C. Berg
Ved hans Sølvbryllup 22. Maj 1886
Ved hans Sølvbryllup 22. Maj 1886
I.
Bredt skaaren med mægtigt Vejr i Lungen,
med Hjærtet paa Tungen
opfyldt af Tro paa sin Sag,
drog han paa Arbejd. Han sled, han slæbte,
ej Tvivlen dræbte
hans brændende Tro en eneste Dag.
Paa tæt fyldt Festplads, i Mylr og Vrimmel,
under vindaaben Himmel
runged hans Stemme mod Sky.
Brillerne gnistred i Sommersolen;
fra Talerstolen
i Syner han skued Frihedens Gry.
Han mente: Snarlig maatte det dages;
da skulde der flages;
Dans skulde gaa over Vang.
Sindet var lyst; højt blussede Haabet,
naar Hurraraabet
fra Masserne drønende mod ham klang.
II.
Tiderne blev strænge:
Aldrig ventede Horder
samled sig imod hans
Ungdomstids Drømme.
... Maaske det varer længe,
før Folket selv faar styre
Baaden ad Landets
rindende Strømme.
Mulig han som Moses
Telt maa opslaa paa Bjærget,
skue tavs ud over
Længselens Lande.
Da skal hans Arbejd roses
af nyvoxne Slægter,
Stunden, da Solglans
leger paa Vande.
Haabet ingen skæmmer ...
Mulig vil det ham lindes
Landet at betræde —
Gid han da maa skue
Flammerne staa af Emmer,
lyse som gyddne Pile
under en skyfri,
sommerklar Bue.
III.
Et Sted jeg véd, hvor han bliver fri,
hvordan end hans Lod sig vil føje:
Det er i hans Hjem, hvor han møder Straaler
af Kjærlighed fra hvert Øje.
Det Hjem, som bevared fra Bondetiden
Gjæstfriheds hellige Tradition,
hvor ingen er stor, hvor ingen er liden,
hvor lystig Skjæmt og hvor Alvorsord
sig samler i Klang, sig føjer til Sang
fredelig og unison.
Ja, dér kan han hvile, og dér kan han læges
for Saar, han i Striden fik,
og dér kan hans Sind hver Stund vederkvæges
af Børnenes Blik.
Jeg véd, han gaar med i de Smaabørns Leg
under graanende Haar i sin kjære Bo,
hvor han ejer en Kvinde, beundrende tro,
som har fulgt ham paa hver hans Vej.