I.
I den fremmede By
saâ jeg en Bygning
spændende helt
over Torvets Side:
Op ad Pilastrenes
skillende Baand
sno sig Guirlander;
langs med Balustrenes
Marmorrampe
knejse Vaser,
knejse Statuer,
sært forvredne
i alle Led;
paa Kapitælers
ioniske Horn
sidde klistrede
Muslingeskaller.
Sneglehusagtige
snoede Tingester
glo fra hvert Hjørne
i Lyset op;
knækkede Friser,
spaltede Gavle
skære den lyseblaa
Luft itu.
Øjet forvirres,
Sindet fortumles ...
Jeg raver som drukken!
— Hvor tørster jeg langlig
efter en ædru
og simpel Linie!
Men, alt som jeg stirrer
og slæber mit Syn
langs Mur og Tag,
kikker bag alt det
klinede Krimskrams,
Tiders og Moders
paahængte Affald,
stadig klarere
jævne og store
Grundformer frem.
I Tanken jeg piller
og kradser og skraber
Flitteren af.
II.
Svegne Haab
og mange Skuffelser,
næsvis Bekikken
og pøbelagtige
gramsende Hænder
tvang mig til Aar
efter Aar at kline
alskens Krimskrams
og snørklet Rokoko
over mit Væsen
blot for at værne,
blot for at dølge
mit ærlige Jeg.
III.
I Forsomren stod jeg
midt i min Moders
gamle Have
med en Barndomsven
og hans gamle Fader,
en Haandværksmester.
De kjendte mig kun
som min Faders Søn.
Imellem Kastanietræers
Snepyramider,
imellem de røde
gule og hvide
Pragttulipaner,
imellem de duftende
blaa og blegrøde
dirrende Klokker
af Hyazinther,
midt i det rolig
sagtelig sitrende
Foraarslys,
mellem to jævne,
troskyldige Venner
blev jeg igjen,
hvad først jeg var,
voved at blotte
mit Væsens Linier:
Min Glæde ved munter
og harmløs Skjæmt,
min Glæde ved Lysets
Dans over Bladene,
min Glæde, ved Blomsternes
Farve og Duft,
min Glæde ved Mindernes
nynnende Sang,
min Glæde ved Menneskers
venlige Sind.