Dulce et decorum est pro patria mori.
Hans venstre Arm var knust,
hans Underliv var flænget,
hans Pande var ramt
af Spidsgranatens Splint.
— Før var han flink til Høst
paa Marken og paa Vænget.
Saa haardt hang han i,
at de kaldte ham „Niels Flint”.
Han hed ellers Niels Nielsen,
var Bolsmands-Søn, og Livet
laa pænt lavet til,
alt saâ lovende ud.
Degnen, hans Lærer,
med Anstand havde givet
sit Ja, da Niels begjæred
han Datter til Brud.
Niels og Sofie var,
imens de gik i Skolen,
skrappest til at læse
i hele Randløv Sogn.
Degnen sig løfted
op fra Kathederstolen,
naar Bibelsprog de ramsed
med Fart som „Grevens Vogn”.
Niels kom med ved Dybbøl,
laa nu paa Lazarethet;
Saarfebren havde slidt
i alle hans Ledemod.
Og Nattefantasier
hans Barndoms Minder fletted
i Haardknuders Virvar,
som ej sig løse lod.
Saa slaar han Øjet op;
han hører en Stemme
— ja nu blev der Orden
i Tingene igjen.
Han hvisked: „Nu er jeg
i Randløv der hjemme ...
for ... det er jo Sofie ...”
... „Ja, det er det, min Ven.”
... „Vi sidder jo i Skolen” ...
— Han hørte Bibelsprogene,
hun læste dem tungt
og vinked til ham: „Tys!”
Han saâ, hvor andægtig
hun sænked Øjenlaagene,
og mumled: „Gi’r den gamle
os begge Ug Kryds?”
Hun læste og læste —
hans Tanke fanged næppe
de Bibelsprogs Mening;
en summende Musik
lød fort for hans Øren,
og langs det uldne Tæppe
de hvidgule Fingre
i Dødsfamlen gik.
Hun læste og læste,
mens Graaden hun kvalte,
i enstonig Rhythme
uden Kraft og Metal.
Ligstivt stod hendes Træk —
En fremmed Stemme talte
— saa syntes hun — Den lød
som et døsigt Regndryps Fald.
Dag efter Dag hun kom,
læste uden at standse;
han forstod ej et Ord,
men Stemmens kjendte Klang
formed Billeder i ham
og fik dem til at danse
som Taager over Engbund
i blød og lydløs Gang.
Sofie rejste hjem,
da Niels Nielsen, Soldaten,
i Døden havde klemt
hendes lille, klamme Haand.
— Den Idyl, de havde digtet,
satte Preussergranaten
om i en anden Digtart
i hel forskjellig Aand:
Aanden fra Tider,
da Morderen blev skattet,
da Tyveri af Land
gav en Fyrste Hædrens Krans
— Lille Sofie —
p har du nogen Sinde fattet,
at din Kjæreste var lykkelig
og døde med Glans?
Med en Sten paa Fællesgraven
blev han lønnet i Døden,
og, havde han levet,
maaske en Attest
havde givet Invaliden
Ret til at bjærge Føden
ved Lirespil i Gaardene,
alt som han kunde bedst.