Naar fast jeg har stirret i Bogen mig blind,
og Tanken den længes til Hvile,
saa svøber jeg lunt i min Slaabrok mig ind
og farer afsted som den letteste Vind
vel over de hundrede Mile
til dejlige Lande, hvor Luftningen sval
omsuser Orangernes Grene,
hvor dejligste Blomster dufter i Dal,
hvor Templerne knejse med Marmorportal;
— men troer I, jeg rejser alene?
Nej, dig ta’er jeg med, allerkjæreste Skat!
Vi to altid sammen maa vandre,
saa gaa vi saa tause i maaneklar Nat
og høre de duttende Blade i Krat
Historier fortælle hverandre.
Og rundt om dit Liv har jeg højet min Arm,
— den sittrer saa sagte at Lykke —
du læner dit Hoved helt tæt til min Barm,
din Kind kan jeg føle, saa blød og saa varm,
et Kys strax jeg paa den maa trykke.
Mens saadan vi vandre vor ensomme Gang
i Duften af Roser, Jasminer,
det synes mig, som gjennem Luften sig svang
en Hjerterne smeltende Kjærlighedssang
til Strængene af Mandoliner.
... Se saa har jeg hvilt mig; med Ydmyghed da
jeg bøjer mig atter for Loven,
som byder mig Flid og fortæller mig: Ja,
den Sværmen den holder jeg slet ikke a’,
den gjør dig saa græsselig doven!