I.
Paa Klinten med Mosskjæg tæt og graat
stander et mørkt og gammelt Slot;
dets Taarn sig løfter med høje Tind,
kun trægt den Vejrhane lystrer Vind;
forneden sig Havet breder og standser
sin Bølge mod Klintens haarde Pantser.
I Taarnets Vindu’ en Kvinde man sér,
hendes Aasyn er blegt som det tørre Ler;
i Kind og Pande har Sorgens Plov
indridset saa mangen en Fure grov,
men Blikket, som stirrer i dybe Huler,
viser, at Liv sig i Sjælen skjuler.
Der har hun siddet saa mangt et Aar
i Vinter og Sommer, i Høst og Vaar
og stirret udover Bølgen blaa,
som efter Noget hun spejdende saa.
Men aldrig et Suk sig fra Barmen listed,
der tolked den Smerte, hun havde fristet.
Den Fisker korser sig tidt i Løn
og beder sagte sin Aftenbøn,
naar ude fra Havet han skuet har
den blege Kvinde bag Budens Glar,
selv Borgens Folk ej saa hende gjerne,
hun blev kun betjent af en gammel Tærne.
II.
En Dag har Tangen sit vaade Næt
spundet hen over Landet tæt,
de Bølger sukked i hule Døn,
og Havets Flade er sortegrøn,
og tungt det hvisler i Tanget paa Kysten,
mens Sandet sig hvirvler som Avner i Høsten.
Da spredes Taagen af Stormen paastand
og løftes op over Hav og Land,
den samler sig til saa sort en Sky,
der hænger paa Himlen tung som Bly,
mens Bølgerne højnes og syde og brage
og rustne Fløje paa Slottet knage.
Ude paa Havet et Skib monne gaa,
knækket forlængst er Mast og Raa,
det duver og dykker og løftes i Angst;
den graadige Bølge venter sin Fangst,
om Skibets Sider den tæt sig knuger,
lig Kæmpeslangen, før Byttet den sluger.
De Fiskere sætte paa Baade ud
med dristigt Mod i det Bølgebrud
og ro med lange, dygtige Tag
ud mod det kæmpende, synkende Vrag,
den salte Bølges snéhvide Fraade
i Haar og Skjæg stænked Perler vaade.
Men Alt, hvad de fandt, var et Lig paa Dæk,
en Olding med store, mægtige Træk,
hans Haar, der var graat som Is paa Elv,
krølled sig stolt omkring Pandens Hvælv,
hans Aasyn var, som havde han truet
ad Døden, da han den sig nærme skued.
Strax tager en gammel Fisker til Ord:
Det Lig skal begraves i kristen Jord;
naar Klokken lyder saa klar og stærk,
og Messer læses af hellig Klærk —
— saa sige de Brødre i Klostret deromme
kan det saa vel hver en Synder fromme.
Saa toge de Liget til Stranden med
og styred mod Borgen op deres Fjed,
og i det gamle Kapel, som stod
forladt og ensomt ved Klintens Fod,
der fik de af Borgfogden Lov at lægge
det vaade Lig, som de fandt paa Dække.
III.
End tuder Stormen saa vildt paa Hav,
og Maagernes Hvinen Gjenlyd gav,
alt Natten var brudt paa Himlen frem
og hyllede Kysten i dunkelt Gjern —
end sidder den Kvinde i Vindveskarmen
og støtter sit Hoved fåst til Armen.
Vel havde Øjet lukket sig til,
men Slummeren var ej styrkende mild,
thi Sorgen, der hused dybt i Bryst,
fik nu i de skrækkende Drømme Røst,
den maatte hos hende bestandig vaage,
den hvilede ej sine Øjenlaage.
Ret som naar Vanddraaber pible ud
svagt gjennem Isens smalle Bund,
saa gjennem de pressede Læber med Nød
de sagte, mumlende Ord sig skjød.
Da farer hun sammen og vaagner forskrækket,
som af et Lynslag hun brat var vækket.
Hun tænder en Fakkel, med den hun skred
ad Taarntrappens snørklede Runding ned,
gik over Gaarden, mens Flammen svag
ængsteligt bæved for Vindens Tag;
den svære Port hun med Møie oplukker,
det rustne Hængsel piber og sukker.
Maanen lyste paa Himlen bleg,
naar fra dens Aasyn Skyerne veg,
i hvide Striber dens Straaler randt
langs op ad Klinten og Borgmurens Kant,
mens Fruen gik ned ad Bakkehældet
og standsede først ved Borgkapellet.
Hun ganger derind. Hendes Fakkels Lys
end sittrer og vakler i bange Gys
og kaster Skygger ad Væggen hen,
snart brede, snart spidse, nu brede igjen.
Men brat hun standser og studser saare,
da Liget hun skued paa lave Baare.
Hun sér og sér paa det Kæmpelig,
da farer fra Brystet ud et Skrig;
opspilet, omsluttet af hvide Krands
stirrer Øjet i stivnet Glands;
hun fængslet staaer som en Kampstensstøtte
og kan ej Foden fra Stedet flytte.
IV.
Hun kjendte saa vel den Mand, som laa
paa Baaren, men dengang hun sidst ham saa
i Ungdoms fejrede Pragt han stod,
med Ørnetanker og Løvemod,
der havde ristet saa kjæk en Rune
paa høje Pande og Kinder brune.
Som Barn hun leged med ham fro
paa bonet Tillie, paa Højenløftsbro,
som Ungmø hun mangen en Aftenstund
vandrede med ham i Fruerlund,
mens Droslen slog i Busken derinde,
og Maanen smilte bag grønne Linde.
Men kjælen Elskov blev Svenden led;
mod fjerne Kyster hans Attraa skred,
og lig et skarpt og nys smeddet Sværd,
den længtes mod Kamp og blodig Færd,
thi lagde han Snekken ud fra Strande
til evig Flugt fra de hjemlige Lande.
Og hun sad ene tilbage nu,
og Minder vælted sig i hendes Hu,
mest naged hende den ene Nat,
da hun ham offred den bedste Skat,
nu monne hun græde hver Stund saa saare,
til Øjet tilsidst ej ejed en Taare.
Da størkned det varme, svulmende Liv,
den bløde Tanke blev frossen og stiv,
hun fanged aldrig Rist eller Ro,
ad Søvn og Hvile de Kvaler lo,
mens han foer om paa de Bølger vilde
og gjæsted saa mangt et blodigt Gilde.
Naar Drømmen havde ved Midnatsstund
opskræmmet hende fra hvileløs Blund,
hun vanked ene og bange om,
en hjemløs Aand, der venter paa Dom;
helsk gik hun ned til Kapellet, det øde,
for der med Mindet sin Sorg at føde.
Der var det engang efter Ottesang,
at Barndomsvennen for første Gang
loved i evig Elskov og Tro
med hende at bygge, hos hende at bo,
alt mens de sidste Klokkeslag rørtes,
og sidste Toner af Psalmen hørtes.
Men Bølgen, som fra hendes Favn ham tog
hans blege Lig til hende opslog,
hun skued ham nu efter mange Aar
som Dødninggjæst i sin egen Gaard, —
han, — efter hvem hendes stirrende Øje
speidede ud over Bølgehøje.
V.
Fra nære Kloster Klokkernes Klang
sig rungende hen over Vange svang,
— hun løfter sit Hoved og lytter spændt,
det lød saa gammelt og saa bekjendt,
da lagde hun sig over Liget, og stille
randt Taarens længe tørrede Kilde.
Hvert eneste Klokkeslag dryppede Trøst
og Lise ned i det syge Bryst,
hun græd saa mildt som en Sommerregn,
der falder ned paa en visnet Egn,
det Liv, som Kvalen ej kunde tvinge,
sig bort under Klokkeklang monne svinge.
De Munke komme i syngende Kor
at bringe den Mand til Kristenjord,
men tvende Lig de funde for ét,
da blev for de To den Baare redt;
fra Vindvet smilte den Morgenrøde
med venligt Aasyn ned til de Døde.