Sophus Schandorph (1836–1901)

Høj over Bryst og bred over Skulder

syntes for hundrede Aar han bygt;

Elsker af Klang og Hader af Bulder,

vandred han Vejen saa stolt, .og trygt.

Stolt: Thi han følte, han meget formaaede

ved Tankens kildesprudlende Elv;

trygt: Thi han vidste, at Maalet han naaede

ved Evnen til haardt at skole sig selv.

Vidskabens Gaard laa for ham; men Grøfter,

Port og Stakit vilde holde ham ude;

et Spring over Grøfterne! Porten han løfter,

Tralværket knækkes som Glar i en Rude.

Dysten forløb uden ramlende Larm;

han var for stærk til at blive ubændig,

og paa hans muskelsvulmende Arm

sad der en Kunstnerhaand let og behændig

Hallerne, klang ved hans taktfaste Skridt,

Indtog han holdt med en kongelig Pande,

rejste et Alter af Kundskabs Granit

                med fint slebne Rande.

        Til Livets lønlige Gange

        trængte hans forskende, væbnede Blik,

        hvor Nervens usynlige Slange

        de sælsomme Veje gik;

        hvor Livets Kildespring gjemmer

        i Safters sagte rislende Flud

        Spiren til Formen, der folder

        til Liv sig i Dagslyset ud.

        For ham den ringeste Larve

        rummed en Verden saa rig og stor,

        hver Form, hvert Strøg af en Farve

        han stævned for Dommens Bord.

        Med Strænghed tvang han de stumme

        Aander opad til synligt Liv;

        og Tryllestaven, de lystred,

        var Forskerens fine Kniv.

        Selv den, der, som jeg, ukyndig

        stirrer hen ad et Blad fra hans Haand,

        kan skimte en stor og myndig

        Bygmesters Kunstnerhaand.

        Det er, som om Øjet blev fanget

        i Tempelhallens mylrende Skov,

        hvor Leddene støtte hverandre

        efter den strængeste Lov.

        Ja, overalt, hvor han bygged,

        han rammed forsvarlige Pæle ned

        saa Værket syntes betrygget

        for Tid og for Evighed.

        Og mangen en Bro, der slynged

        i Luften saa stolt sin Bue alt,

        han blæste paa med sin Aande,

        — og ned i Stumper den faldt.

Og hvilket Langsyn over Aandens Vidder!

Jeg ser og hører ham endnu. Han sidder

        der oppe paa sin gamle Kvist

og lytter til, hvad os paa Hjærtet ligger.

Hver af os i hans Rige er en Tigger,

        og han er Herremand i vort.

For ham er Kunstens vide Felt,

Historie og Sprog befarne Egne,

hvor han har slaaet op sit Rejsetelt

        som næsten alle Vegne.

Men hændes det en Gjæst at snakke sort,

naar ej han har mod taaget Drøm sig klaret,

saa lukker, Øjet sig bag Brilleglaret,

og Smilet stryger haanligt langs hans Mund.

Thi Klarhed, Sandhed er hans Væsens Grund.

        Enhver løsagtig Flane,

hvert leflende og selvsygt Halvgeni

foragter han af gammel Granskervane.

Men véd du, hvad du vil,

og mærker han, du dine Kræfter fæster

mod klart bevidste Maal, da kan hans Stemme

lyde som Klangen af et fuldt Orkester,

der muntrey dig til Kampens Vovespil

med Fynd og Klem, som aldrig du kan glemme.

Han elsked hvert et Gode, Livet har,

tog for sig bredt af Livets rige Gaver:

en Renæssance-Mand med Hjærnen klar

selv paa en Vandring i Alcinas Haver.

        Den fine Rosehan

nød som Kjender, men foragted ej

        en saftfuld Plante fra en Mose,

den vilde Blomst paa Randen af en Vej.

I Sympathiens vide Fang han rummed

en ædel Vin, som højt i Bægret skummed,

og dagligt Grovbrød, uforfalsket, sundt,

og store Tanker, det var Faa forundt

at følge med, og Spas i drøjest Stil.

Jeg ser endnu hans store, aabne Smil,

der blottede hans Tænders fulde Række.

Og stundom sad han blandt os ved en Fest,

for En, der buden var som Hædersgjæst,

fordi han fremmerst stod i Striden.

Ja, selv da Soten rased i hans Krop,

han svigted ej; han raged mægtig op

        som Fanebærer i en Trop,

der højt med Bifaldsjubel Fanen ærer.

Han var en stovt, en prægtig Fanebærer!

Paa Smertens Leje lagt, med Heltestyrke

den visse Død han stift i Øjet saâ

og uden Rædsel mod det dybe Mørke,

kun med et Suk mod Foraarshimlens Blaa.

Han var ej formet af det vege Stof,

han blev ej fra sin Livskrafts Stade drevet;

han gjentog paa sin Dødsseng: „Jeg har levet,

og jeg vil dø som Filosof!”’

        Længe han stred, og haardt han led,

        gik Smertens bitreste Veje.

        Det var med Møje, at Døden sled

        Livet ud af dets mægtige Leje.

        Kjærlighed lagde sin Haand saa blød

        paa Forskerens kolde Pande;

        Varme den ned til Hjærtet gød:

        ømheds Vælde han dybt maatte sande.

        Derfor til sidst fra hans Hjærte klang

        længe urørte Strænge.

        Taarer sig ned ad hans Kinder tvang

        som Kildebrud paa det stenede Vænge.

        Smerteløst ramte det sidste Hug,

        medens han blunded i Dvale.

        Kjærlighed fanged hans sidste Suk

        — græder nu tyst som Duggen i Dale.