I.
Saa fin, saa lille, saa barnebly
hun ind i Huset kom,
og Øjnene rundt blandt de mange Gjæste
gik store og spørgende om.
Thi Huset rummed
et broget Kor,
og Talen summed
i mange Ord.
Fra Stue til Stue,
fra Ring til Ring,
den unge Frue
gik tavs omkring.
Endnu sad Duppen paa Klingens Spids,
en Kamp markeredes blot;
Paraden toges med Smil om Munden,
det hele gik tyst og godt.
Hvis Nogen langed
et dristigt Stød,
blev kjønt det fanget’
af Puden blød.
Fra Stue til Stue
med agtsomt Blik
den unge Frue
lyttende gik.
II.
Medens Kjærligheden redte
hendes Sind saa blødt et Leje,
medens Barneøjne spredte
Straaleblink paa hendes Veje,
sad vor lille
Frue stille,
vejed Bøger, prøved Tanker.
Og hun voxed op og tænkte
„Sit” ved meget, der bar „Stemplet”,
hendes sunde Klarhed sprængte
Draperiet foran Templet:
„Hvilke tomme
Helligdomme —
tonedøve, billedløse!”
Hør, hvor Stridens Hane galer
bag vor Aandsarenas Gitter!
Vi blev kaldte Kannibaler,
mildest: raa Landsknægt-Banditer,
„Smaabørn aad vi,
Skamløst, kaad, vi
vælted gamle Folk i Grøften.”
Men vor kloge lille Frue
ej sit Hjærte fra os vendte;
Smil som før i hendes Stue
hendes Øjne til os sendte.
— Kan vel hændes,
at det kjendes
i vor Færd fra hine Dage.
Men, da Havets Storme tuded,
nogle klogt slog Vand i Blodet,
andre lidt med Nakken luded;
der var Bølgedal i Modet.
De, som ikke,
vilde stikke
Klingen ind, fik Ros af Fruen.
Hun os skaffed og Glæde,
medens Stormen buldred ude,
Glasset flød med prægtig Væde,
Latter slog mod Salens Rude.
Nytaarsnyet,
der var gryet,
hilste vi med Haabets Sange.
III.
Bekjendelsens Mod hun ejer,
Trofasthed taler fra Øjet.
Aldrig for gamle Venner
sky til Side hun bøjed.
Dæmpet og blød hendes Stemme
klinger saa sandhedslødig
— Til Hende vilde jeg komme,
naar ret jeg Trøst havde nødig.
Enhver, som stræber ad Aandens
Baner mod Maalene høje,
vogter den lille Frue
paa med rugende Øje.
Derfor skal alle, som fik til
Arvelod Sangens Gave,
plante sin Sangblomst i Bedet
i hendes Mindehave.