Godmorgen, du Gamle derovre!
Jovist — jeg sér det jo nok —
du staaer for Spejlet og glatter
den tynde, graanende Lok.
Om lidt du tager dit Sytøj
og flytter til Vinduet hen,
og saa sætter jeg mig ved Pulten
og kradser saa jevnt med min Pen.
I fordums Tider, min Jomfru!
da gik det lidt raskere til,
da foer vi afsted gjennem Salen
i Dands til klingende Spil.
Sig, husker du Ballet i Skoven? —
om Natten jeg fulgte dig hjem,
og Maanestraalerne lokked
saa dristige Tanker frem.
Men Jomfruen, troer jeg, blev stødt paa
den fattige Skriverka’l;
han gik nok fra sine Koncepter
og teede sig som han var gal.
Hun siden som Ballets Dronning
i susende Dandse tren,
han gik i de gamle Drømme
og blev en løjerlig En.
Men hun var dog sagtens for fornem, —
nu mærker hun, det var forkert,
det Uheld at sidde over
hun længe nok fik probert.
Godmorgen du Gamle! nu er vi
omtrent lige højt paa Straa!
Mig synes som stundom dit Øje
lidt tankefuldt paa mig saa.
Og — jeg kan ej gjøre ved det —
mit Øje bliver s’gu vaadt.
Vi to har dog mangen en lystig
Polskdands tilsammen traadt.
Dengang var der Noget i Verden
som glæded og løfted En lidt,
og nu er saamænd det Hele
mig akkurat lige fedt.
Saa — nu har du taget dit Sytøj,
er flyttet ved Vinduet hen,
nu sætter jeg mig ved Pulten
og kradser saa jævnt med min Pen!