Hun er som Vaaren saa huld,
hun er af Kjærlighed fuld,
hun er saa frisk som den hvide, den blomstrende Lillie,
gjennem det drømmende Blik
toner en Sjælemusik,
efter hvis Klang mine Tanker maa dandse paa Tilie.
Roser i fineste Flor
yndigt paa Kinderne groer,
Sindet har Solskin saa mildt, der om Roserne freder,
Panden som Sneen er hvid,
smiler saa klar og saa blid,
ret som det rolige Vand, der i Havblik sig breder.
Har du hørt Klokkernes Klang
lyde saa smukt over Vang
ude paa Landet, i Sommerens Aften den svale?
Saadan kan og hendes Røst
bringe mig Lise og Trøst,
stemme til Andagt min Sjæl ved sin sølvklare Tale.
Tidt har sit Hoved hun lagt
op mod mit Hjerte og sagt:
Frygt ej for mig, om end Livsbølgen vildt os omskyller;
holder jeg dig kun i Haand,
er jeg saa tryg i min Aand,
Kvinden, som elsker, er stærk, thi en Gud hende fylder.
Lad alle Livsblomster dø!
Evig min herlige Mø
vorder vor Elskov lig Kloders urokkede Bane.
Gjennem de rullende Aar
Vingen saa mægtigt den slaaer,
som den i Ætheren svævende, sølvhvide Svane.
Lad os da vandre vor Gang,
er den end tornet og trang,
kan vi end sjældent i fredelig Skygge os hvile!
selv om de truende Lyn
glimte bag Skyernes Bryn,
fanger jeg Trøst, naar du sender de solklare Smile.