Sommeraftenlufte,
milde Blomsterdufte,
som saa sagtelig sig bølge frem,
Maaneskin det hvide
henad Højens Side
sænke Fred i Sjælens bedste Gjem.
Gid, mens Tider svinde,
at din Sjæl kan vinde
sig en Sommeraftens dybe Ro,
Skyen selv den dunkle
vil da dejligt funkle
som et Bed, hvor gyldne Roser gro.
Saa, selv naar det lider
hen mod Vintertider,
visner Blomsten ikke i dit Sind;
om dens Kalk sig lukker,
dog den blødt sig vugger
som for milde Sommeraftenvind.