P. A. Heiberg.
Prolog til de Vonner og Vanner
Prolog til de Vonner og Vanner
Et ypperligt Hoved, en fuldlødig Mand
— lidt for haard og for kold —
men ærlig til Bunds. Ej et Menneske kan
vise en Plet paa hans Skjold.
Han ej ed et Blik, der som Knivsodden skar
gjennem det Spæklag, som Humbugen tæt
lægger om Dumheds og Løgns Skelet —
Knoglerne grinte i Dagen klar.
Han kæmped, han brødes sin bedste Tid;
han brugte sit sviende, snærtende Vid
mod Fyrsteblindhed, mod Adelsdumhed,
mod Faarepelsen om Ulvegrumhed.
Ak, det var et Liv i Savn og i Slid,
saa blomsterløst som et Fjæld under Polen,
som aldrig tøs op af Solen.
Dumheds Oxer, Overtros Faar,
hellige Ulve, højbaarne Galte
fylked sig mod ham. Hæren de talte:
„Vi er de Mange! Fast ene han staar!”
Horn og Klove, Tænder og Klør,
tommetykke og stenhaarde Pander
vælted sig mod ham. Han lo som før
og peged mod Frihedens Banner.
Det blev et Justitsmord, det samlede Chok;
— man kan ogsaa myrde med Love —
De drev ham af Lande. Den hele Flok
hyled af Fryd gjennem Marker og Skove:
„Det skete jo Alt efter Lov og Dom!”
Selv maatte han søge at plante sig om
i fremmed Muldjord. Fra Hjemmets Strand
kun onde Tidender løde.
Da udbrast i Graad den stærke Mand;
bitterlig maatte han bøde,
fordi hans myndige, skarpe Forstand
havde glemt det Kvindelig-Bløde.
Saa smulred den Stamme stærk og bred
af Mangel paa Saft og Næring;
hans Rest af Manddom, hans Alderdom gled
hen i en aandelig Tæring.
Blindhed lagde sit sorte Klæde
over de skarpe Øjne,
Fattigdommen sig bredte til Sæde
i Oldingens Stuer, de nøgne.
Han glemtes her hjemme! Tiden fandt Trøst
i den „hellige Alliance”.
Nu smeltet er længst dens forgyldte Bly,
men hver, som ejer et Hjærte i Bryst,
skal skaffe den gamle Heibergs Ry
en straalende Renæssance.