Hvor underligt Sjælen kan synke
i Natmulmets Kaos ned!
hvor smerteligt høres den klynke,
som Dødens Kvaler den led!
Strax voxe da frem med Styrke
og ret med dæmonisk Lyst
Magter, vilde og mørke,
der rive og slide vort Bryst.
Vi veed ei, hvorfra de komme,
de hvirvle vort Væsen ud
i Rummet, det store, det tomme,
udenfor Skranke og Bud.
Just det, som vi elske, vi krænke,
drevne ved vanhellig Tvang;
vi bryde den kjæreste Lænke
til Hujen og skjærende Sang.
Fjernt, Sjælen kan bede og sukke,
dens Klage druknes i Skrig,
naar trætte vi under bukke,
da ligger vort Væsen som Lig.
Det er, som paa Valpladsen øde,
dødssaaret paa Sneen hvid,
det laa, omringet af døde
Haab fra den gode Tid.
Da skjælner vel atter Øret
Sjælens bønlige Røst,
bedrøvet og sortbesløret
den stiger op i vort Bryst
og græder og græder saalænge
den bittreste, dybeste Grraad,
til Marv og Ben sig da trænge
Nagets Tænder og Braad.
Bliv hos mig, min Sjæl — jeg er bange
for Kaos’s lurende Kryb —
o — vidste jeg Tryllesange,
som bandt det til Mørkets Dyb!