Komediens Mestre, de gamle,
trænger vi altid til,
til Spotten over det vamle
Borgerskabs Abespil.
En Latter, saa Murerne ramle,
er det, de Mestere vil.
Vi blive saa bitre, saa hvasse,
vor Latter fødes ej nemt,
og, ler vi en Gang, — en Grimace
fortrækker vor Læbe slemt.
Vi Sonden vil sænke til Bunden,
vil skrælle Kjødet af Raden;
— de tystige Bobler fra Bunden,
der hoppe til Overfladen,
— ak — dem har vi næsten glemt.
Luften er tung og stille,
uhyggelig, alvorslummer.
... Hvad om vi forsøgte at spille
paa gamle, dundrende Trommer?
I Masker, som springende tumler
i Satyrpolka omkring!
Du Drøvtyggerhjord, som gumler
paa længst fortyggede Ting,
I brave Filistre, som vrøvler
frem Jeres Filosofi —
og degneandægtig snøvler
et alenlangt Litani ...
op med Jer! Omgjord Jer til Kampen
for Eders evige Ret
til Flagrelyset bag Rampen
paa Scenens skraanende Bræt!
Vaagn, Mestre fra Eders Grave,
byd op Jeres Bjørne til Dans!
det var ved de Bæster at ave
I vandt Jeres Lavrbærkrans.
Du Romer med klassisk Rust paa
har faaet din Tunika vendt
lidt fremmed og dog bekjendt
som Makkaroni med Ost paa.
Du Franskmand, du fine, prægtige
Aand saa lys som en Dag,
som hug med din smidig-vægtige
Klinge Tartuffer i Kvag,
rul frem din Latters mægtige
Bølger med tordnende Brag!
Mød sidst og bedst dog til Legen
vor egen gamle Poet!
Vor Stolthed! Tohundredaars-Egen,
hvis Mage vor Skov ej har set!
Du tumlede Junkre og Degne,
Krigsmænd, Studenter, Magistre,
alle vort Danmarks egne
dejlige, dumme Filistre.
Byd os dit fulde Bæger
flot efter Rigmænds Skik!
Endnu det varmer og kvæger,
endnu det Sorgerne læger,
endnu din svulmende Drues
Blod er en Styrkedrik,
endnu din klirrende Bues
Pile slaar aldrig Klik.