Uh — hvor dovent glor dog Lygterne
bag ved den aandløse Række af Træer!
Ned gjennem Grene, som dupper af Regnen,
gaber de ned i hver blinkende Vandpyt.
Hæslig hvinende lyder Signalet
presset af Dampen. Efteraarsmorgnen
blytung og graa sig breder og fylder
det hele Rum som en formløs Jætte.
... Hvad iler Mylren i Møde, som skynder sig
indpakket, tavs til de dunkle Kupéer?
Er det mod Riger af ukjendte Smerter?
Er det mod fjærne Forhaabningers Pinsler?
Du rækker adspredt Billetten, du kjære,
til Konduktørens klangløse Saxeklip.
... Minder og Glæder fra svundne Dage
rækker du ogsaa Tiden til Klipning.
Frem og tilbage, langs med det sorte
Tog Konduktører, kappeomhyllede,
gaar med de matte, døsende Lygter
og Stave i Haand. Med dem de banke
haardt imod Jærnkjæder. Dumpt det gungrer.
Ekko af Livslede vækker det hule
tonløse Drøn saa dybt i mit Sind,
og Krampen piner hver eneste Nerve.
Den Smækken med Døre, som lukkes, synes mig
lutter Forhaanelser mod mig. Signalet
fløjter den sidste Haan mig i Øret.
Stordraabet klasker Regnen mod Ruderne.
Dybt fra Metalbringen Utysket pruster,
stønner og dirrer, spiler de store
Ildøjne op og slynger i Mørket
ud sin Rummet trodsende Hylen.
Se, hvor det farer, det Udyr! Det bærer
paa hæslige Vinger mit kjæreste med sig!
Det blege, beslørede Hoved, som hilser
tavs og bedrøvet, forsvinder i Mulm.
Du søde Ansigt — blegt — dog med Rosenskjær
I milde, I fredudstraalende Øjne!
Hvide, blidelig bøjede Pande
mellem de krusede Lokkers Blomsterflor!
I smilede til mig, da Livet svulmed
vildt og yppig i Sommerens Hede.
Det morede Junisolen at kysse
Lokkernes Fylde og se sit Billed
gjenstraale, indfattet fint i Kastanjebrunt.
Og mine Drømme fletted en Straalekrans
skjønnere selv end det funklende Solguld
rundt om det unge, det elskede Hoved.
... Nu skal jeg hjem i Regnen og Mørket.
Jeg ønsker, jeg kunde i dem flyde ud.
Jeg raver som drukken, beføler mig selv,
om ej jeg selv er et Drømmebilled.
Bladene falder — klamme og kolde,
stumme og tunge! De rammer min Sjæl!
Jeg tror, den Novembertaage for evig
vil ruge om alle i hele Verden.
Den alt omhyllende Taage og Slud,
den skikker sig bedst for et afstumpet Liv.
Jeg vil — jeg vil synke hen! Jeg vil svøbe mig
ind i en evig varende Lede.