Rankt de rejse sig, spredes i Grene
de stejle, de mægtige Marmorstammer
og ligne gjennem den hellige Dæmring
en opstillet Jættehær,
rustet til Kamp imod det usynlige.
Buerne stige roligt, men slynge sig
pludselig ud med et Sæt, til de favnes
bøjende sig mod hverandre i Højden.
Saalunde hige fra Menneskekampes
barbariske Bulder ensomme Sjæles
Sukke mod Gud, til de naa at forenes
i ham til et Hymnekor.
I Marmorpiller! I luftige Buer!
Jeg vil ej bede. Jeg skjælver, mens vagtsom
jeg lytter til Skridt, som jeg kjender. De vække
højtidsfuldt Ekko i Marmorskoven.
Ja — det er jo Hende. Hun vender sig. Langsomt
tegner det skinnende Guldhaars Form sig;
langsomt det blege Ansigt bag Sløret
fremtvinger Elskovs tindrende Smil.
Gamle Dante har søgt med Bæven
gjennem Gothikens mystiske Skumring
Billed af Gud i et Kvindeaasyn
skinnende blegt i Perlernes Farve.
I Løftelsens Stunder straaled den klare
Pande frem under Jomfrusløret,
medens igjennem Røgelsens dæmrende
Skyer Litanierne bævende klang.
Først med den blødeste Summen de dirred
glade som Turtelduernes Vinger,
derpaa lød Hyl fra fortvivlede Skarer,
som aandeløst brede Favnen mod Himlen.
Ud i det hule Rum sendte Orgelet
Sukke og Brusen. Fra hvide Buer
syntes beslægtede Sjæle at svare;
det klinger fra Gravene!
Tværs gjennem Fiesoles mythiske Himle
gjennem de sagnfyldte, farvede Ruder
borer Apollons Blik sig, saa Højaltrets
Voxkjærter blegne.
Det ser, hvor Dante løftes mod Englene
med den forklarede Mø fra Firenze
— Hymnerne klang! Under Fødderne braged
blodrøde Flammer fra Helveddybet.
Jeg sér ej himmelske Magter, ej Djævle;
jeg sér kun et Glimt, som flimrer igjennem
den fugtige Luft; og Tusmørkets Kulde
binder Sjælen med Livsledens Kval.
Farvel, du semitiske Guddom: Døden
er evig Gjæst i din Helligdoms Dæmring!
Du Aanders Konge, som ingen kan gribe,
fra dine Templer udspærres Solen!
En korsfæstet Martyr korsfæster Sjælene,
forpester Luften med Sorg og Rædsel
— Se, Himlene straaler, se, Markerne tindre!
Af Elskoven funkler
min elskedes Øjne! Helst saâ jeg dig, kjære,
midt i de hvide Jomfruers Kordans,
som fletter en Krans om Apollons Alter
i Aftenens rosenrødmende Luft,
og gyder paa Paro’s tindrende Marmor
Lavrbærgrene og Anemoner;
helst hørte jeg højt fra de tonende Læber
lyde Paianens helleniske Klang.