Vær hilset, Nat, med dit Alvorsaasyn,
min Uros Dæmper, min Sorrigs Læge,
som med de sagte susende Vinde
mit Hjertes Strænge kan smukt bevæge,
du da sig vover, hvad før sig dulgte
og ej det skarpe Lys kunde taale,
hvad angst sig gjemte for Solens Blikke,
det leger trøstigt i Stjernestraale.
Hvad før blev døvet og bragt til Taushed
af Dagens Færden og Livets Larmen,
kan frit udtone i Nattens Stilhed
og stige i dristig Flugt fra Barmen.
Thi med sig selv i de stille Timer
uhørt af Alle da Sjælen taler,
og Kilden synger da med dens Glæder,
og Blomsten græder da med dens Kvaler.
Og Stjerner skue da ned imod os
med Øjne alvorlige, milde, kloge,
som grandt de fatted al Jordens Tanke,
som Del i al Støvets Sorg de toge.
Som om de vinked den bange Længsel
og sagde til den: Op prøv din Vinge!
til Luttringsdaaben i Lysets Strømme,
hvorfra du stammer, du skal dig svinge.
Sé derfor elsker jeg Nattens Stilhed,
og derfor kan jeg i Timer vaage
og sé den dybt i dens Alvorsaasyn
med Stjerneøjne milde og kloge.