Naar Duggen falder ved Aftenstid
og Taaren staaer Blomsten i Øje,
saa tænk paa din Ven, fra hvis Øje alt
dit Savn har saa mangen en Taare kaldt;
naar Duggen falder ved Aftenstid,
saa tænk paa din Ven, som savner!
Naar Vinden hvisker ved Aftenstid,
og Længsel i Løvet bæver,
saa tænk paa din Ven, igjennem hvis Bryst
en Længsel sniger sig dumpt og tyst;
naar Vinden hvisker ved Aftenstid,
saa tænk paa din Ven, som længes!
Naar Himlen rødmer ved Aftenstid,
og Roser i Vesten lue,
saa tænk paa de Dage, da hver en Stund
lod Roser fødes i Hjertets Grund,
naar Himlen rødm er ved Aftenstid,
saa tænk paa vort Samlivs Roser!
Naar Stjernen tændes ved Aftenstid,
og mildt over Jorden skinner,
saa tænk paa vor Elskov, saa mild og blid,
der skinner med Smil ad Rum og ad Tid,
naar Stjernen tændes ved Aftenstid,
saa tænk paa en evig Elskov!