Du søgte og Du grunded i den dunkle,
den tause Midnatsstund i stille Vraa,
og stirred mod den Himmel mørkeblaa
og æsked Svar af Stjernerne, som funkle;
men fandt kun Gaader, mer og mere dunkle.
Saa gik det ud i Livets vilde Vrimmel!
Du drak dig af dets fulde Skaal en Rus,
men Tvivl og Mismod drog ei af sit Hus,
Du vaagned mere tom og mere svimmel;
din Tvivl ei druknede i Livets Vrimmel.
Du søgte Venner til fortrolig Tale,
kun saare lidt de af dit Ord forstod,
de mente det saa godt, men ei dit Blod
de mægtede med deres Trøst at svale;
kun lidet baaded dig fortrolig Tale.
Du vanked ud, hvor Løvet sagte skjælved
i kjøle Lund for Somrens Aandepust,
af Strandens friske Luft du blev omsust;
og høi sig Himmelbuen om dig hvælved!
Men just naar mindst hin Higen dig mon friste
du føler komme ned til dig en Trøst,
da mærker du en Stemme i dit Bryst,
som bringer Tvivlens Skorpe til at briste;
og sagte milde Tanker ind sig liste.
Den Røst forjætter Hvile fra hver Kvide
og Smertens Død i Klang af Himmelchor,
og Sukke, der ei tales ud i Ord,
fra Brystet let du føler opad glide;
i hver af dem flyer bort en gammel Kvide.
Hold ud med Haab og tæm de Tanker vilde!
vent med Fortrøstning paa en stille Stund,
da Aanden vækkes i dit Hjertes Grund;
over hver Sjæl der vaage Magter milde,
der ikke vil, den skal sig helt forvilde.
Taug Røsten end igjen, og andre Magter
din Baad henover Livets Vover drev,
et Minde i din Aand dog præget blev:
en Længsel mild, der op mod Himlen tragter,
dit bedste Vaaben imod Dybets Magter.