Ja, det kniber for Per Larsen. Haardt han maa sit Hoved bryde.
Synet, det er langt og taaget; „Sammenskrift” er svær at tyde.
Med „Latinsk” man nu til Dags jo trykker Bøger alle Vegne!
Per formoder, det er Paafund af et Par „krakilske” Degne.
Ja, han kæmper strængt, Per Larsen. Først han maa hvert Bogstav kjende,
maa saa huske hvert fra Ordets ene til dets anden Ende;
mærker, at det tidt slaar Sludder, maa med Møje om det læse;
Aandedrættet som Trompetstød pruster i Per Larsens Næse.
Men Per Larsen er jo Vejmand, vant at slaas med Kampestene,
vant til Sejheds Sejr i Kampen, øvet i at kæmpe ene.
Kampestenen gi’r tilsidst sig, maa som Glas for Hamren springe;
men Per Larsen gi’r sig ikke. Bog som Sten han vil betvinge.
Langsomt frem som Dag i Østen gjennem Vintermulm og Slud
tvinger paa den Gamles Ansigt Smilets lune Glimt sig ud,
bæver stille om hans Mundvig, gjennem hver en Rynke liden,
for Per Larsen mærker nu, han har forstaaet hele Siden;
gi’r i Lav sig med den næste, men forinden dybt han sukker,
som naar han paa Vejen svinger Skaft og Hammer, før han hugger;
naâr tilsidst igjennem Bogen, lér igjen og siger: „Jeg,
gamle Peder Larsen Vejmand, er dog ikke rent et Kvæg.”