1.
Som Skoledreng han rendte om i Bergen
og tog sig Udgangslov fra sin Latin,
løb ud paa Gaden, Bryggen, Skibet, Færgen,
til Striler, dampende af Brændevin.
Han hørte alskens Sprog i Havnen lyde
som Køers Brøl og Hestes Vrinsk paa Mark.
— Som gammel Mand end Minderne ham fryde:
Han ligner Bergens By med Noæ Ark.
Han drog til Kjøbenhavn. Magisternykker —
stygotisk Pilleværk — for Lærdom gik,
og Hjærner klemtes flade i Parykker,
for god Moral gik sløv Filisterskik;
Jeronimus er vred paa „Allamoder”,
Sieur Leonard betænksom ta’r sin Pris,
og danske Lømler drive Abenoder
og paastaar, det er Moder fra Paris.
O Noæ Ark, hvor rene og urene
og højst nevtrale Dyr var sat paa Stald!
O Grube, hvor af alle Væggens Stene
fremglimtede det komiske Metal!
— Von Bremenfeld vil Politiken granske —
Von Thybo bander grovt og lyver frækt —
Kun Kilian er inde paa det Danske,
da Svinene han byder „Svins-Konfekt”.
Som Troldmand Holberg højt i Hornet støder
— De laante Pjalter falder af paa Stand —
Ulysses klædes af af Skakkerjøder
og kysser Jorden med det salte Vand.
Scholastici han gjør til Skolefuxer,
von Thybo falder for en Kaardes Skaft,
og Jean de France tilbage har kun Buxer,
for Fløjl faar Don Ranudo simpelt Taft.
Og saa, da Pietismens Spædekalve
kun brægede om snarlig Pønitens,
da hver en dansk og ærlig Lattersalve
blev stemplet som den Ledes Pestilens,
„Professor” Holberg sad i Nattestunden
og laved Krøniker med megen List
og peged paa — med dækket Smil om Munden,
„hvorlunde Arius det gik tilsidst”.
Han havde vidt omkring i Verden draget
og solet sig i frie Tankers Gry;
hvad ej der passed for os, klogt han vraged
og smelted ud det Sande i det Ny.
En Rift han rev i Overtroens Tæppe,
Fornuftens Solskin tumled sig med Lyst.
Ja Holberg vort Kulturlivs tørre Steppe
har dyrket til det næste Sekels Høst.
2.
Hør I Sorø-Drenge,
stem nu Brystets Strænge,
synger alle
efter gammel Vis!
Holbergs Lærdoms Tempel
gav Jer jo sit Stempel.
Sangen gjalde
til Fa’r Holbergs Pris.
Grandt han saâ, det gamle Klosterhegn
gjorde Hjærnen kold og sløv og klejn
og opfostred en Per Degn.
I den Munkerede
ind han vilde lede
Livets Strømme,
læske Videns Tørst:
„I vil Kundskabs-Vinen
presse af Latinen;
husk, at I skal tømme
Danskens Bæger først;
ikke træde gamle Romersko,
ej paa gammelt Skrammel blind Jer glo
— her i Danmark skal I bo!”
Hør, I Sorø Drenge,
husk de lave Enge,
Vindens Føjten
gjennem Skovens Træer,
grønne Bøgekranse,
Søens Foraarsdanse,
lystig Fløjten
af den viltre Stær!
... Alt, hvad der er ungt og sundt og kjækt,
med dig, vor Fa’er, saa nær i Slægt ...
— Tag os i din Varetægt!