Drage vi vil paa Erobringstog
i Verdens Riger saa vide.
Stoffet — det træge, gjenstridige Drog,
skal mærke vor Øxe bide.
Hugge vi vil af den raa Natur
en levende Billedgruppe;
vi skaaner ej fastgroede Sten i Ur,
ej ældgamle, knortede Stubbe.
De skal springe for Bladets klingende Slag,
Splinter i Luften skal ryge
og spredes bredt med raslende Brag
som Hagl i en stormpisket Byge.
Menneskeskikkelser sande
skulle af Stoffet gro ud:
snart skjønne, med tindrende Pande
og Blik som en Lysets Gud;
snart grævlingeagtige Knorte,
skruttede, krumme i Taillen,
med Blik, hvoraf Sjælen er borte,
Reversen af Mønstermedaillen;
snart Typer, borgerlig-vigtige,
der sværmer for juste-milieu
som for det ene rigtige,
der, skjønt de just ikke har „queue”,
og straaler i Uniformen
med Kraves og Opslags Guldbroderi;
beviser, at Abenormen
er den, som darwinsk de bunder i.
Vi gaa paa Erobring at nyt Terræn,
som tvinges skal under Aandens T ugt,
der ligger saa meget, som aldrig er brugt
— Heden skal gjøres til Eng.
Der gives saa mange usle Rønner,
hvor Solen knap kommer ind,
hvor Kvinden græder, hvor Smaabørn stønner,
hvor Manden, forbitret i Sind,
tømmer sin Brændevinsbimpel
og prygler Kone og Unger,
hvor Talen er sjofel og simpel,
hvor Eder og Skjældsord runger,
hvor gusten er hver en Kind.
Vi lede Lyset derind. Aabenbare
vi vil, hvad vi alle mod Smaafolk forbrød,
vi vil vække Rædsel, vil Tankerne klare,
vil gjøre Følelsen svulmende blød.
Vort Billed Harm og Medynk skal vække
over de Tusendes Nød,
vi river en Rift i Løgnagtigheds Dække,
vi spørge de glades, de nydendes Række:
„Kan nogen af eder forsvare,
at Sult volder Menneskers Død?
Saa husker vi paa, hvor høj, hvor rank,
vor Slægt kan voxe sig frem,
med Ryg som Søjleskaftet saa slank,
med Fylde, med Skjønhed i hvert et Lem,
med Rhythmen i Haandbevægelsens Bue,
med pragtfulde Linjer i Benets Form,
med Øjne, der højt af Begejstring lue
— ak hele den dejlige Menneskenorm,
af Fortidens Kunstnere skabt,
som stirrende vi beskue
i frygtsom Andagt fortabt,
fordi den os myndig bebuder,
at Mennesker kan blive Guder.
Fjærnt er Maalet, hvortil vi skal op.
Snusfornuft vil ej taale
utopiske Drømme; den banker en Prop
i Aaren for Kildens fremfusende Straale.
Hver „Bildungs-Filister”, hver Middelmaals Tolk,
bestandig borgerlig sikre Folk,
brug alt, hvad der hemmer og stopper:
Sbirrer, Censur, og Diger og Propper,
Love, der gjemmer en tveegget Dolk
under de blideste Former!
Den ler ad eder, den Dommens Dag,
da vildt det suser og stormer,
da Højvandet bryder hvert kunstigt Hegn
og knuser hele den trygge Egn
i Stormflodens Kæmpetag.
Brave Folk — vil I dæmme Floden,
agt nøje paa Tidernes Tegn!
Øxen ligger ved Egeroden,
og, hvis I’vil døve dens Eg, den bidende,
agt, paa de fattige, lyt til de lidende,
husk paa, at hver Sjæl dog trænger
til frit sig at folde i Solen ud,
at, stængt i Mørket, til sidst den sprænger
Trældommens Bur i fortvivlet Brud!
Saa spræng det fordømte Fraseaag,
lad ej jer af Dogmer omspænde,
støt os paa vort Erobringstog
for Stof til Kunsten at vinde!
Agt paa, hvad vi drager frem, bliv klog
og forstaa: naar det grimme vi male
og lader Sjovere tale,
saa vil vi ved Latter, Rædsel og Gys
vække jer Godtfolk op
ved Pegen paa Stakler, som uden Lys
og uden Skjønhed i Sjæl og Krop
henslide Livet som Trælle.
Og Trældommen — den vil vi fælde.
Forstaar I saa, I skal være med
til at løfte de Stakler fra Stavnsbaandets Sted,
hvor rundt de i Lænken sig drejer?
ja løfte dem op til Zoner, hvor Klang
og Farver mætter den sugende Trang,
hvor Luften er fyldt af jublende Sang
om Aandens Kamp og dens Sejer.
Saa følg os paa vort Erobringstog
i Verdens Riger saa vide!
Stoffet — det træge, gjenstridige Drog
skal mærke vor Øxe bide.
Alt Sejerens Fane vajer!