Før banked Sorgen forgæves tidt
saa bønligt paa Øjets Dør;
nu kan i din Favn den græde saa frit,
som aldrig den kunde før.
Før var min Latter saa kaad og vild
som Vindstød i gule Høst;
nu har du den lært at vorde mild
og hvile midt i sin Lyst.
Før var min Hu som en skræmmet Raa,
der jages af Hundenes Glam,
men siden jeg dybt i dit Øje saa,
blev den saa venlig og tam.
Ja, du har lært mig baade at le
og græde af Hjertens Grund,
og du har lært mig først ret at se
de Perler paa Livshavets Bund.