ingen ting komme dem noget ved,
Derris tid vden Dyd fordriffue:
Saa stacket oc ont Rycte gaar der aff,
Naar de ere raadnet i deris Graff,
Huad kand mand om dem scriffue.
XLVIII. SNIE.
48. I min Tid for stor Hungers Tuang,
Bleff giort aff Danmarck en Vdgang,
Ved Ebbe oc Aage hin gode:
Vdi Lombardi de sette sig ned,
Oc Landet aff dem fick Naffn oc Sæd,
Som Gambaruck først monne raade.
XLIX. BIORN
L. HARALD. IIII.
49. Huo selff intet loffligt giør sin tid,
Eller sig befliter paa Gud oc Dyd.
Oc tør de Lærde foracte:
Hand er vist gleppisk oc ey klog,
Hans Naffn opscriffis udi Glembog,
Det skulde i Konger betracte.
LI. GORM I. GRVMME.
50. Ieg hørde min tid om Himmerigs Glæde,
Oc tales saa meget om Helffued hin hede,
Mig lystet det at forfare:
Ieg drog til geruth oc Vgartiloch,
Oc maatte dog følge den store Flock,
Men Torkild tog Sandhed vare.
LII. GØTRICK.
51. Friser og Tydske oc Suenske til met,
Ieg tuingde til Skat som mig vaar iet,
Keyser Karl det ey monne hage:
Ieg drog mod hannem met min Krigs Hær,
Oc agte at giøre de Francker it blær,
Min Suend tog mig aff dage.
LIII. OLVF. III.
LIV. HEMMING.
52. Der Oluff haffde heffnd sin Faders bane,
Oc maatte paa sidste for Døden daane,
Hoss Lethre lod ieg hannem iorde:
Oc tog saa Riget vden all Modstand,
Met Ludvig Keyser it Fast Forbaand,
Paa Tro oc Loffue ieg giorde.
LV. SIVARD II. RING.
53. Min Morfader vaar Kong Gøtrick milde,
Dog Ring mig trenge for Krunen vilde,
Oc Regner min Søn forskuide:
Der falt en dag Elluff tusind mand,
Paa begge sider met blodig Pand,
Wi huercken liffet kunde nyde.
LVI. REGNER LOTHBROG.
54. Jomfru Thore ieg vant i Suerig met liste,
oc slog to Orme ieg torde det driste,
Thi maatte ieg Lothbrog hede:
Tre Sønner Siuard, Ratbart oc Biørn,
Ieg gaff tre Konger Riger til løn,
At de sig mandelige tede.
LVII. SIVARD III. SNOGØIE.
55. Min Fader bleff kast til Orme mad,
Aff Engelands Kong, i Taarnet hand sad,
Oc døde der i stor Pine:
Ieg lod Kong Holge opskære oc flaa,
Bestrødde hans Ryg met Salt det graa,
Hand kunde det vel fortiene.
LVIII. ERICK I. VMILDE.
56. Ieg tog fra Erick det Faderløss Barn,
Den Kongelig Spir oc bleff saa kaarn,
Mig Selff til liden fromme:
Min Brodersøn Guttorm bød mig Strid,
Ieg fick ey Leide eller lenger tid,
Wi begge i Slaget omkomme.
LIX. ERICK II. BARN.
57. Det første at ieg fick Kongelig mact,
Guds Ord at dempe ieg haffde i act,
Hans Tienere skende oc brende:
Men der ieg Grunden bedre forstod,
Udi Ribe en Kircke ieg bygge loed,
Oc mig til Gud ocvende.
LX. KNVD I. LILLE.
58. Gud naaede det Barn som Fader gaar fra,
Naar hand skulde lide der mest op paa,
Der maa ieg sørgelig klage:
For mig regeret en Høffding viss,
Thi lagdis mig til saa liden priss,
Uden Scrifft gick ieg aff dage.
LXI. FRODE VI. FROMME.
59. Tuende lycke er altid bedre end en,
Ieg vand til krunen alle Lande igien,
For min tid vaare fratagne:
Guds hellige Ord ieg stedde fri rum,
I Riget at prædickis om oc om,
Ieg vaar der met opdragne.
LXII. GORM II. ENGELENDER.
LXIII. HARALD V.
60. Det er wmueligt fast en Herre,
Til lige mange Riger vel regere,
Thi maatte ieg Engeland miste:
Min Søn Harald vaar ond oc arg,
Thi bleffue Scribentere mod hannem karg,
Til Vilie hannem intet viste.
LXIV. GORM III. GAMLE.
61. Guds Ord ieg hadte, thi bleff ieg blind,
Udi Øyne, som ieg vaar førre i Sind,
Stor Sorg mit Hierte qualde:
Min Droning Thyre som kaldes Danbod,
Ved Jelling mig begraffue loed,
Udi højen som ieg befalde.
LXV. HARALD VI. BLAATAND.
62. Paa mig sin Mynt vilde Otthe forny,
Dog hand vaar Keyser hand maatte dog fly,
End bleffue wi wenner hulde:
Ieg lod mig døbe met Suend min Søn,
Som mig betalde met Skalckheds løn,
Til Døden han mig forfulde.
LXV. SVEND I. TIVGSKEG.
63. For min Ondskab bleff Gud mig vred,
Met Fengsel oc Vlendighed,
Sin Aar monne hand mig straffe:
Ieg giorde Penitenz, oc Bisper Fire
Befoel i Riget at lære oc skire,
Alting effter Guds low skaffe.
LXVI. KNUD II. STORE.
64. Ieg haffde fire Konge Riger vnder Haand,
For vden Landt Venden oc Liffland,
Som Ieg med Visdom styrde:
Ieg drog til Valland oc til Rom,
Hialp Keyser Hinrich min Suoger from,
Som det sig sømte oc burde.
LXVII. KNVD III. HAARDE.
65. Der Norge vaar falden mig genisten fra,
Ieg fryctet England skulde giøre oc saa,
Der faare bar jeg stor fare:
Jeg deelte met Eduard det til halfft,
At Danske Mend skulde ey miste det alt,
Tu Aar stoed ieg det faare.
LXVIII. MAGNUS GODE.
66. Met haard Knud giorde ieg saadan Pact,
At den skulde haffue begge Rigers mact,
Som lengst aff oss kunde leffue:
Ieg fick til Norge oc Danmarcks Rige,
Lagde Femtan tusind Vender i lige,
Paa Lærskoff Marck de bleffue.
LXIX. SVEND II. ESTRITSØN.
67. Udi Roskilde Kircke loed ieg it Mord
Paa Adelen giøre, som som viit bleff spurd,
Thi satte mig Bispen i Bande:
Ieg giorde Penitentz oc bleff affløst,
Biskop Wilhelm gaff nest Gud den trøst,
Hand døde met mig aff vaande.
LXXI. HARALD VII.
68. To Aar, det vaar oc nocksom tid,
Ieg stod faar Riget vden gaffn oc flid,
Ieg loed huer mand selff raade:
Herr Omnes det yndte saa meget vel,
At de maatte leffue vden Ræt oc skel,
Det gaff dog Riget stor skade.
LXXII. S. KNUD IIII.
69 Juderne met Black mig sloge ihiel,
Min Broder Oluff hialp Fønboerne til,
De vilde til Kircken ey Tiende:
Den Ræt maa lide mon Almuen hade,
Men Gud vil sine aldrig forlade,
Gaff mig sit Rige vden ende.
LXXIII. OLVF IIII. HVNGER.
70. Til min Broders Død vaar ieg orsage,
Thi loed mig Gud met Danske mend plage,
Ti Aar wi Dyrtid lidde:
Wi vende oss om oc Synden fortrøde,
Gud obnet sin Hand gaff Jordsens Grøde,
Fra Hungers nød oss fride.
LXXIV. ERICK III. EIEGOD.
71. Fire Brødre effter en Fader bold,
Finge Danmarckis Krune oc Spir i vold,
Ieg vaar blant dem den sidste:
Ieg loffued mig til den hellige Graff,
Ieg døde paa Cypern oc lagde aff,
Til Himmerig derfra reiste.
LXXV. NIELS.
72. Min Søn Magnus fortrædeligen slog,
Min Brodersøn Knud af Venden Hertog,
Ieg maatte der vdi samtycke:
Thi bleff han slagen oc selff i Krig,
Oc ieg der effter vdi Slessuig,
Oss hørde ey bedre Lycke.
LXXVI. ERICK IIII. EMUNE.
73. Paa Urnehoffuet Sønder Jutlands ting
Som ieg blant Almuen stod i Ring,
Mig slog der Plog hin sorte:
De Ribere canicker met deriis Klercke,
Mig førde der fra til deris Domkircke,
Plog rømte oc bleff saa borte.
LXXVII. ERICK V. LAM.
74. Ieg holder mit Naffn for ingen skam,
At ieg vaar from mand kaldte mig Lam
Fred skal mand dyre kiøbe:
Da ieg for Alderdom gick paa lud,
Fra Verden mig gaff oc ind til Gud,
De andre om Krunen loed løbe.
LXXVIII. SVEND III. ERIKSØN.
LXXIX. KNUD V. MAGNVSSØN.
75. Det skeer naar to om en ting kappes,
Det aff den tredje offte hensnappes,
Gud vil de Lødder selff deele:
Ieg trædtes met Suend om Danmarcks krune,
I Roskilde By bleff hand min Baane,
Hans Anslag maatte dog feile.
LXXX. VALDEMAR I. STORE.
76. Paa Graathe Hede ieg Suend nedlagde,
Oc ene tog Riget som Knud nu sagde,
Ieg kende de Vender at kiffue:
Alt huad paa denne side Elffuen vende,
Keyser oc Paffuen mig stødte i Hende,
Under Danmarcks Krune at bliffue.
LXXXI. KNUD VI.
77. Keyser Frederick lagde sig effter met Falsk,
Dansk Mend at spende it Aag om Halss,
Det tog saa wsel en ende:
Ieg fangde Greff Adolff af Holster Land,
Lybeck oc Hamborg saa lyckelig vand,
Mig for deris Herre de kiende.
LXXXII. VALDEMAR II. SEYR.
78. Aff Seyr fick jeg det rømmelige Naffn,
Danmarckis Rige til ære oc gaffn,
Paa lycken tør ingen mand lide:
Greff Hinrick aff Suerin met suig,
Paa Lithø førde mig fange met sig,
Det gick saa mangen til quide.
LXXXIII. S. ERICK VI.
79. Min Broder Abel mig hoss Slessuig,
Slog Hoffuedet fra met falsk oc suig,
Hand maatte vel Cain hede:
Mit Legem han kaste vdi Møsund,
Det kunde dog ingenlund siuncke til grund,
Wskyldigheds Tegn Gud tede.
LXXXIV. ABEL.
80. Huad ieg met Synden min Broder fra tog,
Det Gud fra mig met sorg hen drog,
Ieg nappet der aff god røne:
Ieg regerede Aar icke uden to,
Førre ieg bleff slagen ved Milderbro,
Udi Idersteds Mersk hin grøne.
LXXXV. CHRISTOFER I.
81. Ieg haffde ey gunst aff Læg eller Lærd,
Vor HERre vaar icke met mig i ferd,
Ieg Erckebispen loed fange:
Der offuer kom Riget i Paffuens forbud,
Saa mig falt fra baade Sind oc Mod,
I Ribe jeg døde af bange.
LXXXVI. ERICK VII. GLEPPING.
82. Galind oc Glepsker er den Mand,
Som Gud fratager sin rette Forstand,
Hannem er da fald i vaande:
Ieg Krenckede Marsk Stigs væne Viff,
Thi loed ieg i Finderup mit Liff,
Mig gick ey bedre i Haande.
LXXXVII. ERICK VIII. MENDVID.
83. Ieg kom faar Erckebiskop Jens Grand.
Ieg fangen i Søborgs Taarn ned vand,
Under Kirckens Band oc Vræde:
Ellers haffde ieg Mands Vid i mit Bryst,
Saa mig affgick alting met lyst,
Udi Fred saa vel som Feide.
LXXXVIII. CHRISTOFER II.
84. To gange rømte jeg aff Danmarck vd,
Oc kom igien vden breff oc bud,
Mig selff til harm oc vaade:
Met tynde Lycke ieg førde Orlog,
Oc tabte fast huad ieg paaslog,
Som det min Broder mig spaade.
LXXXIX. VALDEMAR III.
85. Børn ere icke altid Forældre lige,
Men offte deris Sind oc Sed fra vige,
Som Gud vddeeler siin Gaffue:
Huad som min Fader Christofer haffde brødt,
Det bleff aff mig alt sammen vel bødt,
Oc sæt met beste laffue.
XC. MARGARETA.
86. Tre Konge Riger, det ene met gifft,
Det andet ved Arff, det tredje til skifft
Ved Krig, fick ieg at styre:
Min Fange Kong Albret aff Suerige bleff,
Som mig for Spot oc Haan mest dreff,
Hand stoed saa høy Euentyre.
XCI. OLVF V.
XCII. ERICK IX. POMER.
87. Siden Oluff vaar død Margretis Søn,
Hun keiste mig Frende i kuld oc køn,
Tre Konge Riger at tage:
Der ieg bleff wens met mit Raad,
Ieg drog til Gudland met Rigens Clenod,
Oc kom icke mere tilbage.
XCIII. CHRISTOFER III. BEIER.
88. Saa vel som Erick Morbroder min,
Vaar ieg aff Danske Konge Blod fin,
Oc siste den Riget aadte:
Vdi Nør Judland ieg sette til rette,
De Oprørisk Bønder mod mig torde fecte,
Saa lidet de der aff badte.
XCIV. CHRISTIAN I.
89. Der flere ey vaare aff Kongelig Blod,
Danske Mend til Riget mig kaare loed,
De Suenske mig oc betenckte:
Ieg stiftet Høyscholen i Kiøbenhaffn,
Gaff Holsten først Hertugdoms Naffn,
Keyseren mig Dytmersk skenckte.
XCV. HANS.
90. Mand ligner Lycken ved Maanens skin,
Som falder aff oc voxer igien,
Som skinnendis Glar monne bryste:
Saa gick det mig, ieg Suerige vand,
Oc Dytmersk tabte, dog tuang paa stand,
De Suenske sig mod mig ryste.
XCVI. CHRISTIAN II.
91. Salig er den Mand som selff er viss,
Saa den god Raad følger ligeruiss,
Usel er hand Koning Glippe:
Ieg falt vdi Hoer oc Tyranni,
Dog ieg haffde vnder mig Riger try,
Ieg maatte dem rømme oc slippe.
XCVI. FREDERICK I.
92. I Guds Fryct vaar ieg stille oc from,
Derfaare ieg Spir oc Krune bekom,
Oc i god Fred hendøde:
Min Brodersøn drog i Norge Land ind,
Bleff fangen hen til Sønderborg send,
Maatte der sin Ræde selff nyde.
XCIII. CHRISTIAN III.
93. Der min Herre Fader affgangen vaar,
Wi tenckte all Fred met hannem henfoer,
Krig kom i alle disse Lande:
Ieg spegtem de Lybske, oc Greffuen vddreff,
Paffuen forsagte, ved Guds Ord bleff,
Hand løste min Siugdoms baande.
XCIX. FREDERICH II.
94. Den tid haffuer været ieg leffuede paa,
Mand sagde om mig, ieg vaar oc saa,
Den Christen Kong alene:
Thi maa de andre aff Byrd oc Blod,
Sig rose aff Velde, men ieg aff Gud
Mig rømmer, oc hans Ord reene.
C. CHRISTIAN IIII.
95. Gud giffue mig Naade som ieg hannem troer,
At træde i Faders oc Farfaders Spor,
Fra onde Raadgiffuer mig vocte:
Paa Gud oc Rætten ieg bygge skal,
Den vogest ey regnes i Kongernis Tal,
Der effter saa vil ieg trackte.
96. DER veldige Gud oc høyeste HERRE,
Danmarckis Riges Formyndere være,
Alle Statter selff handheffue:
Wi kunde hans Ord beholde oc Fred,
Elskte Ræt oc god Samdrecktighed,
Met hannem i Euighed leffue.