Stedse en Tanke
til hin Dag jeg sender,
da jeg i Sværmen
af lystige Venner
kjøbte den Doktorhat,
jeg skulde bære,
og sa’ Farvel til Pisa, mit kjære,
sorgløse, glade
Ungdomslivs Stade.
Først jeg jo maatte
bestille Kaffe
til alle de Fyre.
Saa af en gammel Gjæld
lidt fik jeg lettet.
— Værten sex Paoli
visked af Brættet.
... Savnet jeg førte
af Sted, da jeg kjørte.
Fire Aars Lystighed
tidlig og silde,
Gud! ... hvilket Anlæg
til Tiden at spilde.
Hen smed i Krogen
vi Bøger fra Skolen,
men dem, vi medtog
fra Livsreolen,
opskar vi, fatted vi,
læste vi, skatted vi.
Hvis du kun Viden
af Bøger vil drikke,
bliver du Doktor,
men Menneske ikke.
Hvis du i Stuen kun
Benene øver,
snubler du, naar du
paa Stenbro dem prøver.
Livet og Solen
er bedre end Skolen.
Knejpen, Kathedret —
begge jeg ærer,
naar noget dygtigt
begge mig lærer.
Men, skal i Verden
Vej man sig finde,
lidt Vagabondblod
i Aaren maa rinde.
— Lidt Driveri
er Filosofi.
Saa mindes jeg Frakken
— luslidt, itu —
og det kvækeragtig
gemytlige Du,
som fra de reneste
Læber fremsprudled.
... Ak, siden har Humbug
og Løgn dem besudlet,
da Snærperiet
indførte „De’et”.
Tænk midt i dette
Grosserer-Aarhundred,
som altid har Skinnet
og Løgnen beundret,
saadan en kynisk
Diogenes-Fromhed,
som følte sig stolt af
Mavernes Tomhed!
... Hvem, der ej saâ det,
kan næppe forstaa det.
O, Dage saa venlige!
Nætter saa milde
med Lystigheds stadig
rislende Kilde!
— Ja sagtens et Liv
kan i Glæde henrinde,
naar aldrig en Løgn man
paa Læben kan finde,
naar alt i vort Indre
i Øjet tør tindre.
Hel ofte den unge
Sokrates-Abe
lærer med Aldren
sig lapset at skabe.
Som sund han sig spæged,
men med Rhevmatisme
spiller han Satyr
— o Anakronisme! —
bliver en vammel
Don Juan som gammel.
Væk med Pedanternes
Regler fra Skolen!
Ud Jer at boltre
i Livet, i Solen!
Forbind dog, for Pokker!
Bøger med Lystighed;
væk med den dumme
Filister-Trangbrystighed!
Skjænk I Kretinerne
Alvorsmands-Minerne!
Men den Slags Brusho’der
næppe vil lære
med himmelvendt Blik
at gjøre Karriere,
ligesom disse
korrekte og vakre
Unge, som Sjælen
for Embed bortsjakre,
som sledske og sjove
for lunt at sove.
Heller med Punsch og
Cigar sig forlyste
og stundom med gale
Streger sig trøste:
saa tyre Excerpter
i fjorten Dage
og blandt Idioter
Examen tage.
— (Hu — hver Nøddeknækker
af Ærgrelse sprækker!)
Venner! Se det er just
Synder, som bliver
af troende Iver.
Letsind, det gyldne,
gjør Alvorsmænd bistre,
det er en Svir for
de unge Filistre,
naar Ben de kan spænde
for lystige Svende.
— Ak, hvilken Fryd, naar du
gjenser det skjønne
vindskjæve Marmortaarn
mellem det grønne,
og til dig selv du
med rette kan sige:
„Fast stod jeg altid,
om ikke just lige,
men aldrig jeg dingled,
raved og svingled. ”
Alle de pæne,
som skyede Rusen,
men fik saa travlt med
Lytten og Snusen,
naar — for utrumque jus
til stor Skandale —
vi sang Marseillaisen,
som vi var gale,
trods Politiet
og Kleresiet,
de kan nu blære sig,
fede og slikkede;
Skæbnen dog Gulsot
til Arv dem beskikkede;
vi, som blev regnet
til Udhalersorten,
vi, som ej høre
til Embedskohorten,
vi er end unge
med Sang paa vor Tunge.
For hine gaar Godtfolk
bange til Side,
ret som for arrige
Hunde, der bide;
vi, som har holdt os
glade og varme,
vi mødes med aabne
Hjærter og Arme.
— Jeg ender min Vise
med Galskab at prise.