Let hun var som unge Hind,
rank som Blomsterstilken,
som en Rose hendes Kind,
Lokken blød som Silken.
Fange kan jeg ej den Hind,
plukke Blomsterstilken,
kysse Roserne paa Kind,
sno om Haanden Silken.
Som en ensom Fugl paa Kvist
der en Mage savner,
spreder jeg fra Krogen hist
Sukke ud som Avner.
Tidt i Drømme jeg dig sér,
— Fryd til Hjertet strømmer —
Ak, men Morgensolen lér
Ad den dumme Drømmer.
Hen til Bogen strax jeg maa,
skjøndt i Øjet siver
sagte Taarer, — Moder maa
ikke sé jeg driver.