Vær rolig, min Sjæl, vær stille!
Hvi er dine Tanker saa vilde?
Du har ej Kræfter, som bære
dig kan mod Himlen med Ære.
Hvi vil du en Fart dog friste,
hvorved din Vinge maa briste?
hvor Klipper du møder, hvorover
du aldrig dog Flugten vover?
Saa tidt har slig Rejse du prøvet,
men vendte tilbage bedrøvet,
thi Storme vilde og stride
saa haardelig monne dig bide.
Og blev du i Taageslør hyllet,
i Elverringdandsen tryllet,
som gik over Mark og Skove
og ud over vilden Vove,
saa kom du modløs tilbage
med Angerens Graad og Klage,
din Vinge hang mat og lammet,
af Troldeskud var du rammet.
O kunde jeg Ordet finde,
der kunde dig tvinge og binde,
som kunde med mægtig Stemme
usalige Trækfugl tæmme!