Mit fagre Sprog, det eneste, der ret mig giver Klang
for Alt, der frem med Kildespring fra Hjertegrunden sprang,
har Skjæbnens Magter viet Dig til Undergang og Fald,
og lyder op fra Tartaros til Dig et Dødens Kald.
Hvad vore Fædre hilste fro i Seklets Morgenstund,
da Sang- og Tankeblomster skød saa frodigt paa vor Grund,
var det ironisk Spot kun af den kolde Verdensmagt,
der lagde Svanesangen ind i Seiershymnens Dragt?
Var denne Ungdomshigen stærk, det glade Frihedshaab,
der nys paa Slesvigs Sletter fik Martyriets røde Daab,
var Sligt en Krampespænding kun, der jog fra Døsen op,
kun for at matte mere ud den syge Folkekrop?
Det gamle Led, del er jo brudt, og aaben er vor Vang,
og tvinge ned i Brystet maae vi Dronning Thyras Sang,
lidt nynned jeg den for mig selv, men taug igjen saa ræd,
thi høit ved disse Toner vore stolte Minder græd.
Den gamle Vikingaand er død, de stærke Kæmpers Æt
er vorden til saa blødt et Folk, der leer og græder let,
i Sommernatten Duggen rigt nedfalder paa vort Land,
og hurtigt tørrer Morgnens Sol de runde Draabers Vand.
Lerurnens Aske kan vi ei indaande Livets Pust,
den gamle Kæmpebenrad er af Høiens Jordlag knust.
og store Ord erstatte ei de tunge Spyd og Sværd,
og Spøgelser ei skræmme bort fra Grændsen Fjendens Hær.
Se Bøgen trænger mer og mer fra Skoven Egen bort,
det Bløde rent beseiret har, hvad knudret er og haardt,
vort Sprog det klinger ikke mer som Hug paa Brynjeskjæl,
men som en Drossels Elskovssang og Bølgens Drøm i Kvæl.
Men til det Bløde, Milde har vel Verden ogsaa Trang,
et brusende Orchester trænger og til Fløitens Klang,
der snoer sig smukt igjennem en gigantisk Symfoni
og fanger just vort Øre ved en liflig Melodi.
Ja lee kun alle kloge Mænd, jeg skjøtter ei derom,
jeg troer ei, Bajonetter over Verden holder Dom,
jeg troer paa gode Magter og paa Harmoniens Aand,
der aldrig lader Scepteret sig vriste ud af Haand.
Saalænge Folket bliver tro den Plads, der blev det undt,
saalænge det sig holder til, hvad der er sandt og sundt,
saalænge Sproget høier sig til ædle Tankers Bud,
kan ei Alverdens Vold og List fra Jord det rydde ud.
Saalænge høit vi juble tør for hver en Aandens Seir,
om ogsaa den, der vandt den, er opfødt i Fjendens Leir,
saalænge vi kan synge med i Aandens store Chor,
saalænge er der sikkret os el Ly, et Hjem paa Jord.