Romance
(Efter Prosper Mérimée: Théatre de Clara Gazul: Les Espagnols en Danemarc Journée II, Sc. I.)
(Efter Prosper Mérimée: Théatre de Clara Gazul: Les Espagnols en Danemarc Journée II, Sc. I.)
Ridder Alvar fra Zamora
fløj saa vidt paa Rygtets Vinge.
„Ørnen” nævnte man hans Ganger,
„Jernets Kløver” hed hans Klinge.
Flere Maurer for ham faldt end
Perlers Tal paa Rosenkrandsen;
aldrig Slaget saa ham vige,
aldrig Enekamp med Landsen.
Men to sorte Pigeøjne
saa den stolte Alvar vige:
Zobeïdes fra Cordova —
Skjønheds Sol i Maurers Rige.
Kaarden smed han, Hesten bandt han,
tog en Guitar ved sin Side,
paa et sort og lidet Muldyr
Talte saa til Zobeïde:
Laan mig Øre, o Señora!
stig til Hest med mig og følg mig
som min Hustru til Zamora.
Ham gjensvared Zobeïde:
(tidt et Suk i Stemmen bæver)
Skjønne Ridder! du mod Kristus,
jeg mod Allah Bønnen hæver.
Og jeg siger dig forsanden,
snart jeg smager Dødens Smerte,
snart mig sorten Muld vil dølge,
thi du rammet har mit Hjerte.
Du er Kristen, jeg er Maurer,
kan min Haand dig aldrig give. —
— Steg saa Alvar paa sit Muldyr,
lysted længer ej at blive.
Al sin Rigdom bort han skjænker
— ej den Herre Sorg det koster. —
Gud! vær Broder Jago naadig, —
Munken fra Inigos Kloster.
Zobeïdes sorte Øjne
voldte ham saa tung en Smerte.
Hellig Duft hans Død omsvæved,
men af Elskov brast hans Hjerte.