Gamle Sorø
(Sommeren 1884)
(Sommeren 1884)
I.
Jeg har kysset Jorden, min Moder,
Sjællands, fede, sædbovnende Jord;
jeg har spist af dens Kjærnefoder
og traadt i min Barndoms Spor.
Jeg har roet over Sorø Sø,
plumpet i den ved Bøgholms Ø,
for jeg gled paa de glatte Stene.
Og ud af Skoven en Stemme lo,
over Søen klang det: „Ho, ho,
du gamle Dreng!
du er i Fyrrerne, skulde jeg mene.”
Jeg har tumlet mig i det Frie,
Skov og Mark og den dugvaade Eng,
jeg har lét ad den bissende Kvie
og den gloende Vogterdreng,
ad en Skovfogeds sære Moral,
naar saa tykt han af Brændet stjal,
men rased mod Krybskytter ene:
„Det er min faste, min sikre Tro, —
de skal bløde for Dævelens Klo;
Vildtyveri,
det er en Dødssynd, skulde jeg mene.”
Jeg har snakket med Piger og Ka’le,
svælget fedt i det sjællandske Maal;
jeg har suget i Skovskygger svale
Køling fra Solens Baal.
Jeg har drømt, jeg har lét mig træt.
Aa, hvor blev jeg dog ung og let;
naar de dukked, de svaje Grene!
naar op om Stubbene lumsk det lo,
og naar Rørmassen hvisked: „Ho, ho,
du gamle Dreng!
du er en Sjællænder, skulde jeg mene.”
II.
Jeg gik mig ud en Nattestund
i Hjortnæs Lund,
og Stjærnerne de blege alt
som tyndstrøet Salt
den hvidblaa Hvælvning prikked.
Og Søen slumred mørkegrøn,
og Birk og Poppel, Ask og Løn,
og Bøg og Æl, de nikked.
Og Siv, de klapred Blad mod Blad,
hvor Andemad
laa tæt, hvor Frøen satte glad
i Spring, som aldrig klikked.
Mens alting laa saa nattetyst,
saa sommerlyst,
da mylred frem bag Træer og Siv
Gjengangerliv.
med Spøgelser i Masse
Og det var ældre, pæne Mænd
der gik saa løjerlig igjen
som Pog i hver sin Klasse.
En Excellencekrop jeg saâ
i Trøje blaa,
Hvor Fønixknapperne kneb ind
de stakkels Skind,
saa Knaphul efter Knaphul sprak!
De røg Tobak;
det damped gjennem Skoven.
En Overdommer marmorstræng
blev atter en uvoren Dreng,
som overtraadte Loven,
thi graadig stak han ud til Bunds
en Bimpel Puns
med Bunden vendt mod oven.
Men sé: Det bliver Maaneskin!
— med Højtidstrin
den store Maane luerød
sig langsomt skød
henover Bøgekamme.
Og nu blev Søen sølvergraat
og store Striber rødlig blaa
randt over Blad og Stamme.
Hen over Vandet Søjlen bred
i Mag sig smed
ned i sin vaade Ramme.
III.
Et Hyl brød ud: Uh, hu!
Og ramt af panisk Gru
med pilende Ben
over Stok, over Sten,
over Tue og Grøft,
over Engdragets Kløft
over knudrede Rødder og Stubbe
sig spredte den syndende Gruppe.
Der lød en Hvisken hæs:
„Uh, det er Rektors Fjæs!”
Midt i Maanen jeg saâ
Rektors Ansigt at staa;
gjennem Brillernes Glas
lynte Dommen saa hvas
over alt det utidige Væsen.
— Ak — jeg gjenkjendte Vorten paa Næsen!
Og dybt i Nattens Stund
klang fra den vrede Mund:
„Dig fra Højesteret
skal jeg tampe saa tæt —
Excellence — din Knægt! —
skal faa værre Konfekt,
faar i fjorten Dags Tid ingen Fem-Mad!
... Vil I alle nu skynde Jer hjemad!”
En fjollet Drengeskfæk
stod i de Herrers Træk,
men den rynkede Hud
glatted sagte sig ud,
og saa hvidt som en Væg
bag de graasprængte Skjæg
hvert et Aasyn i Krampe laa stivnet.
— Ikkun Øjnenes Rædsel dem livned.
Paa mig omsider gled
de Maaneøjne ned,
og en grundig Foragt
var i Øjnene lagt:
„Gjør du blot, som du vil;
du drev aldrig det til
at faa Embede, Kors eller Nøgle —
bliv du ved med at fjase og gøgle!”
Brat tav det hele Spil,
og Maanen slørtes til.
Søens Flade blev brun;
gjennem Natten saa lun
risled Kilder i Muld,
hvisled Snoge om Bul,
og en Fugl fløj med Hvinen fra Reden,
mellem Sivene sprællede Gjeden.
IV.
Og Skyerne drev bort, og Maanen sank;
saa stor, saa blank
den hang paa Himlen som en Lysekrone.
Og Søen bliver brat
en Dansetilje glat,
hvor Vals- og Polkatrin ihærdig tone.
Der danser fire, og der danser fem —
jeg kjender dem,
især de lette, unge Danserinder
med faststøbt Pigebarm,
med marmorkølig Arm
og med Provencerosens Rødt paa Kinder.
Jeg husker Spisesalens lange Rum,
hvor jeg stod stum
og ruged over Længsler dumpe, stærke,
og klaged tyst min Nød,
mens Harmen i mig brød,
fordi mig Skæbnen nægted Skjønheds Mærke;
den Gang med onde og med vrede Ord
saa dybt jeg svor
min Tunge til en giftig Braad at spidse,
men — sjællandsk — blød i Sind
lod Damevifters Vind
forsonende bestryge Kind og Isse.
De skjønne Piger fra min Ungdoms Aar
gjenvakte gaar
i Valsen under Lysekroneskinnet.
Men deres Herrer — Nej!
Dem kjender jeg jo ej ...
Jeg bliver dum ... Beruset raver Mindet.
Forvirret er det, føler jeg jo nok.
Hin Billedflok
jeg spidder paa Forstandens kolde Spiger
... Ak de, som danser der
med Hudens Rosenskær,
er Døtre af min Ungdoms „unge Piger”.
V.
Jeg saâ da saa gjærne
de Steder igjen;
hver Kilde, hver Stjærne
jeg hilste som Ven;
... Frit løfter mit Bryst sig,
hvor Frygt mig forfulgte,
jeg tumler med Lyst mig,
hvor før jeg mig dulgte.
Og Fortid forsoner
med Nutid sig blødt;
med Livsrøsten toner
hvad længe var dødt.
Hvad fordum mig ægged
mig faar til at smile,
og Braadden er knækket
af Bitterheds Pile.
... Men her de betvang mig
paa Sjæl og paa Krop!
— Vel! Derfor jeg svang mig
i Ungdomstrods op.
Kasernetugts Arme
først skulde mig kue,
til indestængt Harme
brød frem i en Lue.
Jeg ypper ej Kiv om
en bortveget Drøm;
jeg skuer mit Liv som
en lovbunden Strøm.
Tidt saâ jeg ej Fyret
paa natlige Vagter,
men véd, jeg blev styret
af evige Magter.
Det bliver saa stille
i Natten saa lun,
kun Luftninger spille
saa bløde som Dun.
... En Flagermus svinger
sig nær ved min Pande.
... De glimter, de klinger,
de levende Vande!