Dies iræ! I sin Glorie
døde Frans, og den Historie
spared os Ulejlighed.
Ak, en oprørsk Brystbetændelse
var nok Skyld i denne Hændelse.
Leve Hoffets Medikus!
Sygdom, Død er blevne gale,
med moderne Liberale
gaa de nu i Kompagni.
Pillerne, som støtter Tronen:
Prinsen, Greven og Baronen,
hver en Kok og hver Lakej
gjør nu Flor til Hatten rede.
bræger panegyrisk op.
For Ministre og Prælater,
Sbirrer, Munke og Soldater
gjælder Frans nu ej en Døjt.
„Liberalt” de alle sværge
Ed til Rigets nye Værge,
møde stramt paa Klokkeslet.
Skaaler drikkes, Taler holdes
med et ganske voldsomt Brøl.
... Stakkels Polen! Fryd dig saare!
snart Kosakkens Ven hver Taare,
du har grædt, skal sone dyrt.
Han er væk! Hans Venner ville
følge ham, om end lidt silde.
Gud gi’r stundom lang Kredit.
gaar og snuser rundt om Graven,
tørstig hænger Tungen ned.
Sporende hans Snude dirrer,
Liglugt sødt hans Gane pirrer:
døde Brødre lugter godt.
Preussen spidser vagtsomt øre,
kan Messiassukket høre
op fra Elben, Oder, Rhin;
Tajo Præstelænken sprænger,
Munkene man brænder, hænger,
gjør Avktion paa Klostergods.
Sir John Bull, hin Dampens Mester,
jager sine Tory-Rester
flux til Stemmeurnen hen.
Pærehovede ... Tilvisse
Men Italien ler saa fræk nu,
thi dets Fyrster maa af Skræk nu
tage Laxativer ind.
Skoma’r Frans — o, hvilken Kummer! —
vaagner aldrig af sin Slummer;
hvem skal flikke Støvlens Skaft?
Stille, stille! Hør, Kanonen
skød en anden op paa Thronen: