Den klare, høie Høstdag mig nylig randt i Sind;
Septemberlyset strømmed saa bredt ad Ruden ind,
i Parken stode Lindene med tyndt og falmet
i Versailles’ Galleri jeg saa tankefuld sad.
Jeg havde vandret ene fra Sal og til Sal,
fulgt Frankrigs Seiersgenius fra Val og til Val
paa disse tusind Billeder, der trindt omkring mig hang,
som en i Farver bunden, uhyre Heltesang.
Den lød om fjerne Tider, da for Ridderlandsers Kast,
med Klang de Hjelme revned, med Brag de Brynjer brast,
da Jorsalslandet gungred under Hovenes Slag,
og Korsets Banner flagred i den glødende Dag.
Den lød om Bondepigen med Synerne stærke,
der løfted høit mod Solen det segnende Mærke,
Pucellen, hvis Øie i Kampmulmet straaled,
som gik sin Martyrvandring fra Seiren til Baalet,
om Condé, der „rev en Flænge i Rhinens grønne Baand,”
om barfodede Knøse med Bøssen i Haand,
der feied bort fra Grændsen Europas halve Magt,
og iled frem i Stormmarsch til Marseillaisens Takt.
Ja, Sangen naaede Tiden, dengang saa blodig rød
over det svundne Sekel faldt den straffende Død,
da ud af Kaos fødtes Titanen, der krysted
det gamle Europa, saa det skjælved og rysted.
Med ham foer gyldne Ørne henover Klippetind,
hans Diadem nedblinked et blændende Skin;
endnu er ei det slukt — til hans Saga vi lytte,
som var det en fjern, en forunderlig Mythe.
End iler jo vor Tanke som Pilgrim over Hav
til de dunkle Taarepile paa Klippeøens Grav,
og følger Ligets Seirstog med Kanonernes Brag
til Invalidekryptens Porfyrsarkofag.
Hans Stjerne sluktes ikke! I Afrikas Leir
har siden den straalet paa saamangen en Seir.
See blot hvor ved „La Smala” i Forvirring sig vælte
Araberne paa Flugt fra Emirens faldne Telte!
Nu kjæmpes der atter — og det paa Liv og Død!
Indover Frankrigs Grændser de tydske Skarer brød:
i Blodstrømme vade de Krigeres Fjed;
— den skaldede Mand fra Berlin følger med.
Er han kaaret til Guds Svøbe som hin Hunnernes Drot?
Skal Græsset aldrig grønnes, hvor hans Fødder have traadt?
Mon han kan tvinge Aander, saa de skjælve og bæve
og svigte de Folk, over hvilke de svæve?
Han bød den sorte Ørn — og Kloen den slog
i vort Korsbanners Dug, i vort røde Dannebrog.
Vor Fane, der blev baaren til Seir saa mangen Gang,
hænger nu sammenfalden paa Midten af sin Stang.
Nu byder han atter, og Kloen strækkes ud.
Skal Trikoloren vorde en sønderflænget Klud?
Skal Frankrig gispe døende for Preusserjunkres Fod?
Skal Rytterstøvler træde i de unge Hjerters Blod?
Saa spurgte jeg fornylig i saa sorgfuld en Stund,
da Frankrigs Sønner vege paa deres egen Grund.
Jeg tænkte: Dannebroge maa Trikoloren følge,
snart har for sidste Gang vi det skuet over Bølge.
Da steg Versailles’ Billeder for Sjælens Øie frem,
det tyktes mig, jeg atter stod midt iblandt dem.
Det tyktes mig saa sikkert, at Verden fik at see
en straalende Slutning paa den Billedepopee.
Om Han, der er løftet saa høit paa Tidens Vande,
nu denne Gang skal knuse sin vældige Pande,
det veed ei nogen Sjæl; men sikkert jeg troer:
Frankrig maa sig reise under Klang af Jubelkor.
Og Jublen skal brede sig og fare over Sø,
og alle gamle Sorger i dens Favntag vil døe,
saa er Bastillen falden for anden Gang i Grus,
— saa skal vor Fane vaie fra Taarn og fra