Den tindred koldt den Dag i April;
Solen fordelte sit brede Smil
i Smaablink paa Gadens Stene;
de tændtes hver Stund og sluktes igjen.
Jeg vilde besøge min kjære Ven;
jeg tænkte: Nu sidder han ene,
til Døden syg i det halvmørke Kammer,
medens for Aandens Øje flammer
Luer, som skærende strides,
indtil Lyset, det hvides
nyfødte Farver faar skilt sig ud
i syvfoldig prangende Regnbuebrud.
Maaske under Sygdomsaagets
daglige Tryk mod det sorte Muld
vasker han ud af Sprogets
Dagligdags-Sand det lødigste Guld:
Hvad eller han vexler med Døden
dybsindige hviskende Ord
og spørger, hvorfor dog Menneskenøden
blev saa fortvivlende stor.
II.
Saa kom jeg op til Vennen. Paa hvert et Møbel jeg saâ
de allerdejligste Blomster med blinkende Draaber paa.
En Duft som en Haves i Somren fløj om i den dæmrende Stue;
mildt og vémodigt kølet var Farvernes hede Lue.
Det fine, det aandfulde Hoved laa lænet til Puden hvid,
Øjet var stort og glansfuldt som midt i hans fejreste Tid;
damasceneragtig var Tungen beredt til Turnering
og gav mig, strax da jeg kom, en lille satirisk Servering:
om Digtere, der kunde skrive selv Fanden et øre af,
om Digtere, der kunde drive, før de blev lagt i Grav,
det til en Snes Bind i Reolen ... Jeg saâ paa Blomsternes Masse.
Han sagde: „Det var dog pænt, du min Fødselsdag kunde passe”. .
Ak ... ikke havde jeg anet, at det var hans Fødselsdag,
men lod, som jeg vidste det hele. — Hentæret laa han og svag
og dog vidunderlig stærk ... stor og ensom og sikker
til Døden saaret som Løven, hvis Hjærteblod Sandet drikker.
Ved Hovedgærdet sad der en Mand. Han var ung og stærk.
... „Det er min Broder!” ... Festen med Blomster var Broderens Værk.
Den syge Digter blev mindet saa ømt af sin sunde Broder,
der kom fra Limfjordens Banker med Bud fra Fader og Moder.
Og Digterens Sjæl kunde drikke, i Dag et læskende Drag
af Blomsters Kalke, af Minder fra Barndommens dejlige Dag,
det bedste, han havde kjendt: Planter med duftende Drømme,
Barndomskjærligheds Væld fra evig sprudlende Strømme.
Vi skiltes. Vemodig lo det fra Øjet med stille Glans.
Han sagde: „Du, hils din Hustru! Jeg skylder hende en Dans.
Jeg loved, jeg skulde med Magt hende ud paa Gulvet trække,
saa snart som vi vandt det Vejr, som længe har manglet os begge”.