En Strøm mig driver tilbage
til svundne Dage,
jeg hviler mig ud fra Kampen,
hvortil jeg saa nødig gik ud,
da under Højtryk af Dampen
jeg maatte slide og slaas
og tvinge mig op til en Trods,
der egentlig var mig saa fremmed.
Til Ungdomshjemmet, til Ungdomshjemmet
tilbage jeg stunder,
til Tiden, som slog saa mange Vunder,
men lægte dem hurtig og let;
til Sus og Dus iblandt Venner,
til dristigt Spring fra det vippende Bræt,
til — hvad der saa ofte hænder,
naar kaadt man Legen spænder —
til jævnlig hovedkulds Dumpen
fra Ætheren ned i Sumpen!
Bag efter var jeg noget løj i Sindet.
Forrest for Mindet
den lune Dagligstue frem sig stiller
med Kobberstik paa Vægge og paa Piller,
lidt klosterlig i Stemning,
med tvende stille Kvinder;
en tredje sad urolig;
ud over Broderiet brune Øjne spiller.
Helst satte de en Dæmning,
for hvad hinsides Dobbeltruden skingred;
men det var gode Nonner!
de blussed op, saa snart Klaveret klingred.
Saa tit den tredje kasted
sit Arbejd hen ad Bordet
og hen til Flyglet hasted.
Nu fik Klaveret Ordet:
Chopin og Schumann sang,
og i mit Indre klang
Zigeunerhovmod, Oprør mod det pæne.
Tonernes Fontæne
sprudler i tætte Straâler
og højt i Lyset tindre.
Da skriger det i mit Indre:
Nu gjør jeg Oprør — Borgerfrøkner væne!
Jeg er Student —
Jer dumme Overlegenhed jeg ikke taaler!
Jeg sætter Jer paa Prent
i Digte, i Komedier og Romaner.
Jeg struttede af store Fremtidsplaner!
Og over Gaarden til mit lille Hul
jeg løb med Hjærtets Bovnen;
en vældig Ild af Kul
rødgløded Kakkelovnen.
Rundt i min Hjærne drev
de brune Øjne, det kjække Spil;
og i Nattestunder belejlige
en Masse Vers jeg skrev.
De var særdeles dejlige,
forinden de blev til.
Hun, som spilled for mig,
spilled alt til Live
i min dvaske Hjærne;
hun, som spilled op til
Liv det døde Hus;
hun, hvis Lunes Gnister
tændte en Raketild
i den dunkle Stue,
som i Klosterstemning
drømte længselsfuldt
higende mod Livet —
ligger nu og vaander
sig i evig Smerte
under haabløs Sot.
Sjælden saâ jeg hende
i de sidste Aar,
og de sjældne Gange
blussed Sanglyst op.
Skal jeg miste hende,
tror jeg, dør min Sangs
sidste bløde Toner