Lyset er fra Jorden veget,
standset er det Skyggespil,
som paa hvert et Blad har leget,
Blomstens Kalk er lukket til,
en Natviol ene de Smaastjerners Skare
tilhvisker fortrolig sin duftende Drøm,
og alle Smaastjerner saa venligt den svare
med Lysglimt, som funkle i Natmulmets Strøm.
Hist paa Husets Kvist der brænder
bag Gardinet Lys endnu;
og mod dette Lys sig vender
brat min hele Sjæl og Hu;
thi Kammeret hist, hvorfra Lysskjæret kommer,
det gjemmer min Hjertes den dyreste Skat,
min sødeste Rose i solklare Sommer,
mit funklende Nordlys i Vinterens Nat.
Gid, min Sang, du kunde svæve
op til hende, — kunde smukt
rundt om hendes Leje bæve
i en kydsk og stille Flugt!
og natviolduftende sagtelig lulle
den yndige Pige i Drømmenes Skjød,
og vifte om Barmen, den hvide, den fulde,
og spille om Kinden saa frisk og saa rød!
Dog, hvis mens du saadan spøgte,
hun blot rørte lidt sin Haand,
maatte du jo strax bortflygte,
skræmmet, lig en natlig Aand;
og turde til Afsked ej trykke dit sagte
og bævende Kys paa den smilende Mund,
ej vente og sé, hvilke Drømme du bragte
om mig til min Piges livsalige Blund.
Sov, min Due, godt og stille!
medens mine Længsler bly
søge sig i Nattens milde,
dybe Favn et dunkelt Ly.
Og er de end stundom af Taarerne vaade,
jeg misted dem nødigst af Alting paa Jord.
Du, trofaste Nat! vil dem ikke forraade,
ej bringe den lurende Spotter paa Spor.