Det Uendelige
(Efter Giacomo Leopardi: l’infinito)
(Efter Giacomo Leopardi: l’infinito)
Jeg elsked stedse denne øde Høi
med dette Hegn, der spærrer af for Øiet
fra hver en Side Horizontens Fjerne.
Men mens jeg sidder her og stirrer, digter
jeg bagved Hegnet endeløse Rum
med himmelsk Taushed, dyb og hellig Ro,
en føie Stund mit Hjerte mer ei ængstes.
Og naar jeg hører Vindens Pust i Løvet,
saa sammenligner jeg med denne Lyd
hint store Rums uendelige Taushed.
Da rinder Evigheden mig ihu,
de døde Tider og de levende
og deres Larmen. Se, da drukner brat
min Tanke i Uendelighedsdybet,
men det er sødt paa dette Hav at strande.