Efter Paris’s Fald
(Januar 1871)
(Januar 1871)
Hvo forstaaer de dunkle Runer, Tiden ridser paa sit Skjold?
See hvor onde Magter løses, øve Mord og Brand og Vold;
Rovdyrsspiren, som sig dølger i de Dødeliges Bryst,
skyder frem i onde Urter, snoer om Livet sig med Lyst.
Horder styrte frem med Jubel under Slavepidskens Slag,
troe, de kæmpe kun og bløde for en stor og hellig Sag;
Midler ny til Mord og Brandfærd pønse Snillets Mestre paa,
som kan Aandens fine Værker, Seklers Stolthed, sønderslaae.
Kjæmpestaden hist ved Seinen, der som Dronning throned nys,
funklende med gyldne Tinder, blussende af Glædens Lys,
medens Folkebølgen rulied gjennem den som Livets Blod,
tvinges til at bøie Knæ for Keiser-Korporalens Fod!
Har du syndet da saa svarligt, stolte Folk, hvis Sværdslags Klang
eengang runged over Lande som en mægtig Frihedssang?
Du, som drog til Kampens Stævne lig en ny Hellenerflok,
der en Bakchosfest vil feire, prydet og med salvet Lok.
Førte du end tidt paa Læben Spottens Ord og Kaadheds Sprog,
har med Klippetro du kjæmpet, sprængt det lumpne Slaveaag,
var det da saa haard en Brøde, om din Tanke, ung og let
har sig øvet, lig et Raakid, ved et høit og dristigt Sæt?
Har endog du blindt dig tumlet stundom i Mænadedands,
sværmende i vilde Nætter under svungne Faklers Glands,
standsed du, naar midt i Tumlen klang et Aandens Herrebud,
og til blodig Leg paa Valen drog du næste Morgen ud.
Dine klare, frie Tanker har jeg ofte lyttet til
i det Maal, der lød som fine, bløde Hænders Strængespil.
Jeg kan føle denne Trækning ved et tydsk Kommandoskraal,
der en Franskmand gjennemfarer, som naar Stenen skurer Staal.
Jeg kan see de blege Miner bos et Folk, der skjuler sig,
naar ad Hovedstadens Gader Fjenden gaaer sin Seiersvei.
Jeg kan see, hvor Haanden knyttes, Øiets vilde Feberglød,
see de Tanker, som vil voxe op med Krav paa Hævn og Død.
Og de gamle Mindesmærker: Notre Dame ved Seinens Vand
og „Palais’ets” sorte Taarne, der staa Vagt ved Øens Band,
mærke vil en Smertens Hammer banke i de gamle Sten,
under Kæmpekisten rasle vil den store Keisers Ben.
Tydske Folk, du jubler høit — ei sandt? for Preussens Kongehelt,
over Preusserfanens Seire raaber „Hoch” i Leirens Telt;
hviler dig og flikker ivrigt sammen paa et broget Skrud,
hvormed du paa værdig Maade kan din Dukke styre ud.
Var det Sligt, som han dig lærte, der ved en olympisk Aand,
gudbesjælet, sang en Verden ind i Harmoniens Baand?
Var det Det, som lønlig drømtes af din store Skjaldehær
under gamle Kirkeruders underlige Farveskjær?
Lærte de dig Aandens Trældom under Preussens Herskerstav?
Godt! velsign dem! gyd et Offer over dine Mestres Grav!
Hør — men husker du den Sanger, der er død paa Frankrigs Grund?
Ak, jeg seer til Haan sig kruse Heinrich Heines fine Mund.
Hvo kan løse Tidens Gaade og dens sære Runeskrift?
Fremtid dølges af et Forhæng, uden Sprække, uden Rift.
Men Gudinden Adrasteia tæller Draaberne, som flød
af ethvert uskyldigt Hjerte ned i Jordens kolde Skjød.
Og hun kommer, ja hun kommer, susende paa Vingehjul!
Vee den Slægt, som hun har kaaret! Ingensteds den finder Skjul,
ei i Jordens dybe Huler, ei paa Bjergets høie Top;
Straffens høie Flammer lyse, strække sig mod Himlen op.
Samles engang disse Kræfter, dem de kunde spredte slaae,
da vil Friheds Straale lyse ned i mørk og fattig Vraa;
Timen kommer, om ei Verden synke skal i Kaos ned,
og der lever En, som hører Aandens Suk om Lys og Fred.